x
Annonce
Egtved

Friskole satser på træning af elever med sansemotoriske problemer

At Anne har oplevet stor fremgang, efter hun er begyndt at træne, har smittet af på hele familien. Hvor hverdagen var fyldt af mange frustrationer og bekymringer, er der blevet optimisme og glæde, som alle i familien nyder godt af. Her forklarer Marianne Zeuner Schou, hvordan en gynge er et godt redskab til at træne balancesansen, mens mor og far, Anita og Jeppe, ser på. Mads Hansen
balle - Når en elev ikke kan følge med i undervisningen og tydeligvis har svært ved at læse, men klarer sig fint i en ordblindetest - hvad gør man så?

Det spørgsmål står lærerne på Balle Friskole ind imellem med. Det giver frustrerede elever og forældre, det gør lærernes arbejde ekstra svært, og det giver ofte uro i undervisningen.

Derfor har friskolen valgt at indgå et samarbejde med motoriktræner Marianne Zeuner Schou, hvor nogle af de elever, der kæmper mest, bliver tilbudt et træningsforløb på skolens regning.

Og at træne sanserne og motorikken er en rigtig god idé, mener hun.

- Hvis ens sanseapparat ikke er veljusteret, så vil der ske blokeringer i hjernen, som gør, at man ikke har ret gode forudsætninger for indlæring, siger Marianne Zeuner Schou, der har sin egen virksomhed ProMove i Bredsten.

I første omgang har skolen udvalgt seks elever, som gennem et træningsforløb med Marianne Zeuner Schou gerne skulle få lettere ved at følge med i undervisningen.

- Vi kan allerede se nu, at det er noget, der rykker. Især der, hvor familierne er gået all-in og sørger for at få trænet hver eneste dag, kan vi virkelig se fremskridt, fortæller friskoleleder Anette Terney.
Resultaterne har faktisk været så gode, at skolen har udvalgt yderligere seks elever til et forløb. Derudover har Marianne Zeuner Schou screenet alle elever i 0. klasse for at spotte dem, der allerede er sansemotorisk udfordret, og som man med fordel kan begynde at træne.

Jo før, jo bedre

Marianne Zeuner Schou er rigtig glad for samarbejdet med friskolen, som, hun mener, mange andre skoler kunne lære noget af.

- Der findes desværre mange børn, som er sansemotorisk udfordret, som får en masse ekstraundervisning og andre forsøg på at hjælpe, men så længe deres sanseapparat ikke er velstimuleret, vil det ikke rykke noget. I stedet oplever de nederlag på nederlag. Mange af dem ville man kunne hjælpe med øvelser, forklarer hun.

Allerhelst så hun, at man satte ind allerede på børnehave- og vuggestueniveau.

- Allerede i den alder kan man hurtigt spotte de børn, der har udfordringer. Jo før, man sætter ind, jo mindre træning skal der til for at få dem op på det rette niveau, forklarer hun.

En aha-oplevelse

På Balle Friskole har lærerne taget rigtig godt imod projektet.

- Vi havde et stort lærermøde, hvor Marianne holdt et langt oplæg om sansemotorisk træning, og om hvorfor det virker. Det var virkelig en aha-oplevelse for mange af lærerne, som hurtigt har fået en anden forståelse for, hvad det er for udfordringer, nogle af eleverne har. De har fået nogle nye redskaber til at hjælpe de elever, og det har givet dem en anden tilgang til eleverne, og vi kan mærke, det virker, siger Anette Terney.

Projektet er en investering, som gerne skulle have effekt på lang sigt.

- Det falder godt i tråd med vores ønske om at have en pædagogisk profil, hvor vi kan favne alle elever, også dem der har det fagligt svært. Det har givet os en anden forudsætning for at kunne hjælpe vores elever på en ny måde, forklarer friskolelederen.

Skolen betaler lige nu for træningsforløbene for de udvalgte elever. På sigt er det dog meningen, at forældre selv skal betale.

- Vi har set med egne øjne, at det er en metode, der hjælper. Det giver os nogle andre forudsætninger for at kunne rådgive og vejlede forældrene, siger hun.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce