Annonce
Trekantområdet

Frivillige gør store ofre for håndbold-EM i Kolding: Dorthe er parat til tre ugers isolation

Når Europas bedste landshold skal dyste om EM-titlen i Kolding og Herning, skal de frivillige gå i isolation sammen med spillerne som en del af coronaprotokollen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Som frivillig kommer Dorthe Huge Jonasson til at indgå i EM-boblen, når der skal spilles håndbold i Kolding. Hun har sagt ja til at leve isoleret med det rumænske hold indtil 21. december.
Annonce

Kolding: Da Dansk Håndbold Forbund fik godkendelse til at afvikle en del af det kommende europamesterskab i håndbold i Kolding, betød det, at der hurtigt skulle findes en masse frivillige, som var parat til at gå lidt længere end sædvanligt, for at mesterskabet kan afvikles forsvarligt.

Coronasituationen betyder, at der skal skabes en såkaldt boble, som skal sikre, at deltagerne hverken smitter andre eller selv bliver smittede - og dermed er de frivillige hjælpere ved turneringen nødt til at gå i isolation med udøverne.

En af dem er Dorthe Huge Jonasson. Hun har fået til opgave at følge det rumænske landshold, lige så længe de er med i turneringen.

- De lander i Danmark mandag aften klokken 18, og så er det jo lige så lang tid, som de er her. Så går de hele vejen, så er det indtil den 21. december, siger Dorthe Huge Jonasson, da hun bliver interviewet i Radio4 onsdag morgen.

Annonce

Holdets praktiske gris

Dermed kan det i alt blive til tre ugers isolation. Men hvordan kan det være, at hun frivilligt har meldt sig til at skulle udholde det?

- Det har jeg sagt ja til, fordi jeg har prøvet at være frivillig før til tidligere mesterskaber. Og den oplevelse at være med er bare så kæmpe stor. Så tænker jeg, at den her gang bliver det så anderledes og så specielt, at det vil jeg egentlig også gerne have med i rygsækken, forklarer Dorthe Huge Jonasson.

Det er da heller ikke sådan, at hun udelukkende skal kommunikere med rumænske håndboldspillere de næste uger. Holdet bor på samme hotel som syv andre hold og deres guides, som Dorthe Huge Jonasson også kan være i kontakt med.

Hun er dog som skrevet primært tilknyttet Rumænien, hvilket betyder, at hun er holdets "praktiske gris", som hun selv udtrykker det. Med opgaverne følger også et lille tilhørsforhold, men hendes sympati for de danske håndboldkvinder er alligevel større.

- Det er jo sådan lidt en mærkelig størrelse. For du siger jo altid, at det hold, du følger, det er dem, der skal vinde. Men det er jo altid specielt, når man spiller mod Danmark. Selvfølgelig skal Danmark vinde der, lyder det fra Dorthe Huge Jonasson, der bor alene og altså ikke efterlader en familie derhjemme i det meste af julemåneden.

Nedenfor kan du høre hele interviewet med Dorthe Huge Jonasson, som blandt andet fortæller om, hvilke praktiske opgaver hun konkret har i forbindelse med kampene i Kolding:

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sport

Danmark slider sig i VM-semfinalen i vild gyser

Annonce