x
Annonce
Fredericia

Frisør håber på biler i Vendersgade: Kunder parkerer for langt væk i dag

Christina Nielsen, som er butikschef i frisørsalonen Hos Peter i Vendersgade, håber på, at gaden bliver åbnet op for biltrafik. Foto: Gustav Roesbjerg Pedersen
Butikschef i frisørsalonen Hos Peter håber på, at hele Vendersgade bliver åbnet for biler.

Fredericia: Flere tomme butikslokaler betyder færre handlende og potentielt set en mindre omsætning. Som frisør er man dog i noget mindre grad afhængig af kunder, som kommer uanmeldt ind fra gaden.

I salonen Hos Peter i Vendersgade mærker butikschef Christina Nielsen i hvert fald ikke, at kunderne mangler. Til gengæld falder snakken af og til på gadebilledet, når hårtotter forsvinder, og frisurer ændres.

- Jeg havde så sent som i dag en kunde, som sagde, at her var dødt i gaden. De havde talt sig frem til, at der var syv butikker tomme, siger Christina Nielsen.

Annonce

Åben for biler

Syv bliver til otte fra 1. marts på gågadestrækningen, såfremt der ikke kommer nye til inden. Derfor er Christina Nielsen også åben for ændringer, som hun mener, kan skabe bedre vilkår for gadehandlen.

- Jeg synes, man burde gøre gaden åben for gennemkørsel, så man fjernede gågaden, siger butikschefen.

Vil det ikke tage hele livet af gaden?

- Det tror jeg ikke, for så kan man køre direkte hen til butikkerne, hvis der er noget, man mangler. Jeg tror ikke på, at det skal være gågade, siger Christina Nielsen.

Mere dødt

Butikslokalet, hvor frisøren holder til, er ejet af samme person, som ejer frisørkæden. Derfor kommer Hos Peter heller ikke til at flytte adresse i fremtiden.

Nabolokalet mod syd, hvor Underground tidligere holdt til, hører under samme ejendom, men i modsætning til frisørsalonen står lokalet tomt. Det til trods for at flere mæglere har været inde over udlejningen, pointerer Christina Nielsen.

Hun har været frisør i salonen på Vendersgade i ni år, og særligt i de sidste par år har hun oplevet, at gaden er blevet mere tom. Efter at Føtex har skiftet lokation til Prinsessegade, oplever Christina Nielsen, at der er for langt rundt om "firkanten" for de parkerende, som derfor fravælger ruten, der går langs Vendersgade, Danmarksgade, Gothersgade og Danmarksgade.

- Folk gider ikke at gå hele vejen herhen, medmindre man har rigtig god tid eller skal noget i gaden, for der er langt rundt rundt om firkanten, hvis man også vil en tur nedad Gothersgade, siger Christina Nielsen.

Der ligger i alt tre frisørsaloner i Vendersgades gågade.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark For abonnenter

Frøs Sparekasse fjerner ældre kunders mulighed for at overføre penge via netbank

Annonce