Annonce
Vejle

Fri fra skole: Unge opfindere får tid til idéerne

Hver mandag eftermiddag får en flok unge mennesker lov til at gå i Spinderihallerne og bruge det sidste af skoledagen og en del af deres fritid til Junior Startup. De er unge iværksættere, der kommer for at arbejde med hver deres virksomhed, idé eller projekt. Her er det Signe Clausager Bak, Maja Levin Thomasen og Carla Lima Holm, der arbejder med deres filter til mikroplast. Foto: Mette Mørk
Midt i skoletiden mødes en flok unge hver mandag i Spinderihallerne i Vejle. De skipper den almindelige undervisning for at lære om målgruppeanalyser, forretningsplaner og udvikling af prototyper. Forløbet hedder Junior Startup.
Annonce

Vejle: En pose til at lukke op og skide i, et filter til at opsamle mikroplastik fra vasketøj i vaskemaskinen og en behagelig indkøbstur for folk med angst og autisme.

Det er bare nogle af de idéer og projekter, skoleelever fra Vejle og omegn sysler med i forløbet Junior Startup.

Hver mandag eftermiddag mødes 15 unge fra 6. til 8. klasse i Spinderihallerne, hvor de får hjælp og vejledning til at udvikle idéer og projekter, som de opfandt under opfinderkonkurencen Projekt Edison.

I stedet for, at den gode idé bliver lagt på hylden efter Edison, får de unge mulighed for at arbejde videre. Og de får fri fra den normale undervisning til det, fortæller Anita Ousen, facilitator på Junior Startup.

For tre piger fra Skibet Skole voksede idéen "Shit Happens" til et cvr-nummer og et samarbejde med de store industrivirksomheder Grundfos og Kamstrup.

Men at skoleelever bliver virksomhedsejere, er ikke formålet med forløbet.

- Junior Startup handler ikke nødvendigvis om, at vi vil have de unge til at starte virksomheder. Det er noget, de selv bestemmer. Det er læringsproces, hvor vi giver dem nogle redskaber, som bedre ruster dem til kunne håndtere fremtidens arbejdsmarked, siger Anita Ousen.

- De unge lærer at handle på udfordringer, turde stille spørgsmål og tale foran andre, og de lærer at overskue og ikke stresse over valg, fortæller Anita Ousen.

Junior Startup

  • Junior Startup er for elever, som har udviklet en god idé gennem opfinderkonkurrencen Projekt Edison.
  • Hver mandag fra klokken 12.30 til 16.30 mødes de i Spinderihallerne, hvor de får sparring til arbejde videre med deres idé eller opfindelse.
  • Det betyder, at eleverne ikke deltager i skoleundervisningen i dette tidsrum.
  • Skal man være med på Junior Startup, kræver det derfor en tilladelse fra skolen og forældrene.
  • Der er et deltagergebyr på 650 kroner. Gebyret dækker udgifter til let mad og materialer.
Annonce

Køb ind og slap af

Denne mandag skal de unge opfindere gennemføre en pitch foran hinanden. En pitch er en salgstale på to minutter - og det er en form for fremlæggelse, som de unge udmærket kender:

Som taget ud af tv-programmet "Løvens hule" stiller 12-årige Sophia Chili Andersen, 13-årige Pernille Jagd Sørensen og 12-årige Christian Benn Koed fra Skibet Skole sig hjemmevant op foran de andre elever og præsenterer deres koncept: "Shop n' Relax".

De vil gøre en indkøbstur mere behagelig for autister og folk med angst. Gennem en spørgeskemaundersøgelse blandt eleverne på Skibet Skoles specialafdeling og interview af speciallærere, fandt de ud af, at skarpt lys, roderi og høje lyde kan gøre en tur i supermarkedet næsten uudholdelig for nogen.

- Vi ville gerne hjælpe mennesker, som har det svært. Vi har haft et møde med Fakta på Uhrhøj. De ville gerne prøve helt at slukke for musikken og dæmpe lyset i visse tidsrum. Nu skal vi finde ud, hvordan det er gået, siger Sophia Chili Andersen, der snakker med de andre om, hvordan de skal skrive en mail til Fakta.

De nyder mandagene i Spinderihallerne.

- Det er lidt ligesom at have et arbejde, som er sjovt, siger Christian Benn Koed.

Annonce

Bedre til at tale

En pigegruppe fra Skibet Skole har lige sat en vask over inden deres pitch. I vaskemaskinen har de sat en prototype af et filter til opsamling af mikroplastik.

De fire piger har nemlig sat sig for at dæmme op for udledningen af mikroplast til verdenshavene og naturen. I deres projekt fandt de ud af, at rensningsanlæg ikke kan fange al mikroplast fra spildevand fra for eksempel tøjvask. Blandt andet indeholder fleecetrøjer mange plastpartikler, fortæller de.

- Det er stort problem, at vi ikke fanger al mikroplast. Det ender i havene og i fiskene, som vi spiser, fortæller 13-årige Johanne Sigaard-Jakobsen.

Pigerne kalder sig for DPA. For 13-årige Signe Clausager Bak har forløbet i Junior Startup betydet en hel del.

- Jeg har kæmpet meget med at håndtere min nervøsitet og hjemve, men det har jeg hjulpet mig meget at være her. Jeg har lært, at det slet ikke er så slemt, som jeg tænker, det er, at tale foran andre og sige sin mening, siger Signe Clausager Bak.

De unge og idéerne

I øjeblikket er fem grupper af skoleelever tilknyttet forløbet Junior Startup i Spinderihallerne.

  • Shit Happens er blevet til en virksomhed. 8. klassers pigers produkt er en pose, der kan agere toilet dér, hvor de sanitære forhold er ikke-eksisterende.
  • Shop n' Relax har til mål at hjælpe folk med en psykisk lidelse, autister eller stressramte til at få en bedre shoppingoplevelse. Det sker i et samarbejde med butikker, der skruer ned for de mange indtryk. Tre elever fra Skibet Skole står bag.
  • DPA er en speciel si til vaskemaskinen, som skal filtrere mikroplast fra ved tøjvask. Fire piger fra 6. klasse på Skibet Skole står bag filteret.
  • Cabinet er navnet på den deleplatform, to piger og en dreng fra Bredsten-Gadbjerg Skole arbejder med. Meningen er, at et nabolag let skal kunne låne af hinanden, så hver husstand ikke behøver at erhverve sig en græsslåmaskine.
  • Conscience Girls er dannet af to piger fra fra Bredsten-Gadbjerg Skole. De er i gang med at lave en formidlingskampagne om menstruation for at gøre andre piger bevidste om valget mellem konventionelle eller bæredygtige hygiejneprodukter.
Annonce

Boss i eget liv

De unge kan selv søge om at blive optaget på forløbet. Her vurderer blandt andet Anita Ousen og Majbritt Chambers, projektleder for Junior Iværksætteri i Spinderihallerne, om idéen har potentiale til at blive gumlet videre på.

- Eleverne behøver ikke at score høje karakterer for at være med på Junior Startup. Noget af det vigtigste for os, er, at eleverne forpligter sig. Og også har lyst til bruge mere tid på deres projekt ud over mandag eftermiddag, hvis det er nødvendigt, siger Majbritt Chambers.

Derudover er det meningen, at de unges nye opfindsomme færdigheder skal spille sammen med de klassiske fag i folkeskolen.

"Shop n' Relax" vandt førstepladsen og 10.000 kroner ved landsfinalen i Projekt Edison. I næste uge skal de tre elever pitche "Shop n' Relax" for selveste kronprinsen, når Fonden for Entreprenørskab, der står bag Projekt Edison, fejrer jubilæum. - Vi er lidt nervøse og spændte. Det er ikke lige noget, du gør hver dag, siger 12-årige Christian Benn Koed fra Skibet Skole. Med i gruppen er 12-årige Sophia Chili Andersen (venstre) og 13-årige Pernille Jagd Sørensen (i midten). Foto: Mette Mørk
I begyndelsen skulle de unge opfindere lige vænne sig til, at de ikke er i skole. De rakte hånden op og spurgte, om de måtte gå på toilettet - ligesom i skolen, fortæller Anita Ousen, facilitator på Junior Startup. Foto: Mette Mørk
Simon Warmboldt fra Danske Bank Growth vejleder og hjælper de unge opfindere i Spinderihallerne. Han forbavses over deres idéer og gåpåmod: - Da jeg første gang hørte en pitch fra Shit Happens, rev de tæppet væk under mig. Og siden da har jeg været en del af Junior Startup, fortæller han. Foto: Mette Mørk
DPA tester deres idé - et filter, der skal fange mikroplast. Foto: Mette Mørk
Shit Happens. Foto: Mette Mørk
Majbritt Chambers, projektleder for Junior Iværksætteri i Spinderihallerne, er med til at bedømme, om de unges idé eller projekt har potentiale til at nå nye højder. Foto: Mette Mørk
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark For abonnenter

18-årig døde efter en voldsom anholdelse: Hvorfor stilles ingen til ansvar?

Annonce