Kolding/Lunderskov: - Jeg synes, han har gjort det rigtig, rigtig godt. Jeg er ked af, han forlader skolen.
Sådan siger Jesper Bach Ladefoged, der er formand for skolebestyrelsen på Kongsbjergskolen, efter det fredag blev offentliggjort, at nuværende skoleleder Wilhelm Hallum forlader Lunderskov-skolen til fordel for Kolding Realskole den 1. september.
Og Jesper Bach Ladefoged er nok ikke den eneste, der kommer til at savne Wilhelm Hallum, der har mødt stor opbakning i lokalsamfundet.
- Jeg oplever, at han har fået skabt en enorm opbakning blandt forældrekredsen i forhold til skolen og børnene samt rigtig stor forståelse for undervisningspersonalets indsats. Jeg synes, han har været god til at skabe en sammenhæng i det, siger Jesper Bach Ladefoged.
Fokus på undervisning
Samtidig roser skolebestyrelsesformanden Wilhelm Hallum for at have få rettet lærernes pædagogernes fokus hen på kerneydelsen: Børnenes undervisning.
Jesper Bach Ladefoged, formand for skolebestyrelsenJeg oplever, at han har fået skabt en enorm opbakning blandt forældrekredsen i forhold til skolen og børnene samt rigtig stor forståelse for undervisningspersonalets indsats. Jeg synes, han har været god til at skabe en sammenhæng i det
- Og så har han været god til at få forældre og omverdenen til at forstå alle de gode ting, der foregår på Kongsbjergskolen, siger Jesper Bach Ladefoged.
Det afspejler sig blandt andet i, at det sidste år lykkedes for Kongsbjergskolen at løfte antallet af nye elever i 7. klasse med 143 procent, efter at eleverne i de små omegnsskoler tidligere i høj grad valgte at tage på privatskole, når de skulle begynde i 7. klasse.
Også Steen Sparvath, der er formand for Lunderskov Lokalråd, vil savne Wilhelm Hallum.
- Du har gjort en fantastisk indsats på Kongbjergskolen, og vi vil savne dig i Lunderskov, skriver han på Facebook.