Annonce
Børkop

Forsamlingshusets bliver - måske - til et nøgleforsamlingshus

Fremtiden for Smidstrup Forsamlinghus er usikker. Men diskussionen omkring dens fremtid er nu skudt igang. Foto: Jørgen Flindt
50 lokale borgere mødte frem til informationsmøde om Smidstrup Forsamlingshus. For forsamlingshusets fremtid er uvis. Men hvad skal ske? Det kom der forskellige bud på ved mødet i netop forsamlingshuset.

Smidstrup: Smidstrup Forsamlingshus går stensikkert mod nye tider, men i hvilken retning ved bestyrelsen ikke endnu. Men noget kommer til at ske. Det ligger nemlig fast, at forpagteren af forsamlingsuset, Den Lille Kok, har opsagt kontrakten.

Og det ligger også fast, at Fødevarestyrelsen kræver så store ændringer i køkkenet, blandt andet skal der laves et helt nyt gulv, at der i så fald skal investeres så mange penge, at de penge kan blive svære at finde.

Men hvad skal gøres? Det var byens borgere og forsamlingshusets anpartshavere indbudt til et informationsaften om i tirsdag.

- Her kunne vi fortælle om rigets tilstand, og der blev diskuteret, hvad fremtiden skal være for forsamlingshuset. Der blev blandt andet snakket om ay sælge bygningerne, men den meste snak hældte nu mod, at forsamlingshuset ændrer sig til et nøgleforsamlingshus, altså uden en forpagter. Men vi har bestemt ikke besluttet noget endnu, siger Dagmar Jensen, der er formand for bestyrelsen bag Smidstrup Forsamlingshus.

Annonce

Så gammelt er forsamlingshuset

Smidstrup Forsamlingshus blev en realitet i 1904, hvor en flok af de lokale samlede sig på Smidstrup Skole, og på en generalforsamling blev det vedtaget, at byen skulle have et forsamlingshus i Torpsgade.

Der blev tegnet aktier for 3500 kroner.

Forsamlingshuset blev set som et modtræk til Missionshuset, der lå lidt længere oppe ad gaden. I det nye forsamlingshus kunne de unge dyrke gymnastik, holde fester, og der blev vist film og arrangeret foredrag.

Mange mødte op

Ved tirsdagens møde mødte 50 op, og det glæder Dagmar Jensen.

- Det var flere end forventet, men det viser også, at forsamlingshuset stadigvæk har en betydning for byen, siger hun.

Hun forklarer, at bestyrelsen nu skal se nærmere på, hvad det vil betyde for forsamlingshuset at blive et nøgleforsamlinghus, hvilket er et forsamlinghus, hvor man kan det leje lokalerne ud, men der serveres ikke mad og drikke. Det skal lejeren selv stå for.

- Det var der unge mennesker ved mødet som fortalte, at de godt kunne se fordelen ved et nøgleforsamlingshus. De forklarede, at i deres generation vil mange gerne selv stå for festen. Men det kan også være en fordel for selve forsamlinghuset, da det kun kræver et anrettekøkken. Og vores køkken lever op til de krav, der er for et anrettekøkken, så der skal ikke investeres på samme måde, siger Dagmar Jensen.

Men er markedet stort nok til det? Det er blandt andet det, der skal kigges nærmere på.

- Der skal stadig være økonomi i det. Og der skal stadig gøres en stor arbejdsindsats, og er der opbakning til det? Men nu skal vi igang med at se på fordele og ulemper, og så må vi tage den derfra, siger Dagmar Jensen.

Byde ind med idéer

Nu er bolden sparket ind på banen. Fødevarestyrelsen var forbi i efteråret, og her blev der givet et påbud om, at der skal laves en handlingsplan for stedet. Og det er det arbejde, som nu er sat igang.

For i hvilken retning skal det gå?

- Det er vigtigt at understrege, at det ved vi ikke endnu, og at alt er i spil og alle døre er åbne. Ligger man inde med gode idéer, så er man meget velkomne til at byde ind med dem, siger Dagmar Jensen.

Den Lille Kok vil efter planen være i Smidstrup Forsamlingshus frem til 1. marts.

- Camilla (Lysen, red.) fra Den Lille Kok har fundet et køkken i Kolding, hun kan og må bruge. Det er brandærgerligt, at det skulle gå sådan, for Camilla er så stort et aktiv for forsamlinghuset, ja for hele byen, men vi har fuld forståelse for, at hun selvfølgelig har sin virksomhed at tænke på, siger Dagmar Jensen, der oplyser, at der lægges op til, at de allerede bookede fester stadig afholdes som planlagt.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Hundredvis af jakker i ny pop op-butik

Annonce