Annonce
Billund

For travlt på rådhuset: Ingen kontrol af forbuddet mod haveboringer i Grindsted

Der er forbud mod haveboringer i store dele af Grindsted. Kommunen vil egentlig gerne kontrollere, om forbuddet bliver overholdt, men har ikke kræfter til det. Arkivfoto: Bax Lindhardt/Scanpix
Et ønske om at sætte en oplysningskampagne om forbuddet mod haveboringer i Grindsted samt efterfølgende kontrol i gang er skubbet fra 2020 til 2021.

Grindsted: Der bliver ikke iværksat en kampagne for at oplyse borgere i Grindsted om forbuddet mod haveboringer. Der bliver heller ikke sat en kontrol i gang fra kommunens side for at holde øje med, om forbuddet overholdes.

I hvert fald ikke næste år, hvis det står til politikerne i Billund Kommunes teknik- og miljøudvalg.

Politikerne har lige mødtes i denne uge for at få styr på, hvilke ønsker de tager med til budgetforhandlingerne for 2020. Her var et af ønskerne netop at sætte en kampagne i gang og efterfølgende en kontrol af haverne i forbudszonen, men i sidste ende nedprioriterede udvalget sit eget forslag:

- Det er egentlig rigtig godt at lave en oplysningskampagne, og bagefter skulle man så ud og kigge, om der er nogen, som vander. Det er vi sådan set ikke imod, men det vil være et tungt arbejde og tage meget tid, siger Per Nyhus (DF), formand for teknik- og miljøudvalget.

Annonce

Om forslaget

Der er forbud mod haveboringer i store dele af Grindsted. Det skyldes, at forureningen fra det tidligere Grindstedværket siver igennem grundvandet lige under overfladen.

Forbuddet har der været gennem årtier, men i foråret blev forbudszonen udvidet som følge af den nyeste viden om forureningens strømninger under jorden.

Det er på den baggrund, at forslaget er kommet om at oplyse de berørte borgere om forbuddet.

Forslaget går på at sætte en oplysningskampagne i gang for berørte borgere i forbudszonen samt at sætte en efterfølgende kontrol i gang, så man kan kræve eventuelle ulovlige boringer lukket.

Ansatte har for travlt

Det er tidspres på en meget lille forvaltning, som udvalgsformanden angiver som grunden til at nedprioritere forslaget.

- Vi har for eksempel lige fået en status på, at der pr. 1. juni lå 109 ansøgninger om markvandstilladelse og ventede på en behandling. Det er ikke tilfredsstillende, og det er lidt de samme medarbejdere, som sidder med markvand som havevand. Nogle gange er man nødt til at prioritere, og ikke sætte flere tiltag i gang, når skrivebordet er fyldt i forvejen, siger Per Nyhus og tilføjer:

- Vi får mange henvendelser på havevand i forvejen, så det er egentlig mit indtryk, at borgerne i Grindsted sætter sig ind i tingene eller ringer til os ved tvivlsspørgsmål. Og vi svarer selvfølgelig på de henvendelser. Vi kan bare ikke gå ud og opsøge ekstra lige nu.

Han tror dog, at forslaget overlever til næste år, så en kampagne og kontrol i stedet kan begynde i 2021.

- Det kan også være, at det alligevel ryger igennem til budgetforhandlingerne i år, fordi det er et kæmpe stort ønske hele vejen rundt. Ellers har jeg en formodning om, at vi snakker om den til næste år, siger formanden.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce