Annonce
Gear

Fords futuristiske familie- og firmabil

Ford Sierra syntes at skære sig gennem vinden med sine revolutionerende former, som med ét fik andre biler til at se gamle ud. Her er det den fine 2,3 Ghia med seks cylindre, 115 hk og den særlige front, der prægede topmodellen. Foto: Ford

Årets Bil 1983 var en rumfærge af en firma-og familiebil, da Ford Sierra vandt.

Henry Ford II, barnebarn af Ford-stifteren og daværende topchef hos Ford Motor Company, var ikke i tvivl:

- Jeg håber ikke, at den bil kommer på markedet i min levetid, skulle han have sagt, da han blev præsenteret for den færdige model af Ford Sierra.

Den gamle bilboss var chokeret, da han så, hvordan designerne have tænkt sig, at Taunus-afløseren skulle se ud. Dengang var bilerne i firmaklassen typisk forsigtige sedaner, og Taunus var endda en af de mest konservative af slagsen. Bossen blev alligevel overbevist om, at der var god logik i at prøve nye veje, og Sierra fik verdenspremiere på den store biludstilling i Paris i september 1982.

Den aerodynamiske bil med stor bagklap lignede ingen andre på markedet og kunne slet ikke fås som sedan. Opmærksomheden var enorm, og mens børn og unge det år drømte om 8-bit-hjemmecomputeren Commodore 64, ville far gerne eje den nye Sierra.

Annonce

SERIE OM ÅRETS BIL I DANMARK

I år er det 50 år siden, at den første Årets Bil blev kåret i Danmark. I en serie går vi tæt på vinderbilerne gennem årene.Tidligere biler i serien: Ford Capri, Fiat 128, Citroën GS, Fiat 127, Audi 80, Fiat 126, VW Golf, Simca 1307/ 1308, Ford Fiesta, Alfa Giulietta, Fiat Ritmo, Opel Kadett, Ford Escort og VW Polo.FORD SIERRA 1,6 LPris: 116.520 kroner.

Motor: 1,6-benzinmotor, 75 hk.

Nm: 122/2900 o/min.

0-100 km/t.: 14,5 sekunder.

Maks hastighed: 165 km/t.

Forbrug: 10,5-15 km/l.

Vægt: 875 kg.

Førerpladsen var moderne. Idéen med at lade cockpittet vinkle over mod føreren, kom dog fra BMW. Foto: Ford

Velafbalanceret

Mens chefdesigner Uwe Bahnsen havde tryllet med formerne, var der ingen tekniske overraskelser. Konkurrenterne Opel Ascona og Volkswagen Passat kørte begge med forhjulstræk, men Ford holdt fast i træk på baghjulene og mere eller mindre de samme fire- og sekscylindrede motorer fra Taunus.

Teknikerne havde dog alligevel en overraskelse i ærmet, der skulle vise sig at have en enorm effekt. Man skrottede nemlig den gammeldags, stive bagaksel og installerede et moderne, uafhængigt baghjulsophæng med skråsvingsarme, kendt fra den dyrere Granada.

Resultatet var en vogn med køreegenskaber, der fik selv garvede motorjournalister til at bede om en ekstra tur under præsentationen af bilen.

De danske journalister kårede da også Sierra til Årets Bil i Danmark 1983.

Ford Sierra var i den mellemste version med 1,6-liter benzinmotor en særdeles velafbalanceret og komfortabel vogn. Desværre gjorde udformningen af karrosseriet den nye Ford meget sidevindsfølsom, noget, som først blev forbedret efter et par år.

Ford Sierra L var en populær bil herhjemme, mange private valgte dog basismodellen uden L'et. Foto: Ford

Afløst af Mondeo

Priserne lå fra 98.270 kroner for en 1300-motor, men den version fik aldrig nogen særlig udbredelse herhjemme. Mange valgte en 1600 til 107.070 kroner, mens den lidt mere luksuriøse L-version med blandt andet heldækkende navkapsler og integreret ur kostede 9000 kroner mere.

Det var omtrent, hvad en Opel Ascona 1,6, dog med 90 hk, kostede og noget billigere end VW Passat.

Mens især de engelske bilkøbere var mere end forbeholdne over for den næsten futuristiske vogn, fik mange danskere hurtigt fat i en Sierra, så den var Danmarks mest solgte bil i januar 1983.

Ford var ikke sen til at udvide modelprogrammet betragteligt, og den hidtidige topmodel, 2300 Ghia med 115 hk, blev suppleret af en sportslig XR4i med 2,8-maskine, der kastede 150 hk af sig og især blev kendt for sin enorme dobbelte hækspoiler. Prisen var 211.111 kroner.

Allerede fra begyndelsen af 1983 kunne Sierra fås som stationcar med et stort bagagerum, men en tredørs variant kom i midten af året. Det store modelprogram, flere nye udstyrsvarianter, blandt andet en Sierra Laser med elruder og soltag, gjorde, at modellen blev ved med at være relevant på det danske marked.

Endnu en topversion, den legendariske Sierra Cosworth, der i dag er blevet en kostbar kultbil, blev lanceret i 1986 og med hele 204 hk.

I 1987 fik Sierra et facelift med ny front, modificeret interiør og ikke mindst en sedan, som især det engelske marked havde efterspurgt.

Hvis vi spoler frem til 1989 lancerede Ford endda en helt nyudviklet 2,0-benzinmotor med overliggende knastaksler og 120 hk, der hurtigt blev en af de mest populære modeller på programmet og fortsatte i en særlig GT-specialudgave, indtil Ford i februar 1992 omstillede produktionen til Mondeo, der ikke chokerede nogen.

Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Smæk for skillingerne: Bokselandskamp i Vejle

Annonce