Annonce
Egtved

Frimenighed aflyser julegudstjenesterne: - Vi vil ikke risikere, at vores menighed bliver smittet

I foråret tog Ågård Frimenighed alternative metoder i brug og arrangerede en drive in-gudstjeneste for at give menigheden mulighed for stadig at høre kirkens budskab trods corona-restriktioner. Nu har frimenigheden været nødt til at tænke i alternativer til julegudstjenesterne også, som den har valgt at aflyse. Arkivfoto: Mette Mørk
Ågård Frimenighed mener, det er mest ansvarligt at aflyse julegudstjenesterne. I stedet arrangeres en filmet en julegudstjeneste, som man kan se online juleaften.
Annonce

Ågård: "Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden.."

Sådan indledes juleevangeliet, der bliver læst op hvert år i landets kirker, når der holdes julegudstjeneste.

I år må Ågård Frimenigheds medlemmer dog undvære at høre det glædelige budskab fra kirkebænkene og i stedet se en indspillet julegudstjeneste online. Frimenigheden har nemlig valgt at aflyse julegudstjenesterne i år.

- Vi kunne se og høre fredag, at der blev drøftet, om det var uansvarligt i forhold til corona-situationen at samle folk til julegudstjenester i kirkerne. Siden kunne vi i vores bookingsystem, hvor folk kunne booke plads til julegudstjenesterne, se, at flere begyndte at melde fra, fortæller frimenighedspræst Henrik Jensen.

Annonce

Vil ikke afvente længere

Samtidig kom en melding fra Kirkeministeriet fredag aften, at man ville bede sundhedsmyndighederne se en ekstra gang på, om det er en god idé at holde fast i julegudstjenesterne.

- Men vi har stadig ikke hørt noget, og det er frustrerende. Vi har nu besluttet, at vi ikke kan afvente en melding længere og har nu valgt selv at tage ansvar over for vores menighed ved at aflyse, siger han.

Da Ågård Frimenighed netop er en frimenighed og ikke en del af folkekirken, har man altså mulighed for selv at træffe beslutning om at aflyse.

Henrik Jensen forklarer, at aflysningerne ikke bunder i de ansattes bekymring for selv at blive smittet, men at det bunder i et ønske om at passe på dem, der måtte være mødt op i kirken juleaftensdag.


Vi har nu besluttet, at vi ikke kan afvente en melding længere og har nu valgt selv at tage ansvar over for vores menighed ved at aflyse.

Henrik Jensen, frimenighedspræst


- Hvis nogle blev smittet og måske tog smitte med hjem til nogle bedsteforældre eller andre, der kunne blive alvorligt syge, ville det slet ikke være til at bære. Den risiko vil vi simpelthen ikke løbe, siger han.

Annonce

Julegudstjeneste på nettet

Ved at træffe beslutningen nu har frimenighedspræsten tid til at finde på et alternativ.

- I morgen, tirsdag, indspiller vi en lille julegudstjeneste med noget lækker musik og en juleprædiken, som vil blive lagt på vores hjemmeside og på vores Facebook-side juleaftensdag, så man kan sidde hjemme og se julegudstjenesten, forklarer han.

Ud over julegudstjenesterne har frimenigheden også aflyst gudstjenesterne 25. december og nytårsdag.

- Vi har dermed aflyst alle gudstjenester frem til januar, og så må vi se, hvordan tingene ser ud til den tid, siger Henrik Jensen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Vejle For abonnenter

Sofies forældre efter tiltalen om uagtsomt manddrab: Vi er lettede - men også skuffede

Annonce