Børkop: Et lokalråd er en instans, der fungerer som et slags bindeled mellem en by og dens borgere samt kommunen.
Lokalrådet har ingen magt, men den skal have fingeren på pulsen og kan blive spurgt til råds i forskellige sager.
Da Bjarne Andersen bliver spurgt til, hvilke sager han lige fra hoften vil fremhæve, nævner han disse fire:
1 Gauerslunds forvandling
- Gauerslund har fyldt meget i det arbejde, som vi i lokalrådet har deltaget i. Det er den kommende udvidelse af hallen og hele planen om den nye fællesinstitution med daginstitution og plejecenter som vi især har bidraget med mange tanker om og holdninger til.
2 Byvisionens tilblivelse
- Hele debatten og snakken omkring udformningen af byvisionen, der blev til "Naturbyen - en byklynge syd for Vejle Fjord", var noget borgere og kommune deltog meget aktivt i, og jeg føler, at lokalrådet var med til at binde det hele sammen.
3 Midtvejsvælgermøde
- Midtvejsvælgermødet, som vi holdte i efteråret 2019, var en helt ny "opfindelse", som lokalrådet skabte. Vi bød indenfor til en debataften lige midtvejs gennem mellem to byrådsvalg, og det blev en rigtig hyggelig aften med god debat.
4 Borgermøde på streaming
- Selv i nedlukningstider formåede vi at afholde et stort borgermøde. Det skete via streaming i efteråret. Det blev blev sendt fra Børkop Højskole og opnåede godt 1000 streaminger. Mødeemnerne var lokalplanerne omkring Elbækvej og Brøndsted Møllevej, bymiljø-projekt omkring højskolen og Troldeprojektet.