Annonce
Vejle

Frivillige holder liv i det biodynamiske

Foreningen "Gartneriets Rødmoses Venner" blev stiftet i februar 2011. Medlemmerne støtter og hjælper Gartneriet Rødmose, så der fortsat kan købes friskhøstede, biodynamiske grøntsager fra gartneriet til torvehandel i Vejle og ved vejboden på Rødmosevej. Janne Britt fra Vejle ser de såkaldte lugeaftener som ren terapi. Foto: Mads Dalegaard
I godt ti år har foreningen "Gartneriet Rødmoses Venner" været med til at holde hjulene i gang på det kendte gartneri.
Annonce

Tiufkær: Kålrækkerne strækker sig over et stort areal på en af markerne på det biodynamiske landbrug Gartneriet Rødmose. Imellem kålen skyder mælkebøtter, græs og skvadderkål op. Det virker som en uoverskuelig opgave, hvis man ene mand skal luge ud i det.

Især når andre gøremål også presser sig på. Heldigvis kan Endrik Maat, ejer af Gartneriet Rødmose, hente hjælp fra foreningen "Gartneriet Rødmoses Venner". Foreningen har eksisteret i godt 10 år, og den er en væsentlig årsag til, at hollænderen Endrik Maat fortsat kan sælge sine grøntsager på Nørretorv i Vejle.

Denne blæsende eftermiddag kaster omkring 15 frivillige sig over kålmarken for at luge ud i det, den biodynamiske gartner river sig i håret over - ukrudt.

68-årige Janne Britt fra Vejle nyder ligefrem timerne med fingrene i jorden.

- Jeg plejer at sige, at du har sparet dig selv for en psykologtime, når du når hen for enden af kålrækken, siger Janne Britt.

Hun har været en del af foreningen i tre år og de seneste to år som medlem af bestyrelsen. Janne Britt og resten af de godt 50 medlemmer hjælper til ved torvedage, høstmarked og praktiske gøremål i gartneriet - og ikke mindst med at udbrede kendskabet til biodynamisk landbrug.

Ofte gør de det med et badge over brystet med ordlyden "Rødmoses Venner".

- Jeg ville gerne give tilbage til det samfund, jeg holder af, og dedikere min tid til noget, der giver mening. Jeg mener, at det er vigtigt at bevare et så stort biodynamisk landbrug så tæt på Vejle, så vi fortsat kan få sunde, friske grøntsager, som er dyrket med omtanke for jorden, siger Janne Britt, der har fået tid til mere frivilligt arbejde, efter hun blev pensionist.

Annonce

Skilsmisse og økonomisk krise

I 1989 købte Endrik Maat sammen med sin daværende hustru Gartneriet Rødmose, som ægteparret Åse og Peder Poulsen oprindeligt grundlagde i 1958.

I en årrække drev de det sammen,  men i 1995 blev Endrik og hustruen skilt. Gartneren måtte derefter selv drive produktionen videre oven i, at fire børn skulle passes.

Det begyndte at gå skævt.

- Jeg stod alene med det hele, og efter nogle år begyndte det at tære på min energi. Opgaverne voksede mig over hovedet, gartneriet kørte med underskud, og jeg havde ikke tid til at gøre reklame. Jeg begyndte at overveje, hvordan jeg dog kunne fortsætte, for jeg magtede det ikke alene mere, fortæller Endrik Maat.

Han kontaktede en række kunder, den tidligere forpagter og Rudolf Steinerskolen og lagde situationen på bordet. De ville gerne hjælpe, og de dannede en uformel støttegruppe, der skulle hjælpe gartneriet på fode igen. Blandt andet ved at give en hånd med i marken og reklamere for gartneriet.


Foreninger er jo noget, danskerne kan forstå.

Endrik Maat, ejer af Gartneriet Rødmose


Biodynamisk Landbrug

Det biodynamiske landbrug er en dyrkningsform efter filosoffen Rudolf Steiners principper.

Produktionen handler om at dyrke jorden i harmoni med naturen.

Alle biodynamiske varer er økologiske, og de bærer derudover Demeter-mærket for at være biodynamisk.

Den biodynamiske landmand bruger, ligesom økologen, kun naturlig gødning. Gødningen skal komme fra dyr på gården eller et biodynamisk landbrug tæt på.

I biodynamisk landbrug bruger landmanden kun sorter, som ikke er skabt ved hjælp af genteknologiske metoder.

Den biodynamiske landmand må bruge langt færre tilsætningsstoffer ved forarbejdning end økologer og konventionelle landmænd.

Det begyndte at gå bedre, men i 2011 under finanskrisen skrantede økonomien igen. Endrik Maat kaldte til stormøde igen, og her samlede omkring 40 mennesker sig og dannede foreningen "Gartneriet Rødmoses Venner". De lånte Endrik Maat omkring 200.000 kroner, hvilket også overbeviste Endriks bank om, at der var støtte til projektet.

- Foreninger er jo noget, danskerne kan forstå. Hvis jeg ikke fik den moralske og økonomiske opbakning dengang, var det ikke sikkert, at jeg overhovedet kunne fortsætte. Jeg er meget taknemmelig for, at den gode gruppe af mennesker stadig arbejder for, at Rødmose kan fortsætte, ligesom alle de kunder, som køber grøntsager og dermed støtter os, siger Endrik Maat.

- Dengang jeg begyndte for 30 år siden, var jeg ham landsbytossen med grøntsagerne, men nu til torvehandel i Vejle, møder jeg folk, som begejstret udbryder: "Ej, er det biodynamiske grøntsager?". Pludseligt er jeg gået hen og blevet hip, siger Endrik Maat, ejer af  Gartneriet Rødmose, der ligger på Rødmosevej mellem Tiufkær og Ny Højen. Foto: Mads Dalegaard

I dag har foreningen omkring 40-50 medlemmer. Et medlem betaler et årligt kontingent på 175 kroner, og pengene går til Gartneriet Rødmose. Et medlemskab forpligter dog ikke til at deltage til diverse arrangementer og planlægning.

- Det handler stadig om at få spredt viden om biodynamisk landbrug - og det uden at lyde frelst. Det er ikke, fordi jeg vil have alle til at købe biodynamiske produkter, men folk må gerne vide lidt om vores tilgang- og så må de naturligvis også gerne købe, griner Endrik Maat.

Stort set alle de arrangementer, foreningen holder, er åbne for ikke-medlemmer.

Annonce

Giv og få mere

Det giver jord under neglene at være en del af foreningen. Janne Britt fra foreningen hjælper til på gartneriet året rundt. Hun nyder, at hun sammen med de andre frivillige kan tage en tørn.

- Jeg ser det ikke bare som at give. Jeg synes, at jeg får endnu mere tilbage, end jeg giver. Det er dejligt at være så tæt på jorden og følge årstidernes gang. Jeg er med, når vi sår, sætter planterne i potter, når det spirer på marken, og til sidst hvor grøntsagerne sælges til torvehandel i Vejle, siger Janne Britt.

Foreningen og gartneriets store trækplaster er det årlige høstmarked, som hundredvis af mennesker besøger.

Gartneriet holder løbende lugedage, og de er åbne for alle. Undervejs spiser det arbejdende folk middag sammen. En ret tilbredt på de biodynamiske og økologiske grøntsager, Endrik Maat dyrker. Foto: Mads Dalegaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Arbejde længe, men i eget tempo

Vejle

Fra himmel til helvede i Nørreskoven: Pølse-grillen stod kold og forladt

Annonce