Annonce
Vejle

Forrygende start: Sommerferiepas revet væk

Vejle Kommunes ordning, der hedder sommerferiepas, blev væltet, da der blev åbnet for tilmeldinger onsdag. Fredag middag var der kommet dobbelt så mange tilmeldinger som sidste år, hvor et af tilbuddene var gocartræs på den tidligere landingsbane i Erhvervspark Vandel. Arkivfoto: Michael Svenningsen
Nu har folk lært det: At sikre sig plads i et af Vejle Kommunes sommerferietilbud kræver, at man sidder klar ved pc'en.

Vejle: - Det har været vanvittigt. Vi blev lagt ned på telefonen og kunne næsten ikke følge med.

Det siger assistent Louise Jensen i Vejle Kommunes afdeling for kultur og fritid. Ordene gælder afsætningen af vejle Kommunes sommerferiepas.

Det er en ordning med tilbud om aktiviteter til børnene i sommerferien, som Vejle Kommune har kørt i mange år. I år er der udleveret cirka 12.000 hæfter til alle elever på 0.-7. klassetrin i kommunen.

- Siden onsdag klokken 10 har vi afsat 600 billetter, og vi har fortsat åbent for tilmelding frem til 26. juni klokken 10. I hele perioden sidste år blev der afsat 900 billetter. Det er gået mindst dobbelt så hurtigt i år. Det er gået op for folk, at man skal være hurtig. Tidligere meldte man sig til i løbet af det første døgn. Nu sidder man klar med en plan klokken 10, og vi har talt med nogen, der havde flere pc'er i gang. Det er blevet på samme måde, som når man skal have fat i koncertbilletter, siger Louise Jensen.

Også en pasningsordning

Mest populær er aktiviteten "En verden af mad". Emner som mad og kage er altid populære, men kursets varighed en hel uge hver dag fra klokken 9 til 14 er også en del af forklaringen. Det er jo ikke alle forældre, der har seks ugers arbejdsfri i skolernes sommerferie. Så sommerferiepassets indhold er også en "pasningsordning".

Vejle Kommune undersøger nu muligheden for at dublere nogle af tilbuddene, hvor der er ventelister.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce