Grindsted: Det har været et ønske gennem mange år at få Falck og TrekantBrand slået fysisk sammen i Grindsted, og efter et års tid med konkrete planer er det ved at blive en realitet.
Det fortæller lokalchefen for det supplerende frivillige beredskab i TrekantBrand, Lars Gyldenkrone.
- Vi har hidtil haft et fint samarbejde, men fremover bliver det både nemmere og endnu bedre, siger han.
Ifølge lokalchefen i TrekantBrand arbejdes der på højtryk for, at de frivillige er fuldt indflytningsklar i de nye lokaler senest 31. december og dermed forlader CF-Gården på Hedemarken.
De får stillet plads til rådighed i kælderetagens garageanlæg plus eget kontor på 1. sal. Andre dele af bygningen bliver til fælles faciliteter såsom kantine og undervisningslokale.
- Det er rigtig fint, og vi kommer til at lære hinanden meget bedre at kende, siger Lars Gyldenkrone, som ellers kun har været vant til at møde Falck-folkene på fælles opgaver.
Fælles gavn
At forventningens glæde er gensidig, bekræfter Gunnar Melchiorsen, som er brandstationsleder i Falcks Grindsted-afdeling.
- Jeg synes, det er en fantastisk god løsning, vi har fundet, og både han og jeg er sikre på, at det bliver til fælles gavn, siger han og uddyber med et eksempel:
- Min første tanke har været, at når jeg fremover søger efter nye brandfolk, vil jeg først spørge Lars, om han har nogle egnede kandidater blandt de frivillige. På den måde kan han gøre interesserede opmærksom på, at TrekantBrand er en mulig vej ind til Falck.
Gunnar Melchiorsen er overbevist om, at han med de nye 'kollegaer' i huset i endnu højere grad vil tænke i, hvordan de bedst muligt supplerer hinanden, så de frivillige eksempelvis kan overtage efterslukningen af en markbrand og efterfølgende rydde op.
Mere liv i huset
På den måde kan de deltidsansatte Falck-folk hurtigere komme tilbage på deres 'civile' arbejde, og under alle omstændigheder glæder han sig til at få en lidt anden hverdag på stationen.
- Det bliver et andet hus, for der kommer til at være mere liv, siger han.
Gunnar Melchiorsen, brandstationsleder hos Falck i GrindstedDet bliver et andet hus, for der kommer til at være mere liv.
Indflytningen kommer også til at gælde for det lokale beredskabsforbund, som i praksis allerede har en del at gøre med TrekantBrand, da Lars Gyldenkrone er kredsleder i forbundet.