Annonce
Trekantområdet

Kom med indenfor: Jesper har forvandlet en faldefærdig lagerbygning til en topmoderne bolig

Ejendommen ligger inden for Voldene i Fredericia, den såkaldt voldbeskyttelseslinje, og derfor var der en række krav, renoveringen skulle leve op til. Det var for eksempel ikke tilladt at montere solceller på taget. Foto: Multiform
Arkitekt Jesper Therkildsen fra Fredericia købte for en håndfuld år siden en forladt lagerbygning, der havde stået tom i lang tid. Den omdannede han til en moderne bolig til sig selv og sin familie. - Det var meningen, det var her, vi skulle blive, men så kom vi til at købe en gammel gård, fortæller Jesper Therkildsen. Bygningen er indstillet til Renoverprisen, der hylder Danmarks bedste renoveringer.

Halvdelen af taget var styrtet sammen, der var vand i kælderen, og bygningen var fuld af råd, for den havde stået tom i 13-14 år.

Alligevel var der noget, der trak i arkitekt Jesper Therkildsen fra Fredericia.

- Vi havde faktisk budt på bygningen overfor, men fik den ikke. Jeg havde gået og luret på den her og troede ikke, min hustru ville være med til det, men det var hun frisk på, fortæller Jesper Therkildsen, der har svært ved at sætte ord på, hvad det var ved den faldefærdige bygning, han faldt for.

- Jeg havde en god følelse. Nogle gange kan man ikke forklare det, men følelsen var der. Og så måtte man bare tage kampen op og hutle sig igennem. Det handler om at arbejde sig ind i bygningen.

- Vi boede fornuftigt før, så jeg havde lovet min kone, at hvis vi gjorde det her, ville det blive mindst lige så godt, siger han.

Bygningen, der er fra 1937, ligger inden for voldene i Fredericia og var oprindeligt lager for den nærliggende brugsforening. I 1970 blev ejendommen solgt til Skousen Husholdningsmaskiner, som drev forretning på stedet frem til 2001-2002. Jesper Therkildsen og hans hustru købte bygningen i 2015.

Annonce

Kun eksisterende mursten

Selv om standen på den eksisterende bygning var dårlig, havde Jesper Therkildsen en idé om, at han ville genbruge så mange byggematerialer som overhovedet muligt.

Derfor brugte han ikke nye mursten, men fik de eksisterende mursten renset, så de kunne bruges igen. Det træ, der er brugt, stammer også primært fra den oprindelige bygning.

Trappen, som hele huset er bygget op omkring, blev ikke, som Jesper Therkildsen oprindeligt havde forestillet sig, men han kan bedre lide det udtryk, den er endt med. Foto: Multiform

Træværk og murværk er behandlet med naturolier, og jernbjælkerne er rengjorte og fremstår med synlige bolte og let rust for at bevare den industrielle stil. Huset er samtidig blevet energioptimeret og isoleret, så det teknisk set fungerer som et nyt hus.

- Vi har en fantastisk bygningsmasse her i Danmark. Vi kan godt diskutere, hvordan det ser ud, men kvadratmeterne er der. Så skal vi bare finde ud af, hvordan vi bruger de kvadratmeter bedst muligt, siger Jesper Therkildsen.


Man behøver ikke absolut rive ned og bygge nyt, vi kan sagtens få noget fedt ud af den masse, vi har.

Jesper Therkildsen, arkitekt


Det handler både om økonomi og bæredygtighed, når han anvender allerede eksisterende materialer i sine renoveringsprojekter.

Bygningen havde stået tom i 13-14 år, inden Jesper Therkildsen overtog den. Foto: Jesper Therkildsen

- Det koster en hulens masse penge at brænde en mursten, fremstille et vindue og støbe beton. Så hvis vi kan bruge det, vi har, så langt som muligt, har vi ikke skullet destruere det, og vi har ikke skullet brænde nye mursten. Ud fra et miljø- og samfundsmæssigt hensyn virker det for mig som en god måde at gøre det på. Dermed ikke sagt, at jeg er særligt økologisk selv, siger Jesper Therkildsen, der finder tilfredsstillelse i at arbejde med de allerede eksisterende materialer.

- Man behøver ikke absolut rive ned og bygge nyt, vi kan sagtens få noget fedt ud af den masse, vi har, forklarer arkitekten.

Han tilføjer, at det næsten altid er billigere at rive ned og bygge nyt, men det er han ikke interesseret i.

Halvdelen af taget var styrtet sammen, der var vand i kælderen, og bygningen var fuld af råd. Foto: Jesper Therkildsen

- Du kan ikke skabe samme miljø i et nyt hus som i et ældre hus. Og det er også derfor, vi har købt en gammel gård igen. Vi kunne sagtens have bygget nyt, men vi vil hellere bygge laden om, så vi kan bo i den, fortæller han.

Annonce

Store, åbne rum

Jesper Therkildsen og hans hustru købte den tidligere lagerbygning som hjem til sig selv og deres fire børn. Derfor var det deres egne ønsker og behov, de havde for øje, da de gik i gang med at renovere.

- Forskellen på, om man bygger noget til sig selv eller til andre, er, at når man bygger til sig selv, er vejen meget mere lige. Stilmæssigt kan man bedre gennemføre det 200 procent. Det, jeg synes, er ikke altid det, andre vil have, så man skal hele tiden føle sige frem, så det passer til dem, der skal bo der, forklarer han.

Jesper Therkildsen og hustruen Karin er i gang med at renovere en gammel gård, som de ”kom til at købe”. Privatfoto

Ønsket var, at der skulle være så få skillevægge som muligt, for Jesper Therkildsen foretrækker store, åbne rum.

- Et af problemerne med huset var, at det ligger i skel med de to sider, og det betød, at vi ikke kunne bygge hvad som helst op i skellet. Det gjorde, at vi måtte finde ud af, hvad det var for nogle elementer, der skulle pege indad. Det endte med, at badeværelset og walk-in-closet blev ret store, også større end den slags normalt er. Men det er nogle af de ting, der er med til at skabe selve huset, synes han.

Jesper Therkildsen byggede et walk-in-closet i forbindelse med soveværelset. - Det endte med, at badeværelset og walk-in-closet blev ret store, også større end den slags normalt er. Men det er nogle af de ting, der er med til at skabe selve huset, siger han. Foto: Multiform

Huset er langt hen ad vejen blevet, som Jesper Therkildsen havde forestillet sig, da han købte bygningen i 2015.

- Jeg havde nok underbevidst en idé om, hvordan det ville ende med at se ud. Det er kun detaljer, der er ændret. Oprindeligt havde jeg en idé om en glastrappe, men det ændrede sig, fordi jeg ikke kunne få plads til det lys, jeg gerne ville have. Nu synes jeg, det er blevet meget federe, end hvis det var en glastrappe.

Der er lavet direkte udgang til en lukket terrasse. Foto: Multiform

Selve huset er bygget op omkring trappen, der går igennem alle tre etager.

- I badeværelset var nogle af væggene så ringe, at min oprindelige idé ikke kunne lade sig gøre, men så finder man på noget andet, siger Jesper Therkildsen.

Det eneste, han ville have have ønsket sig anderledes, var, at huset fik solceller og varmepumpe, men det måtte det ikke, fordi det ligger inden for en såkaldt voldsbeskyttelseslinje.

Annonce

Har gang i nyt projekt

Det var egentlig planen, at den ombyggede lagerbygning skulle være Jesper Therkildsen og hustruens sidste bolig.

- Vi boede der i lidt over to år, men så kom vi til at købe en nedlagt landejendom i stedet for, som vi er gået i gang med at renovere, siger han.

Træværk og murværk er behandlet med naturolier, og jernbjælkerne er rengjorte og fremstår med synlige bolte og let rust for at bevare den industrielle stil. Foto: Multiform

Ejendommen er derfor solgt og har nu et helt andet udtryk, end da Jesper Therkildsen boede der. Han foretrækker selv neutrale jordfarver, mens den nye ejer har skruet op for farvepaletten.

- Vi har planlagt huset til at bo der på én måde, og så kommer der en ny og bor der på en helt anden måde. Det er fantastisk, at hjemmet passer til mange forskellige stilarter. Når jeg skaber et hus, skaber jeg en kasse og nogle rammer, og så skal folk jo komme med deres egen personlighed i de rammer, jeg har skabt, siger Jesper Therkildsen.

Selv om standen var dårlig, havde Jesper Therkildsen en ambition om at genbruge så mange af byggematerialerne som muligt. Derfor har han for eksempel kun brugt eksisterende mursten, der dog er blevet renset. Foto: Multiform

Renoveringsprojektet er indstillet til Renoverprisen 2021, der er stiftet af Realdania og Grundejernes Investeringsfond. Prisen hylder Danmarks bedste renoveringsprojekter.

Jesper Therkildsen

Arkitekt med base i Fredericia.

Han købte den tidligere lagerbygning for Skousen i 2015 med henblik på at omdanne den til bolig for sig selv, sin hustru og deres børn.

De nåede at bo der i to år, inden de købte et nyt renoveringsprojekt, en gammel gård. De har derfor solgt huset i Fredericia.

En lille hilsen fra fortiden. Bygningen blev bygget i 1937 som lager for den nærliggende brugsforening. Foto: Multiform
Arkitekt Lars Therkildsen købte en gammel lagerbygning i Fredericia og omdannede den til bolig til sig selv og sin familie. Projektet er indstillet til Renoverprisen 2021, der hylder Danmarks bedste renoveringsprojekter. Foto: Multiform
Træværk og murværk er behandlet med naturolier, og jernbjælkerne er rengjorte og fremstår med synlige bolte og let rust for at bevare den industrielle stil. Foto: Multiform
Lyset får trappen til at se nærmest skulpturel ud. Foto: Multiform
Jesper Therkildsen og hans hustru blev rådet til at rive ned og bygge nyt, men det var de ikke interesserede i. - Man behøver ikke absolut rive ned og bygge nyt, vi kan sagtens få noget fedt ud af den masse, vi har, siger han. Foto: Multiform
Bygningen var gemt væk og svær at se fra gaden. Foto: Jesper Therkildsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv

Bytte-bytte-bygrund: Borgmester gør klar til at afgive en pæn bid af Sønderbrogade

Navne For abonnenter

Sanne har været bagerjomfru i 25 år: Uden hende var butikken ikke den samme

Annonce