Annonce
Hedensted

Fra kunstgalleri til dæklager: Allan Hansen udvider igen

Galleri Clifford havde succes med kunstnere som Erik Clausen og Johnny Madsen gennem tiden. Arkivfoto
Galleri Clifford er lukket, og bygningen er solgt til autoforhandler Allan Hansen Automobiler, der vil bruge bygningen til opbevaring af blandt andet dæk.

Daugård: Allan Hansen Automobiler overtager per 1. juni Galleri Clifford, der ligger ved siden af autoforhandleren i Daugård.

- Det er vores sidste chance for købe noget, der ligger tæt på os, og vi mangler i den grad plads, efter vi fik vores eget autoværksted, fortæller Allan Hansen.

I første omgang skal bygningen, der indtil for en måned siden var kunstgalleri, bruges til opbevaring af dæk. Både kundernes og forretningens egen dækbeholdning fylder nemlig mere og mere. Med den nye bygning kommer Allan Hansen Biler op på at råde over 6000 kvm på Gammel Vejlevej. På et tidspunkt kan det komme på tale at udvide med en hal mere.

Denne besked kan man læse på porten ind til galleriet. Foto: Elisabet D. Hyttel

Galleri lukket

Hvorfor Galleri Clifford valgte at sælge, ved Allan Hansen ikke. Folkebladet har forsøgt at komme i kontakt med ejer Gitte Hæstrup, men det har ikke været muligt.

På et skilt på porten til til galleriet, kan man læse, at bygningen er solgt.

- I den forbindelse har jeg gennem noget tid søgt nyt domicil, men indtil det rigtige er fundet, er Galleri Clifford lukket, står der på skiltet.

Galleriet har haft adressen i Daugård siden 2003. Galleriet har blandt andet haft værker af Johnny Madsen, Troels Trier og flere andre kendte danske kunstnere. I marts annoncerede Galleri Clifford et oprydningssalg, men siden har der været stille omkring galleriet.

Det cvr-nummer, der tilhører Galleri Clifford, er lukket ned per 31. marts.

Annonce
Forsiden netop nu
VB

VB vandt igen - og den bedste var på midten

Annonce