Annonce
Hedensted

Forstander i vild dansevideo: Ole Vind er gået viralt

Få timer inden eleverne på Flemming Efterskole mandag aften vendte tilbage til skolen, gik en video med en dansende forstander viralt på sociale medier. Jeg bryder mig faktisk ikke om at danse, lyder det med et smil fra hovedpersonen selv.

Facebook har fjernet lyden i videoen herover. Se den med lyd på Facebook her.

Flemming: - En gang imellem skal livet være noget andet end alvor og corona. En gang imellem skal man bare lave noget sjovt.

Sådan lyder det fra Ole Vind, forstander på Flemming Efterskole, efter han mandag aften gik viralt med en Hugh Grant-inspireret dansevideo, hvor han med både numsevrik og diskomoves viser, hvor meget han glædede sig til, at eleverne vendte tilbage på skolen.

Videoen var tiltænkt som et sjovt indslag til forældre og elever, inden de mandag aften kom tilbage til efterskolen efter ni uger derhjemme på grund af coronakrisen, men det er tydeligvis mange andre end skolens elever, der har set videoen. Den er i skrivende stund set næsten 60.000 gange, delt og kommenteret over 400 gange og liket af 2500 personer på Facebook.

En popularitet, der kommer en smule bag på hovedpersonen selv.

- Vi var nok godt klar over, at den ville få lidt interesse, fordi jeg ikke normalt stiller op til den slags, men vi havde nok ikke regnet med, at det ville være så meget. Jeg tror, det er overraskelsen i det. Man ser nok sjældent en mand i min stilling gøre sådan noget, lyder det med et smil fra den 56-årige Ole Vind.

Annonce

Er gammel gymnast

Ideen til at lave videoen kom fra en lærer, der havde udfordret Ole Vind ved at tagge ham i et klip med Hugh Grant fra filmen "Love Actually", hvor han i rollen som Englands premierminister laver en glad forventningsdans op til en date.

I første omgang slog Ole Vind udfordringen hen, men ideen voksede, og sammen med skolens kommunikationsmedarbejder blev de enige om at lave videoen som en sjov gimmick op til efterskoleelevernes tilbagevenden.

- Det var jo en sjov idé, men samtidig er der jo også lidt markedsføring af skolen i det. Vi er jo kun glade for at få lidt opmærksomhed. Faktisk er jeg ikke ret vild med at danse, men jeg er jo gammel gymnast, så jeg kan godt, lyder det med et smil fra Ole Vind, der også understreger, at han er utrolig glad for at få sine elever tilbage på efterskolen.

- Det er så fedt. En skole uden liv er håbløst. Selvfølgelig er det under andre betingelser lige nu, men jeg har dyb respekt for, hvor ansvarlige de unge mennesker er i forhold til at leve op til retningslinjerne. Vi har ingen minestrimler mv. på skolen, men har tillid til, at eleverne selv kan finde ud af det, og det lader det til, at de kan.

Ole Vind er desuden borgmesterkandidat for Venstre i Hedensted Kommune, men hvis nogen havde håbet at se ham som dansende politikere i en kommende valgkamp, bliver de nok skuffede.

- Ha, ha, man skal aldrig sige aldrig, men som jeg ser det var det her en engangsforestilling, slår Ole Vind fast.

Se original-klippet med Hugh Grant herunder. Se videoen med Ole Vind - inklusiv underlægningsmusik - her.

Til tonerne af Pointers Sisters "Jump for you Love" imiterer forstanderen på Flemming Efterskole, Ole Vind, den britiske skuespiller Hugh Grant i en video, der det seneste døgn er gået viralt. Screenshot fra videoen.

Hugh Grant

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce