Annonce
Vejle

For ulækkert: Rødkilde sendte alle elever hjem - toiletter var uden vand

Rødkilde Gymnasium i Vejle sendte tirsdag kort før middag stort set alle elever hjem. Årsagen var, at gymnasiet var uden vand, og det ville blive for ulækkert på toiletterne, hvis man ikke kunne skylle ud og vaske hænder. Arkivfoto: Sussi C. Alminde
For tredje gang på kort tid var Rødkilde Gymnasium tirsdag formiddag uden vand. Klokken 11 blev alle elever sendt hjem, inden toiletterne blev for ulækre.
Annonce

Vejle: Eleverne på Rødkilde Gymnasium fik tirsdag en uventet halv fridag.

Klokken 11 gik gymnasiets ledelse rundt i klasserne med besked om, at de omkring 800 elever kunne gå hjem. Skoledagen var slut.

Årsagen er ganske latrinær, idet Rødkilde fra morgenstunden har været helt uden vand i vandhaner og toiletter.

- Det er lidt træls, men vi er nødt til at lukke gymnasiet. Det er tredje gang inden for kort tid, at vi er uden vand, og denne gang var det ikke varslet. Vi har ikke haft vand siden morgenstunden, og i første omgang havde vi fået at vide, at det kom igen klokken 11. Nu er beskeden, at det først bliver klokken 14, og det bliver for ulækkert, hvis man ikke kan skylle ud i toilettet eller vaske sine hænder, fortæller vicerektor på Rødkilde Gymnasium, Peter Wriedt.

Nu er beskeden, at det først bliver klokken 14, og det bliver for ulækkert, hvis man ikke kan skylle ud i toilettet eller vaske sine hænder.

Peter Wriedt, vicerektor på Rødkilde Gymnasium

Annonce

Både glæde og forundring

En enkelt klasse er blevet bedt om at blive, fordi der var inviteret gæstelærere ude fra, men alle andre elever slipper for dagens to eller tre sidste lektioner.

- De fleste af eleverne modtog beskeden med en blanding af glæde og forundring, og jeg kan ikke mindes, at vi nogensinde tidligere har sendt elever hjem på grund af manglende vand. Men seks timer uden vand ville blive for ulækkert, og vi kan ikke bede eleverne holde sig så længe, siger Peter Wriedt og tilføjer:

- Hvis det bare havde været varslet, kunne vi have forberedt os på det og fyldt vand i spande.

Annonce

Var mere udfordrende

Forklaringen på det manglende vand skulle muligvis findes få hundrede meter fra gymnasiet, hvor Vejle Spildevand er i gang med et større gravearbejde hos Østerbo. Men efter et par opringninger meldte direktør Mikael Schultz hus forbi.

- Det er ikke i vores system. Der er ikke problemer med at komme af med vandet. Det er det indgående, så det er Trefor, du skal have fat i, sagde direktøren.

Hos Trefor meldte vandforsyningschef Lars Skjerning, at der var tale om planlagt arbejde ved Havneøen, og at Rødkilde skulle være varslet via SMS, som selskabets andre kunder var blevet.

- Vi er i gang med et planlagt ledningsarbejde ved Havneøen, hvor der er skiftet nogle ventiler. Desværre var arbejdet ikke færdigt klokken 11 som varslet, fordi det var mere udfordrende end forventet. Vores mand på stedet skulle tage en hurtig vurdering og har nok gået med både livrem og seler, da han meldte ud, at arbejdet forventes færdigt ved 14-tiden. Her klokken 12.15 skulle alle gerne have vand igen, sagde Lars Skjerning tirsdag middag.

Annonce

Varsler 48 timer før

Han oplyser, at Trefor normalt sender varslinger ud, 48 timer før vandet forsvinder, og på selskabets hjemmeside var følgende varsling lagt ud:

"På grund af reparationsarbejde lukker vi for vandet fra tirsdag d. 21. januar kl. 8 til tirsdag d. 21. januar kl. 13.30: De berørte områder er Bardenflethsgade, Dyrskuevej, Havneøen, Kahytten, Parkvej, Rødkildevej, Stormgade, Stævnen, Tirsbæk Strandvej, Valløesgade, Ved Bølgen, Ved Skraaningen, Ørstedsgade, Østerbrogade og Østerled."

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Sådan ruster vi EU til fremtiden

Vejle

Flere corona-krav til Bryggen: Nu holder opsynsmænd øje med din hygiejne

Annonce