Annonce
Vejle

Formand kræver handling i Bifrost-sagen: 'Det er åbenlyst, at personalet ikke kan være dygtigt nok'

Vejle Kommune erkender, at der er problemer med at fastholde medarbejderne, men mener, at bostedet Bifrost lever op til den fornødne kvalitet i arbejdet med handicappede børn og unge. Arkivfoto: Mette Mørk
Formand for foreningen LEV mener, at fagligheden er truet på det kommunale bosted Bifrost. Sidste år sagde næsten hver anden medarbejder på bostedet op.

Vejle: Foreningen LEV, der repræsenterer ​mennesker med udviklingshandicap og deres pårørende, kræver nu handling fra politikerne i Vejle Byråd i Bifrost-sagen.

Landsformand Anni Sørensen mener, at der skal mere til end den redegørelse og det sygefraværsprojekt, som børne- og familieudvalget har sat på programmet.

- Kommunen kan ikke frakende sig ansvaret. Der er problemer med fagligheden. Det indikerer tallene tydeligt. Der er en ekstrem udskiftning af personalet og en stor brug af ufaglærte og vikarer. Under de omstændigheder er det åbenlyst, at personalet ikke kan være dygtigt nok til at arbejde inden for et så specialiseret område, som børn og unge med svære handicap er. Og det er ikke den enkelte medarbejders skyld, siger Anni Sørensen, formand for LEV (tidligere kendt som Landsforeningen Evnesvages Vel).

Annonce

Manglende faglighed

Vejle Amts Folkeblads har den seneste tid afdækket svigt af handicappede børn og unge på det kommunale bosted Bifrost. Her bor børn og unge med handicap som svær autisme, Downs syndrom og spastisk lammelse.

Avisen undersøger Bifrost

  • Siden sommeren 2020 har Vejle Amts Folkeblad afdækket sagen om Sofie Frydensbjerg Nielsens død på Bifrost.
  • Avisen er fortsat interesseret i forholdene på det kommunale bosted.
  • Du er velkommen til at kontakte journalisterne Michelle Madsen og Zarah Grothe på michm@jfmedier.dk og zaleg@jfmedier.dk.

To hold forældre og tre tidligere medarbejdere har fortalt, hvordan de har oplevet, at børn og unge på bostedet led under manglende faglighed. Sidste år sagde næsten hver anden medarbejder på Bifrost op. Samtidig lå sygefraværet højt. Næsten hver tredje medarbejder var i 2020 en vikar, ligesom mere end hver anden var ufaglært.


Det er politikernes ansvar, at botilbud bliver ledet rigtigt, og at der er de nødvendige økonomiske og faglige ressourcer.

Anni Sørensen, formand for LEV


Anni Sørensen mener, at ansvaret både ligger ved de enkelte afdelingsledere, hos Bifrosts øverste ledelse og hos politikerne.

- Det er politikernes ansvar, at botilbud bliver ledet rigtigt, og at der er de nødvendige økonomiske og faglige ressourcer. Ansvaret bevæger sig fra den enkelte medarbejder op til et system, der har fejlet i dette tilfælde. Vi har brug for at få undersøgt, hvordan det her kunne ske og få placeret et ansvar. Politikerne må tage ansvar for konsekvenserne af de ressourcemæssige rammer, de har besluttet, siger Anni Sørensen.

Annonce

Forfærdelig tragedie

Hun mener også, at de nu belyste forhold på Bifrost giver yderligere anledning for Vejle Kommune til at undersøge omstændighederne omkring Sofie Frydensbjerg Nielsens død i 2019.

- Det er en forfærdelig tragedie. Det personlige ansvar skal retten tage stilling til, men kommunen også bør også undersøge omstændighederne omkring dødsfaldet efter de nye oplysninger om arbejdsmiljøet, siger Anni Sørensen.

Formanden for LEV kalder det for et generelt problem på mange af landets bosteder, at det halter med at sikre den fornødne kvalitet.

- Det er et udsultet område med mange års store besparelser. Vi har hårdt brug for de dygtige medarbejdere, og dem kan man kun tiltrække, hvis der findes en god ledelse, gode ressourcer og et fagligt stærkt arbejdsmiljø. Men det er umuligt at skabe, hvis der er en så voldsom personalegennemstrømning som på Bifrost, siger Anni Sørensen.

Sofie døde på sit bosted

  • Sofie Frydensbjerg Nielsen blev 20 år. Hun døde 19. juni 2019 på det kommunale bosted Bifrost i Vejle.
  • Hun blev fundet livløs i et badekar med andengradsforbrændinger. 
  • Om aftenen blev hun sat i bad af en medarbejder. Ifølge politiet mærkede vedkommende ikke inden på vandet, der var alt for varmt - og efterlod den unge kvinde uden tilstrækkeligt med opsyn i op til 45 minutter.
  • Sofie Frydensbjerg Nielsen var handicappet og kunne hverken rejse sig fra karret eller kalde på hjælp.
  • Hidtil har det heddet, at Sofie Frydensbjerg Nielsen blev ladt alene i op til et kvarter. Det fremgik af obduktionsrapporten og findestedsundersøgelsen. Siden har sagen været til vurdering i Retslægerådet.
  • Medarbejderen var i lønnet praktik som pædagogstuderende og havde ifølge flere medarbejdere kun været ansat i to uger.
  • Praktikanten er tiltalt for uagtsomt manddrab og skal for retten ved Retten i Kolding. 
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Alarm 112

Kaffetørst førte til storbrand på Randbøl Hede: Se skaderne i videoen her

Annonce