Annonce
Jelling

Fortsat gratis adgang til Kongernes Jelling - men der er et forbehold

Ligesom andre offentlige institutioner lider Nationalmuseet, at staten skærer budgetterne ned med to procent hvert år. Det kom dog som en overraskelse, da Nationalmuseets direktør, Rane Willerslev (til venstre), pludseligt valgte at opsige driftsaftalen af Kongernes Jelling. Arkivfoto: Søren Gylling

Vejle Kommune og Nationalmuseet er blevet enige om en ny aftale for driften af oplevelsescentret Kongernes Jelling. Kun de sidste formaliteter mangler.

Jelling: Det kom som en overraskelse for mange, da Nationalmuseets direktør, Rane Willerslev, sidste år opsagde samarbejdsaftalen om at drive Kongernes Jelling for Vejle Kommune.

- Vi står med en stor udgift til at drive Kongernes Jelling, og Vejle Kommune vil ikke tillade, at vi indfører betaling for at komme ind. Den nuværende aftale er ikke holdbar. Jeg er stålsat på at finde en rentabel løsning for Nationalmuseet. Ellers må vi sige farvel, sagde Rane Willerslev.

Siden har parterne mødtes flere gange for at forhandle om en ny aftale. En aftale, man nu er kommet så langt med, at det eneste, der mangler, er en endelig godkendelse fra byrådspolitikerne i Vejle Kommune.

- Efter vi har deltaget i en række møder i København, Vejle og Jelling, hvor vi har forhandlet frem og tilbage, er vi kommet frem til en god løsning, som blandt andet betyder, at det stadig er gratis at besøge Kongernes Jelling, siger Dan Arnløv Jørgensen (K), formand for kultur- og fritidsudvalget.

Der er dog et men.

Annonce

Ny aftale om drift af Kongernes Jelling


  • Aftalen er som udgangspunkt gældende fra 1. januar 2019 til 31. december 2028.
  • Dog åbner Vejle Kommunes nylige erhvervelse af Anesminde-grunden op for mulige samarbejdsprojekter, hvilket betyder, at aftalen genforhandles, såfremt Kongernes Jelling inddrages i formidling og drift af nye projekter.
  • Vejle Kommune udbetaler årligt et driftsstilskud på 3.280.020 kroner til Nationalmuseets drift af Kongernes Jelling.
  • Nationalmuseet bidrager med 1.000.000 kroner årligt, men dette beløb reduceres fra og med 2019 med 100.000 kroner om året de næste fem år.

Midlertidig aftale

Vejle Kommune købte for nylig gården Anesminde, der ligger ved siden af Kongernes Jelling, og som tidligere nævnt i avisen, kan erhvervelsen af ejendommen åbne for videreudvikling af museet.

Det betyder, at selvom den kommende aftale er gældende i ti år fra 1. januar 2019, kan der være behov for at genforhandle kontrakten om få år.

- Vi ved godt, at det er en midlertidig aftale, fordi vi endnu ikke ved i detaljer, hvordan Anesminde-grunden skal bruges. Hvis nu arkæologerne finder en kongsgård, har jeg ikke fantasi til at forestille, at vi ikke laver et eller andet formidlingsmæssigt også. Uanset hvad kommer det til at ske i et samarbejde med Nationalmuseet, så det bliver formentlig nødvendigt med en genforhandling inden for en kort årrække, siger Dan Arnløv Jørgensen.

Entré kan genovervejes

Dan Arnløv Jørgensen har tidligere stået fast på, at alle museer i Vejle Kommune skal være gratis at besøge. I aftalen er det dog nævnt, at "i forbindelse med genforhandling af aftalen ved inddragelse af Anesminde-grunden genovervejes indførelse af entre".

- Det betyder, at vi skal have debatten en gang til, og der kan forandre sig meget på to-tre år. Men lige nu mener jeg ikke, at vi skal indføre entré. For mig er det væsentligt, at vores kulturarv er tilgængeligt, og at alle vores museer er gratis i Vejle Kommune. Det er et spørgsmål om demokrati og dannelse, at der er lige og fri adgang til kulturarv, siger udvalgsformanden.

- Der er mange turister i Jelling, og vi har indtil videre valgt, at vi gerne vil have så mange mennesker til området som overhovedet muligt. Vi ved af erfaringer fra Sverige, at man får en halvering i besøgstal det første år, man indfører entré. Vi har besluttet at holde fast i at investere nogle millioner kroner i Kongernes Jelling, kan det være med til at genere 2-300.000 turister, som lægger penge i butikker, hoteller og så videre, tilføjer han.

Idræt- og kulturudvalget anbefalede tirsdag at godkende aftalen. Senere skal den forbi økonomiudvalget, inden den endelige beslutning skal træffes i byrådet i næste måned.

Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Nul østers-status til lokale gourmet-kokke

Annonce