x
Annonce
Fredericia

Fredericia-hjælp til sygehuse: Tager patienter hjem til Hybyhus

Fredericia Kommune er klar til at hjælpe sygehusene, der presses af coronaepidemien. Derfor er der oprettet ekstra sengepladser. Billedet er fra Proaktiv, men også fire pladser på Hybyhus kommer i spil. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen
Fredericia Kommune har oprettet fire pladser til patienter, som får IV-behandling. I stedet for at være indlagt på et sygehus kan de få behandling på Hybyhus. Det letter presset på sygehusene under covid-19 epidemien.

Fredericia: Med en midlertidig aftale sørger Fredericia Kommune nu for aflastning af sygehusene under corona-epidemien.

Aftalen med Sygehus Lillebælt betyder, at Fredericia Kommune kan tage patienter hjem, som ellers ville være indlagt. Der er tale om patienter, som får intravenøs behandling (IV) med antibiotika.

Ifølge en pressemeddelelse fra Fredericia Kommune oprettes der fire pladser på Hybyhus til formålet.

- Det kan for eksempel være patienter, som får en infektion efter en operation. Det kan også være en borger, der får blærebetændelse og med høje infektionstal. Normalt ville de være indlagt på et sygehus, men nu tager vi borgerne ind på fire akutpladser på Hybyhus, siger Susanne Eilersen (DF) til Fredericia Dagblad.

Hun er er formand for sundhedsudvalget.

Annonce

Ekstraordinært godkendt

I 2018 fik kommunerne i Region Syddanmark tilbudt en aftale om intravenøs behandling (IV) i hjemkommunerne. Men det er først nu, at Fredericia Kommune gør brug af aftalen. Det sker for at aflaste sygehusene under coronaepidemien.

Og patienterne udskrives ikke til eget hjem, men til de fire særlige aflastningspladser på Hybyhus. Aftalen er ekstraordinært godkendt af sundhedsudvalget og senior- og handicapudvalget i denne uge.

Susanne Eilersen forventer, at et team af sygeplejesker er klar til at varetage opgaven i Fredericia i løbet af kort tid. Først skal sygeplejerskerne dog oplæres hos Sygehus Lillebælt.

I pressemeddelelsen fra Fredericia Kommune siger Susanne Eilersen desuden:

- Hele Danmark er i øjeblikket i en helt særlig situation, som lægger et enormt pres på vores sundhedsvæsen. Det er vigtig, at vi alle bakker op og gør, så vi kan stå igennem krisen sammen. Som kommune er vi en del af det samlede sundhedsberedskab, og vi er selvfølgelig klar til at løse ekstraordinære opgaver i denne tid.

Lars Ejby (S), formand for senior- og handicapudvalget, noterer sig, at der er tale om et begrænset antal borgere.

- Vi har et stort ansvar i forhold til vores egne ældre og udsatte borgere, så derfor har vi også fået tilføjet en klausul om, at aftalen kan rulles tilbage, hvis det viser sig, at der ikke længere er uddannet personale til opgaven til rådighed i kommunalt regi, udtaler han i pressemeddelelsen.

Seniorer bakker op

Seniorrådet bakker op om den midlertidige aftale.

- Vi er i en tid, hvor det er vigtigt, at vi løfter i flok, og derfor bakker vi fuldt op om, at Fredericia Kommune midlertidigt indgår en aftale med Sygehus Lillebælt om at hjemtage patienter til IV-behandling på Hybyhus, så længe COVID-19-krisen lægger pres på Danmark og vores sundhedsvæsen, siger Flemming Larsen, formand for seniorrådet, i pressemeddelelsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce