Annonce
Hedensted

Fra diesel til el: Kommunens vognpark står foran grøn omstilling

Hedensted Kommune kan ende med at opføre ladestandere i stor stil, hvis tanken om at forvandle vognbarken  fra diesel til el føres ud i livet. Arkivfoto: Johan Gadegaard
Selvom der først skal findes rundt regnet 600.000 kr. i budgettet, bliver 79 af Hedensted Kommunes biler efter alt at dømme skiftet til en elvariant. Yderligere knap 200 køretøjer kan senere nyde samme skæbne.

Hedensted: Når de nuværende leasingaftaler på 79 personbiler i Hedensted Kommunes samlede vognpark udløber inden for det næste års tid, bliver erstatningen formentlig af den grønne variant.

Også selvom beregningerne viser, at den miljørigtige løsning også bliver dyrere.

I hvert fald er politikerne i udvalget for politisk koordination og økonomi for nylig blevet præsenteret for fordele og ulemper i et scenarie, hvor de nuværende dieselbiler til eksempelvis hjemme- og sygeplejen udskiftes med elbiler.

Annonce

I runde tal løber merprisen op i 600.000 kr. om året - og det er tilsyneladende en omkostning, kommunen er villig til at tage med.

- Der var ret stor enighed om, at vi som kommune har et ansvar i den grønne omstilling. Der er stadig nogle spørgsmålstegn, men det klare afsæt er, at vi går i retning af elbilerne, siger borgmester Kasper Glyngø (S).

Af samme grund er det i første omgang besluttet at se nærmere på det hele under den kommende budgetlægning.

Usikkerhed om afstande

Spørgsmålene lyder blandt andet, hvorvidt rækkevidden i en elbil er tilstrækkelig i alle dele af kommunen.

Hvis det for personalet eksempelvis er nødvendigt at tilbringe en time af arbejdsdagen ved en ladestander, vil der i givet fald være tale om et økonomisk og resursemæssigt selvmål.


En anslået merudgift på 600.000 kr. om året er ikke et tal, nogen i udvalget blev voldsomt afskrækket af. Indstillingen er, at så må det være prisen for en grønnere vognpark.

Kasper Glyngø (S), borgmester


Derudover er der nogle nogle tekniske spørgsmål vedrørende kontrakterne og økonomien, som udvalget har bedt forvaltningen om at præcisere.

- Helt lavpraktisk har vi jo biler i hjemmeplejen, som kører tidlig morgen til sen aften og samtidig dækker store afstande. Og så duer det selvfølgelig ikke, hvis en hjemmehjælper skal sidde og trille tommelfingre, så måske er den optimale løsning ikke alt eller intet, siger Kasper Glyngø.

I Horsens har byrådet allerede besluttet at udskifte sine ældre hybridbiler med elbiler i en kommende udbudsrunde.

Annonce

Vil åbne ledige ladestandere

Såfremt intentionerne løbes i mål, kan man også krydse fingre for, at det på sigt kan blive en stor hjælp for de private, som netop nu går og overvejer skridtet fra fossil til el.

En stor bekymring er nemlig ofte infrastrukturen, men med i kommunens ekstra udgifter pr. bil er også medtaget udgifter til etableringen af 74 ladestandere.

Og selvom der fortsat er nogle regler, der spænder ben, forventes det i den nære fremtid, at privatbilismen også kan nyde godt af den udvikling.

- Der er ret rigide regler for, hvad man som kommune må og ikke må. Og lige nu er det desværre ikke sådan, at man som privat må køre til en ledig kommunal stander. Det er der ved at blive lavet løsninger på, så forhåbentlig kan det hjælpe med at rykke endnu mere på udviklingen, siger Kasper Glyngø.

Den kommunale vognpark består af i alt 275 personbiler, ladvogne, liftbiler og busser samt et uspecificeret antal redningskøretøjer, skraldevogne og scootere.

Fraset personbilerne udløber leasingaftalerne i henholdsvis 2023 og 2025, hvor den resterende del af vognparken i givet fald med fordel også kan omlægges til en grønnere løsning.

Den kommunale vognpark

185 personbiler: Bruges fortrinsvis af hjemmeplejen.

25 ladvogne: Tilhører Materielgården.

31 liftbiler: Minibusser på kontrakt med PP Busser.

19 skolebusser: På kontrakt med Hedenstedernes Trafik, Umove og DK Bus.

15 rutebusser: På kontrakt med Midttrafik.

Derudover følger et uspecificeret antal redningskøretøjer, skraldevogne og scootere.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sport

Sebastian Terteryan vandt guld i Litauen

Danmark For abonnenter

Cecilie overlevede dødsulykke: - Det er lige før, at jeg ikke kan huske, hvordan det er at være glad

Annonce