Bredballe: Jagten på de danske discountkunder går ind i en ny fase i Coop.
3. september slår koncernen butiksdørene i 13 tidligere Fakta-butikker op til et nyt lavpriskoncept, Coop 365. Her bliver der mere økologi, 600-700 flere varer på hylderne og bedre plads at komme rundt på.
En af butikkerne indrettes i Fakta-butikken i Bredballe Center, der undtagelsesvist ikke kræver ombygning, da pladsen i den tidligere superbrugs er helt fin.
Coop 365 er i første omgang en test af fire måneders varighed, men forhåbentlig med potentiale til at blive en decideret kæde.
Det fortæller koncerndirektør Jens Visholm og pointerer, at det ikke er landets 13 dårligste Fakta-forretninger, men tværtimod dem mest potentiale, der er blevet udvalgt til det nye lavpriskoncept.
13 nye butikker
De 13 Fakta-butikker, der bliver til Coop 365-butikker, ligger her:
- Nørregade 63, Odense C
- Ormslevvej 269, Viby J
- Solrød Center 60, Solrød Strand
- Kingosgade 11, Frederiksberg C
- Hartkornsvej 51, Vordingborg
- Industrivej 1A, Tølløse
- Jagtvej 85, København N
- Hjallesevej 142-144, Odense M
- Grundtvigsvej 86, Elling, Frederikshavn
- Vesterbro 33, Odense C
- Bredballe Center 1, Vejle Øst
- Vestre Alle 13, Aalborg
- Søndergade 14, Frederikshavn
- De har gjort det rigtigt godt i Bredballe. De har et godt team, og vi har vurderet, at de har potentialet til vores nye koncept. Vi har valgt de dygtigste, roser koncerndirektøren.
Coop vil have mere lavpris
Skulle man få den tanke, at Fakta dog alligevel er kommet i krise, er det både rigtigt og forkert.
Rigtigt, fordi det kniber for Coop at følge med i kampen om de danske discountkunder, og rigtigt, fordi en eventuel succes med de grønne Coop 365-butikker formentlig vil betyde, at flere Fakta-butikker vil følge efter - men forkert, fordi Fakta fortsat har sine egne kvaliteter, pointerer koncerndirektøren.
- Det her er ingen dødsdom over Fakta. Vi vil blive ved at udvikle på Fakta-kæden, men vi må i Coop konstatere, at selv om vi altid har været gode til at drive supermarkeder, kan vi ikke følge med, når det gælder lavpriskunder. På landsbasis fylder discounthandlen 42 procent, men hos os er der kun 22 procent, der handler lavpris, fortæller Jens Visholm.
Jens Visholm, koncerndirektørDet her er ingen dødsdom over Fakta. Vi vil blive ved at udvikle på Fakta-kæden.
Han ønsker ikke at sætte tal på, hvad testomgangen kommer til at koste, men skulle det hele udvikle sig til en kæde, handler det om adskillige hundrede millioner kroner.
- Forbrugernes krav til deres dagligvarebutik har ændret sig. Vi har med Coop 365 lavet vores bud på en ny butik. Vi vil dog gerne høre fra forbrugerne og vores medlemmer, om det er sådan, fremtidens lavprissupermarked skal se ud, forklarer Coop-direktøren om testforsøget.
Der åbnes ud over Vejle testbutikker i tre andre jyske byer: Viby ved Aarhus, Aalborg og Frederikshavn.