Annonce
112

For få naturtjekkere spænder ben for stort forskningsprojekt

Danmarks Naturfredningsforening kan ikke sige noget om naturens tilstand i Billund Kommune på grund af mangel på data. Her er vi på St. Råbjerg ved Hejnsvig. Arkivfoto: Christer Holte
Langt de fleste områder i landet har rigeligt med flittige borgere til at hjælpe Danmarks Naturfredningsforening med et stort forskningsprojekt, men i Billund Kommune er opbakningen til at overse.

Billund Kommune: Til maj 2020 sætter Danmarks Naturfredningsforening punktum for et omfattende forskningsprojekt over fem år, som for første gang er bygget op omkring befolkningens egne observationer, registreret via en mobilapp.

En væsentlig del af projektet går ud på at få kortlagt 30 forskellige arters tilstedeværelse i naturen, som tæller dyreliv, planter og svampe, men ifølge projektleder Simon Leed Krøs bliver det umuligt at konkludere på artsmangfoldigheden i Billund Kommune.

Det skyldes ifølge ham, at Billund Kommune med afstand er den kommune i det jyske, hvor færrest lokale borgere har kastet sig over projektet, og dermed bliver datamængden utilstrækkelig.

- Det har undret os, fordi der jo er et ret stort opland, men selvom vi har forsøgt at lave målrettede annoncetiltag på sociale medier til Billund Kommune, så har det ikke hjulpet på antallet af naturtjekkere, siger Simon Leed Krøs.

Naturfredningsforeningens egen teori er, at nogle af Billund Kommunes mange pendlere i stedet har valgt at lave registreringer i deres hjemkommune, men der er ifølge projektlederen også en anden sandsynlig forklaring.

- Som en af de ganske få kommuner i landet har vi ingen lokalafdeling i Billund, og vi ved, at vores lokale folk er gode ambassadører i forhold til at fortælle om projektet, siger han.

Annonce

Naturapp

Danmarks Naturfredningsforening har til projektet udviklet en overskuelig app, som kan bruges til to former for registrering.

Den ene er som sagt til at registrere så mange arter som muligt, mens den anden har til formål at udforske specifikke levesteder som eksempelvis sumpe eller træer.

Tal fra 2017 viste, ifølge Simon Leed Krøs, at 131 forskellige personer havde registreret sig via app'en i Billund Kommune, mens nabokommunerne Vejle og Varde tilsvarende havde henholdsvis 477 og 350 "naturtjekkere".

Tallene siger dog ikke i sig selv noget om, hvor meget eller lidt den enkelte person har registreret.

Langt til 1500

Hvert år under forskningsprojektet har Billund hidtil ligget i den absolut tunge ende i mængden af artsregistreringer, og der er heller ikke fremgang at spore hen mod næste årsopgørelse i maj.

Målet fra naturfredningsforeningens side er mindst 1500 registreringer i hver kommune, som langt de fleste jyske kommuner allerede er i mål med, men foreløbig har der kun været 227 lokalt i hele Billund Kommune.

- På den måde er det jo nedslående, at vi ikke har nok Billund-data til at kunne sige noget troværdigt om niveauet af arterne, Simon Leed Krøs.

Når registreringsarbejdet på landsplan er afsluttet, vil forskere fra Aarhus Universitet og Københavns Universitet ifølge projektlederen analysere på tallene, som i den sidste ende skal vise, hvordan naturen har det i Danmark på nationalt, regionalt og lokalt plan.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce