Annonce
Hedensted

Frustrerede borgere: - Det har været en skinproces

Borgergruppens Marianne Thomsen, Lars Jakobsen, Tommy Kristensen, Rasmus Nielsen og Søren Frederiksen er frustrerede over den proces, byen har været i gennem i forbindelse med opbygningen af skolen. Foto: Michael Svenningsen

Projektgruppen, der i foråret arbejdede på at undersøge mulighederne for en hel hal i Stenderup, er frustrerede over processen. - Hvorfor skulle vi gøre alt det arbejde, hvis beslutningen var taget på forhånd? Spørger de.

Stenderup: Da foreningerne i Stenderup i foråret blev indkaldt til et møde om nye idrætsfaciliteter i byen, var de svært begejstrede.

Nu havde byen nemlig chancen for at få drømmen om en rigtig sportshal opfyldt. En selvejende institution, der skulle imødekomme efterspørgslen på lokaler til idræt i byen.

- Vi havde flere møder med embedsfolk, der skulle hjælpe os med tal, men der skete ikke så meget, og vi fandt hurtigt ud af, at der ikke var et flertal i byrådet for en hel hal, fortæller Søren Frederiksen fra gruppen.

Alligevel knoklede gruppen på, fordi borgerne håbede, at de med gode argumenter kunne få en eller flere byrådspolitikere i flertalsgruppen til at ombestemme sig.

- Det var også lidt vanskeligt i processen at stille sig på bagbenene og sige stop, selvom vi måske fornemmede, hvor det var på vej hen. Vi skulle jo gerne virke positive, siger Jørgen Nielsen fra gruppen.

Men som bekendt stemte 14 byrødder for en kommunal multisal, og 13 stemte for en hel hal som en selvejende institution.

- Vi føler, at det har været en skinproces. Hvorfor indkalde til borgermøde og lade os lave alt det arbejde, når man havde bestemt sig? spørger Tommy Kristensen.

- Vi er ikke blevet lovet en hel hal, men hvorfor sagde man ikke fra starten, at der slet ikke var mulighed for at bygge en hel hal, men kun en multihal, så kunne vi da arbejde ud fra det, siger Marianne Thomsen.

En hal i Stenderup

Borgergruppen har lavet et oplæg til anlægs- og driftbudget for en 20-40 hal med tilhørende musiklokale, mødelokale, fire omklædningsrum, kontor og depotrum.Byggesum: 14 mio. kr. Hertil kommer 1,1 mio. kr. til et musiklokale, som kommunen skal betale.Drift: Forudsætter et driftstilskud fra kommunen på i alt 900.000 kr. En del af pengene giver kommunen i forvejen i lokaletilskud til andre haller. Hallen selv skal hive indtægter for 45.000 kr. hjem.Regnestykket giver et overskud på 12.000 kr., men arbejdsgruppen regner med mere, fordi man ikke har talt weekendstævner og arrangementer med.En multisal koster otte-ni mio. kr. at bygge. Hvor meget den koster i drift vides ikke, da den bliver en del af Stenderup Skoles økonomi, men driftstilskuddet bliver mindre.I oktober blev et flertal på 14 ud af 27 byrådspolitikere enige om at bygge en multisal.

Jappet proces

Folkebladet har spurgt de to udvalgsformænd for læring og fritid og fællesskab, hvad de siger til borgernes kritik. De to udvalg var med til at sætte borgergruppen i gang.

- Jeg er ikke stolt af processen, fordi den er blevet kørt lidt bagvendt og har været for jappet, fortæller Liselotte Hillestrøm (S), formand for udvalget for fritid og fællesskab.

Hun peger på, at sagen, der begyndte som et skoleombyningsprojekt, senere involverede udvalget for fritid og fællesskab, fordi man undervejs gav sig til at tale om en selvejende institution. Det var også inde i overvejelserne, om man kunne udskyde byggeriet af idrætsfaciliteterne, så der blev bedre tid til at kigge på hallen og konsekvenserne af at bygge den, men vurderingen var, at skolen ikke kunne stå helt uden idrætsfaciliteter.

Formand for udvalget for læring Ole Vind (V), mener ikke, at det blot har været en skinproces.

- Det er jeg ked af, at byen føler. Vi inddrager borgerne, fordi vi gerne vil høre deres ønsker. Vi (Venstre red.) troede, at det ville lykkes at overbevise resten af byrådet. Hvis man havde fulgt byrådets normale politik, så havde Stenderup fået en selvejende institution, men der blev ændret politik sent i processen, siger Ole Vind.

Begge politikere understreger, at borgergruppens arbejde ikke er spildt, fordi der undervejs er kommet fakta frem, og man har haft en debat.

- Det, vi skal lære af det her, er, at inden vi overhovedet tager ud til borgerne, så skal vi have spurgt vores kolleger i byrådet, om vi har ændret politik, siger Ole Vind.

Borgermøde i byen

Tilbage sidder borgerne i Stenderup og forsøger at komme videre. I efterårsferien var borgerne indkaldt til borgermøde.

- Der var meget frustration i gruppen, så vi forsøgte at gyde lidt olie på vandene. Vi har fået et par stykker fra borgergruppen med i det byggeudvalg, der skal stå for skolen og multisalen for på den måde at komme med input. Vi vil selvfølgelig prøve at få det bedste ud af situationen, fortæller Tommy Kristensen, der sammen med resten af borgergruppen opfordrer til, at politikerne en anden gang tænker sig om, inden de inddrager borgerne.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce