Annonce
Kultur

Forskerforedrag åbner op for viden om verden

Kirsten Marie Ørnsbjerg Jensen ville som ung læse kunsthistorie eller spille klassisk musik. I stedet blev det kemien og arbejdet med atomare strukturer og nanomaterialer, der vandt. Men ifølge kemikeren er der ikke den store forskel på kunst og naturvidenskab. Det handler om at se verden fra nye vinkler og tænke anderledes. Hun er netop hædret med den internationale pris ”International Rising Talent”, som uddeles af kosmetik-koncernen L´Oréal og FN-organet UNESCO i fællesskab. PR-foto
Kirsten Marie Ørnsbjerg Jensen er født og opvokset i Jerlev. Hun er nu forsker i materialekemi og har en masse på hjertet om, hvad forskning i det hele taget betyder for fremtiden. Man kan opleve hende ved foredrag i Jerlev Kulturhus.

Jerlev: Jerlev Sogns Lokalhistoriske Forening inviterer til foredragsaften i Jerlev Kulturhus torsdag 14. november klokken 19.30.

Forsker ved Københavns Universitet, Institut for Kemi, Kirsten Marie Ørnsbjerg Jensen, er født og opvokset i Jerlev kommer og fortæller om sin forskning inden for udviklingen af nye energiteknologier og om sin vej til forskerjobbet. Emnet er atomer, molekyler og materialer – altså om hendes arbejde som forsker i materialekemi.

Det er ikke kun i filmen, musikken og litteraturens verden, at kreativitet og fornyelse udfolder sig. Også indenfor naturvidenskaben er der brug for at tænke i nye og anderledes baner. Specielt hvis vi skal løse de store problemer, som vi står over for i forbindelse med klimaforandringerne og behovet for grøn energi som afløser for de forurenende fossile brændstoffer, mener hun.

- Som helt ung havde jeg mange planer om, hvad jeg ville være. Læse kunsthistorie eller spille klassisk musik blandt andet. Men takket være dygtige kemi- og fysiklærere i folkeskolen og på Rosborg Gymnasium i Vejle fik jeg den helt store interesse for kemi og naturvidenskab generelt. Kemi bliver, heldigvis, ved med at fascinere mig. Ved at forstå verden på et atomart plan kan vi designe nye molekyler og materialer, der kan være med til at løse nogle af de udfordringer, som verden står overfor, siger 33-årige Kirsten Marie Ørnsbjerg Jensen og tilføjer:

- Mit arbejde er at dykke ned i de atomare strukturer af nye nanomaterialer. At være naturvidenskabelig forsker og få en dyb indsigt i verden, kræver, at man tænker logisk, men også kreativt. Vi skal altid tænke over, hvordan vi kan se verden fra nye vinkler. På den måde ser jeg ikke den store forskel på kunst og naturvidenskab, hvad angår at tænke nyt og anderledes.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Det halve af huset og fyrrummet er brændt ned: Campingpladsejer er ved godt mod

Børkop

Midtvejsvælgerne skød med skarpt

Annonce