Annonce
Egtved

Forstander stopper efter kun et år

Nis Tind Bechmann, forstander Ågård Efterskole, stopper efter dette skoleår 2019/2020 efter kun et år på posten. Arkivfoto: Yilmaz Polat
Nis Tind Bechmann forlader Ågård Efterskole efter kun et år som forstander. Viceforstander Lene Balle bliver konstitueret forstander, indtil en ny er fundet.
Annonce

Ågård: I august sidste år startede Nis Tind Bechmann som forstander på Ågård Efterskole. Ved udgangen af dette skoleår siger han farvel til skolen.

- Skolens bestyrelse og Nis har i fællesskab besluttet at stoppe samarbejdet ved udgangen af skoleåret, siger Birgit Munk, formand for skolens bestyrelse, og understreger, at beslutningen er truffet i fred og fordragelighed.

- Vi har forskellige syn på, hvordan man leder skolen bedst, og vi har erfaret, at vi nok søger en anden profil på posten, forklarer hun.

Nis Tind Bechmann var for år tilbage lærer på Oure Efterskole og Vejle Idrætshøjskole, og har siden været ansat på blandt andet Tørring Gymnasium og Rosborg Gymnasium & HF. De seneste år, inden han blev forstander på efterskolen i Ågård, var han uddannelsesleder på Rosborg Gymnasium & HF.

- Det kan være et svært skifte, når man er relativt uerfaren indenfor efterskoleverdenen. Det er væsentlig anderledes at arbejde på en kostskole, hvor elevgruppen samtidig er yngre, lyder det fra Birgit Munk.

Annonce

Forstanderpar gennem 25 år

Nis Tind Bechmann overtog forstanderposten efter Ole Sørensen, der i 25 år stod i spidsen for skolen sammen med sin hustru Kirsten Storgaard, der var viceforstander.

Ud af 30 ansøgere til jobbet som ny forstander faldt valget altså på Nis Tind Bechmann, der var meget spændt på at tage over efter det tidligere forstanderpar.

- Der er en meget stærk kultur efter de to engagerede mennesker, som har brændt for stedet med liv og sjæl. Det kan være en udfordring at skulle tage over efter dem. Men det er samtidig en stor gave og en stor styrke, fortalte han i en artikel her i avisen, da han blev ansat.


Vi har forskellige syn på, hvordan man leder skolen bedst, og vi har erfaret, at vi nok søger en anden profil på posten.

Birgit Munk, bestyrelsesformand


Birgit Munk er bevidst om, at det har været nogle store sko at udfylde efter Ole Sørensen og Kirsten Storgaard.

- Men vi har i bestyrelsen ikke haft et ønske om, at han skulle udfylde deres sko. Vi ansatte en ny forstander, som skulle være forstander på en ny måde. Bestyrelsen og Nis har i fællesskab kæmpet for at få det til at virke, og er nu blevet enige om, at det er tid til at starte på en frisk for begge parter, siger Birgit Munk.

Bestyrelsen har nu konstitueret viceforstander Lene Balle som forstander og lærer David Sommer som viceforstander. Efter sommerferien indledes arbejdet med at finde en ny forstander.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce