Annonce
Alarm 112

Forsvarere langer hårdt ud efter anklager i sag om tre tiltalte betjente: Hun har ikke været objektiv i denne sag

Der var drøje hug til både specialanklager Christina Schou og Statsadvokaten i Viborg, da tre forsvarere tirsdag procederede i sagen om tre betjente fra Sydøstjyllands Politi, der er tiltalt for at bruge ulovlig tvang og embedsmisbrug. Arkivfoto: Henning Bagger
Der blev ikke lagt fingre imellem, da forsvarerne for tre tiltalte betjente tirsdag procederede i Retten i Horsens. "Uartig", "manipulerende" og "uden forståelse for politiarbejde" var blot nogle af de ord, der blev sagt i en usædvanlig hård kritik af anklagemyndigheden.

Horsens: Det er almindeligt, at fronterne bliver trukket skarpt op, når anklager og forsvarer i de afsluttende procedurer sammenfatter argumenter for og imod i en straffesag.

Men tonen var usædvanlig hård, da advokaterne Stine Gry Johannessen, Martin Cumberland og Jakob Buch-Jepsen tirsdag procederede.

De er forsvarere i sagen, hvor to færdselsbetjente er tiltalt for ulovlig tvang efter straffelovens paragraf 147 samt embedsmisbrug. Begge færdselsbetjente samt en sagsleder ved vagtcentralen er tiltalt for at have misbrugt deres stillinger og tvinge tre mænd til at tåle at måtte forlade en afkørsel på E45 ved Hedensted til fods en novembernat i 2018.


Hvis ejerforholdet ikke kan fastslås, er der ikke tvivl om, at politiet ikke bare kan, men skal tage nøglerne. De må ikke aflevere nøglerne uden at vide, om der er et retmæssigt ejerskab. At sige, at den forklaring er konstrueret til lejligheden, er meget uklædeligt. Det er uartigt.

Stine Gry Johannessen, advokat


De tre mænd var inden episoden blevet stoppet efter at have kørt ikke under 180 km/t på motorvejen med kurs mod et casino i Vejle. Da betjentene kort efter kom hen til bilen, sad alle tre på bagsædet, og ingen af dem ville indrømme, hvem der havde kørt. De ville heller ikke oplyse, hvem der ejede bilen, og betjentene kunne ikke få bekræftet, at den tilhørte den enes far.

Færdselsbetjentene endte med at tage bilnøglerne og efterlade dem. Ifølge betjentene, fordi de stod med en mulig brugsstjålen bil og derfor ikke havde andre muligheder.

Annonce

Sagen burde aldrig være rejst

En helt almindelig politiforretning, pointerede Stine Gry Johannessen, forsvarer for den ene færdselsbetjent.

- Det er en usædvanlig sag, som retten har til pådømmelse, og den burde ikke være rejst. Det er efter min mening manglende forståelse for politiarbejde, lød det fra forsvareren, der mente, at sagen - hvis der er en sag - hører under det disciplinære system, som betjente som polititjenestemænd er underlagt.

- Det disciplinære system skal fange hovedparten af tjenesteforseelser, og så er der en række sanktioner. Politifolk laver også fejl, men langt de fleste kan og skal håndteres disciplinært, sagde Stine Gry Johannessen og slog fast:

- Hvis ejerforholdet ikke kan fastslås, er der ikke tvivl om, at politiet ikke bare kan, men skal tage nøglerne. De må ikke aflevere nøglerne uden at vide, om der er et retmæssigt ejerskab. At sige, at den forklaring er konstrueret til lejligheden, er meget uklædeligt. Det er uartigt, lød det med henvisning til specielanklager Christina Schous procedure mandag.

Annonce

Spændetrøje og kløpulver

Stine Gry Johannessen undrede sig over, at statsadvokaten har rejst tiltale efter straffelovens paragraf 147 om anvendelse af ulovlige midler for at opnå en tilståelse eller en forklaring.

- Den paragraf er virkelig sjældent brugt. Der er en dom fra 1880, hvor forhørsdommeren lagde arrestanten i spændetrøje for at fremtvinge en tilståelse. Og så er der en dom fra 1905, hvor der blev lagt kløpulver i arrestantens seng, og hvor arrestforvalteren havde pryglet arrestanten to gange. De sidste 100 år er paragraffen ikke blevet brugt, for det kræves, at der skal være anvendt ulovlige midler med forsæt til at fremtvinge en tilståelse. Det har ingen gang på jord i denne sag.

Annonce

Hun manipulerer

Også advokat Martin Cumberland, forsvarer for den anden færdselsbetjent, langede hårdt ud efter anklageren.

- En procedure er et spørgsmål om retorik og om at overbevise. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt man kan manipulere, sagde Cumberland, der beskyldte anklageren for at slå ned på udvalgte klip i de optagelser fra både åstedet og samtaler med vagtcentralen, der blev fremlagt i retten, så det ikke fremstod i en helhed.

Det er betjentene tiltalt for

To færdselsbetjente på 40 og 55 år er tiltalt efter straffelovens paragraf 147 og paragraf 155 om hhv. at have brugt ulovlige midler for at opnå en tilståelse eller en forklaring samt for at krænke privates ret.

Subsidiært er de tiltalt efter straffelovens paragraf 157 om grov eller oftere eller gentagen forsømmelse eller skødesløshed i tjenesten.

Sammen med den 43-årige sagsleder fra vagtcentralen er de også tiltalt for stillingsmisbrug efter straffelovens paragraf 150.

Ifølge anklageskriftet misbrugte de deres stillinger som polititjenestemænd til at tvinge tre mænd til at tåle at måtte forlade afkørslen ved Gesagervej i Hedensted  i nødsporet, i det de to færdselsbetjente efter aftale med sagslederen uberettiget inddrog nøglerne til de tre mænds personbil, fordi de ikke ville oplyse, hvem der havde været fører af bilen.

- Anklagemyndigheden mener, at det er hamrende ulovligt (at tage nøglerne, red.) og har sågar påstået 30 dages betinget fængsel. Hvis det bliver tilfældet, vil det sende chokbølger gennem dansk politi. Det vil medføre, at hvis man fremover ser en bil køre med 200 km/t, og man kan se, at det er en BMW, vil man bare køre videre, fordi man ikke orker at risikere en sag selv, lød det fra Martin Cumberland, der også fremhævede, at ingen af de tre betjente er blevet suspenderet efter hændelsen.

- Det er en fast praksis fra rigspolitiet, at når der kommer et anklageskrift med påstand om frihedsstraf, er der krav om suspensation. Det er betjentene ikke blevet. Det er første gang, at jeg oplever, at der ikke er sket suspensation. Politikredsen bakker op om dem.

Annonce

Ikke objektiv

Advokat Jakob Buch-Jepsen, forsvarer for sagslederen fra vagtcentralen, var også stærkt utilfreds med både Christina Schou og statsadvokaten i Viborg, hvor hun kommer fra.

- Anklageren har ikke været objektiv, og det er en tendens i Viborg. Der bliver rejst for mange sager mod betjente. Alene i de seneste to måneder har jeg haft fem sager, og i alle sager er der sket frifindelse. Jeg forventer, at det her bliver den sjette sag, hvor der sker frifindelse, lød det fra Buch-Jepsen, der - ligesom Martin Cumberland - mente, at anklageren tog udtalelser ud af en kontekst og ignorerede udtalelser, der taler til fordel for de tiltalte.

For så vidt angår sagslederen, påpegede advokaten, at denne havde talt med patruljen i mindre end to minutter den pågældende nat og i øvrigt ikke havde nogen ledelsesbeføjelser over for patruljen.

Hans opgave var alene at sparre med betjentene, da de ringede til vagtcentralen.

- Der er intet, som er sagt eller accepteret af min klient, der gør, at han efter 20 års pletfri karriere har begået noget kriminelt den dag. Vi er lysår fra, at han har et strafferetligt ansvar.

Annonce

Stor forståelse for politiets arbejde

Specialanklager Christina Schou benyttede sin mulighed for at komme med replik til at pointere, at hun udmærket kender politiets arbejdsforhold.

- Statsadvokaten har en endog meget stor forståelse for politiets arbejde. Vi vurderer dagligt sager og afslutter langt de fleste sager, fordi de ikke har deres gang på jord. Vi ved, at politiforretninger beror på skøn, og at der kan ryge finker af fadet. Det er bare ikke sket i denne sag, hvor der har været et alvorligt brud på befolkningens tillid til politiet.

Sagen skulle have været afsluttet onsdag, men der falder først dom tirsdag efter påske.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv

Bytte-bytte-bygrund: Borgmester gør klar til at afgive en pæn bid af Sønderbrogade

Navne For abonnenter

Sanne har været bagerjomfru i 25 år: Uden hende var butikken ikke den samme

Annonce