Annonce
Hedensted

Forvandlingen af Bjerre Arrest: I år gælder det vinduer og stald

Tingsalen og cellefløjen har fået nyt tag. Denne del af projektet blev afsluttet i december 2018. I år er det planen at tage fat på vinduer og staldbygning. Foto: Michael Svenningsen.
Arresten har fået nyt tag og skorstene. Næste skridt bliver at udskifte vinduer og istandsætte staldbygning.
Annonce

Bjerre: I Bjerre er de frivillige omkring byens gamle arrest så småt ved at tage hul på næste etape af renoveringen.

Op til årsskiftet nåede arbejdsgruppen en milepæl, da fornyelsen af taget over cellefløjen og opsættelsen af skorstene blev færdig.

Inden da var taget over tingsalen, altså afdelingen med indgang ud mod Bjerrevej, blevet skiftet.

- Det er en helt anden bygning at se på nu, siger Poul Erik Honoré, formand for Foreningen til bevarelse af Bjerre Arrest.

- Målet i år er at lave vinduerne i tingsalen. De er ødelagte. Hvis nogle af dem kan renoveres, skal de det. Andre skal udskiftes, og der skal fremstilles nye på en måde, så det ser ud, som det gjorde engang. Der skal måles op og tegnes krummelurer på dem. Det får vi en snedker til, fortsætter formanden.

Der er en god stemning om projektet. Det har helt klart rykket noget, at vi har fået renoveret taget. Folk kan se, at det ikke bare er snak.

Poul Erik Honoré, formand, Foreningen til bevarelse af Bjerre Arrest.

Annonce

Tager fat på staldbygning

Det er omkring tyve vinduer med og uden tremmer, der skal ses på.

Pengene til opgaven, omkring en halv mio. kr., har foreningen, men udskiftningen kommer ikke til at ske her og nu. Slots- og Kulturstyrelsen skal først inddrages, eftersom arresten er fredet, og processen sættes i gang efter sommerferien.

Mere lige til er det med en fritliggende staldbygning i røde mursten. Den skal måske bruges som et info-hus i fremtiden.

- Vi sætter stalden i stand med frivillig arbejdskraft, og vi er ved at lave en plan for arbejdet, siger Poul Erik Honoré.

Annonce

Mange vil gerne inden for

Hele tanken med projektet er at få skabt en flot ejendom med lokalhistorie og liv. Den gamle tingsal skal bruges som et lille forsamlings- og udstillingssted, mens cellefløjen skal i brug som vandrehjem, forestiller foreningen sig.

Som noget nyt er en ide om at flytte fængselsmuseet på Møgelkær til arresten blevet kastet op i luften.

- Det, synes jeg personligt, kunne være helt fantastisk, siger Poul Erik Honoré og understreger, at det kun er en ide på nuværende tidspunkt.

De næste mange måneder gælder det om at få sat flueben ud for flere af mange nødvendige renoveringsopgaver, at søge nye fondsmidler og ellers at åbne arresten op for de nysgerrige, der beder om rundvisninger.

Der er månedligt en ny gruppe mennesker på besøg.

- Rigtig mange mennesker booker rundvisninger. Det kan være fotografer, eller nogle, der har en eller anden relation til arresten eller Bjerre. Der er også nogle, der har været inde at optage et musiknummer, siger Poul Erik Honoré.

Foreningen til bevarelse af Bjerre Arrest tæller ca. 80 medlemmer. Foreningen har en åben gruppe på Facebook.

Bjerre Arrest

  • Er opført i 1846. Består af et celleafsnit i fire etager med i alt 15 celler samt tinghuset, hvor der i gamle dage blev afholdt rettergang.
  • Fra 1923-1932 var bygningen udlejet til Horsens Tugthus, og fra 1939-1945 var den anneks til Statsfængslet i Horsens og blev efter befrielsen anvendt til fængsel for værnemagere.
  • De sidste fanger forlod arresten i 1956, hvorefter Forsvaret havde bygningen til 1980-81.
  • Staten ejede bygningen indtil 2003, da den blev købt af en privatmand.
  • Siden blev den solgt videre flere gange. I begyndelsen af 2015 købte en forening bygningerne for 250.000 kroner og begyndte at realisere planen om at gøre arresten til en attraktion.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce