Annonce
VB

Fortsat mandefald blandt VB-målmændene

Lucas Chang-Andersen er én af to friske VB-målmænd, og derfor bliver der minutter til ham, når VB onsdag spiller i Randers. Arkivfoto: Mette Mørk
Kjartan Finnbogason får sine første minutter denne vinter i VB-trøjen, når det onsdag gælder tre halvlege mod Randers FC.

Vejle: Der er fortsat mandefald blandt Vejle Boldklubs målmænd.

Førstekeeper Indy Groothuizen mangler endnu sine første minutter denne vinter, da han døjer med overbelastningsskade i sin ene skulder, og nu må også Gianluca Zanette melde fra.

Zanette, som lørdag stod en halvleg mod Kolding IF, har også problemer med sin ene skulder. Dermed er det Thomas Hagelskjær og unge Lucas Chang-Andersen, som passer målet, når VB onsdag spiller testkamp mod Randers FC.

De to kommer til at deles om 120 minutter, da opgøret i Randers efter ønske fra værterne afvikles over tre halvleg af hver 45 minutter.

Det koncept passer VB-træner Constantin Gâlcă udmærket:

- Det giver os mulighed for at give mange spillere mange minutter, og på det her tidspunkt er det fint.

Kampen i Randers er VB’s tredje denne vinter, og i de to første spillede VB med ét hold i første halvleg og ét andet hold i anden halvleg.

- Nu er vi så langt, at de fleste uden problemer kan spille 60-70 minutter, og det kommer de til, siger Constantin Gâlcă.

Annonce

VB's testkampe

VB spiller i løbet af vinteren fire kampe på dansk grund og to i forbindelse med træningslejren, som foregår i Portugal.

18. januar
VB-Ringkøbing IF 8-0

25. januar
VB-Kolding IF 3-4

29. januar kl. 13.00
Randers FC-VB, kunstgræsbanen ved Randers Stadion

6. februar kl. 17.00
VB-Aarhus Fremad, VB Parken

Træningslejr
8.-22. februar

Forårspremieren i 1. division falder for VB’s vedkommende søndag 1. marts, når HB Køge kommer en tur til Vejle.

Fremgang for Malte Amundsen

Mod Randers FC får Kjartan Finnbogason sine første minutter denne vinter i VB-trøjen.

Han kom i slutningen af sidste uge tilbage til Vejle og Danmark efter en træningstur med Islands landshold i USA, og Constantin Gâlcă valgte at spare Finnbogason mod Kolding IF, da Finnbogason i USA spillede og trænede på rigtig græs og ikke på kunstgræs, som VB’erne i øjeblikket bruger.

Desuden bliver der formentlig minutter til den schweiziske prøvespiller Nikola Sukacev, som mandag stødte til VB-truppen og efter planen bliver ugen ud.

Til gengæld er Malte Amundsen fortsat ude på grund af den ledbåndsskade, han pådrog sig i efterårets sidste kamp. Ifølge Constantin Gâlcă går det dog godt fremad med Amundsens genoptræning. Heller ikke Lucas From er endnu kampklar, men han er i gang med genoptræningen efter den hofteskade, der i efteråret betød, at Lucas From måtte igennem en operation.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

24-årig mand dræbt af skud: Otte personer anholdt

Annonce