Annonce
Jelling

Fremgang i antal optagne: Læreruddannelsen er attraktiv i Jelling

Flere unge end sidste år skal fra september læse til lærer i Jelling. Uddannelseschef for UCL i Jeling, Annette Falk, glæder sig over fremgangen, og regner med, at skolens tilbud om en trainee-uddannelse er en medvirkende faktor. Arkivfoto
Flere unge end sidste år skal fra september læse til lærer i Jelling. Uddannelseschefen glæder sig over fremgangen, og regner med at trainee-uddannelsen kan være en medvirkende faktor.

Jelling: Læreruddannelsen er i høj kurs i Jelling. Det viser den samlede opgørelse over ansøgningtallet til landets videregående uddannelser. Ifølge opgørelsen er 94 studerende blevet optaget på UCL i Jelling. Det er fremgang i forhold til ansøgertallet sidste år på 76 optagne.

Selvom det endnu ikke er muligt at se, hvilken af skolens to læreruddannelses-tilbud, de studerende har ønske, så er uddannelseschef Annette Falk sikker på, at skolen kan se en efterspørgsel på de såkaldte trainee-stillinger.

- Vi har fået gode tilbagemeldinger fra de studerende, som allerede går på trainee-uddannelsen, og derfor tror jeg også, den er meget eftertragtet for kommende studerende. Vi oplever, at mange finder uddannelses-formen meget spændende, siger hun.

Annonce

Det er en win-win situation. De studerende får mere erfaring og løn under uddannelsen, og skolerne får nogle kvalificerede ansatte.

Annette Falk, uddannelseschef

Praksis og teori på samme tid

Vejle Kommune har tidligere på året besluttet at bruge én million kroner på at ansætte 30 lærerstuderende i såkaldte trainee-stillinger på skolerne. Det betyder, at de studerende fra dag ét kommer ud i praksis på kommunens skoler, og dermed får de også mulighed for at tjene løn ved siden af deres SU.

Ifølge Annette Falk, er det godt både for de studerende og skolerne, at der kobles mere praksis på uddannelsen.

- Det er en win-win situation. De studerende får mere erfaring og løn under uddannelsen, og skolerne får nogle kvalificerede ansatte, siger hun.

Selvom trainee-uddannelsen er eftertragtet, er der også nogle studerende, som fortrækker den almindelige læreruddannelses-model.

- Nogle af de studerende, som vi har haft et par år, ville gerne have været på den nye uddannelses-form, men vi har også mange, som er glade for den originale, siger hun.

Ikke muligt uden kommunens hjælp

Ifølge Annette Falk er den nye og mere omfattende aftale med kommunen central, fordi den har gjort trainee-uddannelsen mulig.

- Det tilbud vi havde med trainee-stillinger i 2016 var decentralt og det gjorde det hele lidt mere vanskeligt, men nu er det en central aftale, og det fungerer meget bedre, siger hun.

For at komme i betragtning til en trainee-stilling skal de studerende være optagelsesparate, have adgangskravene i orden, og det kræver et karaktergennemsnit på syv. Derudover skal de også til en ansættelses-samtale.

- Det er nogle nåleøjer, som de studerende skal igennem, men det tror jeg faktisk er et plus. Stillingerne er i hvert fald ikke mindre attraktive af den grund, siger Annette Falk.

Aftalen med Vejle Kommune løber det næste år, og derefter er der snak om at køre med trainee-stillinger hvert andet eller tredje år.

- Det er en populær studieform og jeg tror, at det er måden at gøre det på fremover. Vi ser i hvert fald, at det fungerer rigtig godt på mange andre uddannelser, siger Annette Falk.

Trainee-stillingerne på læreruddannelsen findes både i Vejle og Fredericia Kommune.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce