Annonce
Egtved

Fra 18 til 144 elever; Vandel Efterskole fylder 70 år

Lars og Eva Mortensen kom til Vandel Efterskole i 2005, hvor Lars Mortensen overtog forstanderposten efter Svend Budde. Han er kun den tredje forstander, skolen har haft på 70 år. Arkivfoto: Martin Ravn

I 1948 knoklede et søskendepar for at etablere en ungdomsskole i Vandel. 70 år senere lever skolen i bedste velgående og med fuldt elevhold år efter år.

Vandel: Det var mere eller mindre en ruin skrællet for sanitet, lys og ledninger, med knuste ruder og ukrudt i vindueshøjde, som søskendeparret Astrid og Thorkild Puggaard Kristensen i 1947 stod og kiggede på, da de ledte efter et sted, der kunne huse en ungdomsskole.

Men de vidste, at det var det rette sted, og derfor er mandag 5. november i år er en særlig dag på Vandel Efterskole. Det er nemlig den dato, at Vandel Ungdomsskole, som skolen hed dengang, blev indviet. For 70 år siden.

Vandel Ungdomsskole så dagens lys i 1948, da søskendeparret lykkedes med at realisere en drøm om at skabe en skole, hvor unge mennesker kunne dygtiggøre sig og blive klar til den verden og de krav, der ventede dem.

Parret investerede selv de 100.000 kroner med støtte fra broderen Carl Puggaard Kristensen, som den gamle gård på Grindstedvej, inklusiv 80 tønder land, kostede. Gård er måske så meget sagt, det var nærmere en ruin, som under krigen havde været besat af tyskerne og siden stået tom. Men de kunne se et potentiale i stedet og tog chancen.

Yderligere 50.000 kroner skulle der til for at istandsætte bygningerne og købe det mest nødvendige af alt fra møbler over potter og pander til skoleudstyr.

- Det har uden tvivl været primitivt i starten, men det er imponerende, at de formåede at skabe en skole selv. I dag vil man typisk have en skolekreds, som arbejder for at skaffe finansiering af en ny skole. Thorkild og Astrid havde ikke et stort bagland at trække på og fik ikke en masse økonomiske hjælp. Det stod for deres egen regning og risiko, siger Lars Mortensen, der har været forstander på efterskolen siden 2005.

Annonce

Fra 18 til 144 elever

Da skolen blev etableret i 1948, var der to elevhold om året; en vinterskole for 18 drenge og en sommerskole for 18 piger. Det kan næsten være svært at forestille sig i dag, hvor skolen i en lang årrække nu har haft 144 elever, både drenge og piger, på et skoleår.

- Dengang var det utænkeligt, at drenge og piger kunne bo sammen på en skole. Sådan var kulturen dengang, siger Lars Mortensen.

Kønnene blev først blandet på skolen i slutningen af 1960'erne. I dag er der en svag overvægt af piger, blandt andet på grund af mulighederne for at få linjefag i design og teater, men skolen prioriterer at have en god balance mellem drenge og piger.

Der er flere gange blevet bygget til og bygget om for at få plads til de 144 elever, som hvert år tjekker ind på efterskolen efter sommerferien.

- Det er et fint niveau. Vi har volumen nok til at tilbyde en bredde af forskellige linjefag, som er vigtigt for os, men vi er stadig ikke flere, end at vi kan samles alle sammen minimum fem gange om dagen i samme rum til morgen- og aftensamling og måltider, siger han.

Jubilarfrokost og kæmpe lagkage

Lars Mortensen vurderer med et groft overslag, at efterskolen i Vandel i løbet af de 70 år har haft cirka 7000 elever igennem.

- Det er lidt vildt at tænke på, siger han.

En del af de elever, der har haft sin gang på skolen, vil lørdag være samlet for at være med til at hylde skolen. Den årlige jubilarfrokost, der holdes hvert år den første lørdag i november, er udbygget i år til også at omfatte blandt andet et foredrag med komikeren Christian Fuhlendorff og spisning om aftenen.

- Jeg har haft lejlighed til at hilse på nogle af 60-års jubilarerne. Om det kan ske, at der dukker nogle 70-års jubilarer op, det ved jeg ikke. Hvem ved, siger han.

På mandag, på datoen for indvielsen, får skolens nuværende elever lejlighed til at fejre skolen. Her er der bestilt en kæmpe lagkage til 170 mand, flaget hejses, og der skal råbes hurra.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce