Riis: Efter 14 år på posten takker forstanderen for Riis Friplejehjem Poul Henning Larsen af. Afløseren bliver Rigmor Allerslev Jensen, der kommer fra en stilling som leder på Plejecenter Frihavnen i Vorbasse.
Poul Henning Larsen fortæller, at han stopper, da han har takket ja til at være leder på et kommende friplejehjem, der er ved at blive opført i Horsens. Det kommende friplejehjem skal ligesom Riis Plejehjem drives af Danske Diakonhjem, der er den største ikke-kommunale aktør på ældreområdet.
- Med den erfaring, jeg har fået indenfor friplejehjemsområdet, er det en spændende opgave at starte op helt fra begyndelsen, siger Poul Henning Larsen.
Han er indtil videre den eneste, der er ansat, og dermed får han muligheden for at sætte sit præg på friplejehjemmet, der efter planen åbner til november.
Den nu snart forhenværende forstander understreger, at han har haft 14 "gode, spændende og fantastiske" år på Riis Friplejehjem.
- Vi prøver at være i øjenhøjde med vores beboere og behandle hinanden ordentligt alle sammen. Det er meget det, vores værdier handler om. Tiden her har givet mig rigtig mange gode og udfordrende opgaver. Udviklende kan jeg også kalde det, og der har ikke været en eneste dag, hvor jeg ikke har haft lyst til at møde op.
- Det betyder ikke, at der ikke har været udfordringer. Det er der på alle arbejdspladser, men lige nu kører tingene stabilt. Alle lejligheder er fuldt udlejet, og der er en stabil medarbejderskare, siger Poul Henning Larsen.
Poul Henning LarsenDet er beboere, der ligesom falder mellem to stole, som ingen andre måske har så meget mod på og lyst til at tage sig af. Der er jeg stolt af, at vi har kunnet hjælpe både Vejle Kommune og andre af de omkringliggende kommuner.
Ny forstander begynder 1. april
Han fortæller, at han er stolt af den måde, som friplejehjemmet har håndteret coronaperioden. Blandt andet fremhæver han plejehjemmets hurtige ageren, da fire medarbejdere i efteråret blev konstateret smittet med corona. Der lykkedes det at handle så hurtigt, at ingen beboere blev smittet.
- Det har været intensivt. Jeg har aldrig været her i så mange timer, som i den her periode. Retningslinjerne har hele tiden ændret sig, så det har taget noget tid at få det hele til at spille.
Samtidig er han stolt af, at han har været leder på et sted som Riis Friplejehjem, hvor man formår at rumme mennesker, der ikke nødvendigvis finder sig til rette andre steder.
Der er i øjeblikket 42 beboere på Riis Friplejehjem.
Den nye forstander tiltræder stillingen 1. april.