Annonce
Danmark

Funding om ministerrokaden: Her er svaret på de tre mest oplagte spørgsmål

Statsminister Mette Frederiksen (S) præsenterer Flemming Møller Mortensen som ny udviklingsminister og Rasmus Prehn som ny fødevareminister på Amalienborg torsdag den 19. november 2020.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)

Forstå rokaden - her får du svar på de tre mest oplagte spørgsmål

Annonce

  1. Det er opgaven  

Fat kosten og sørg for at komme godt ud i hjørnerne! Så kort kan den opgave, som Rasmus Prehn (S) har fået som ny fødevareminister, beskrives. Der skal ryddes op.

Miljø- og Fødevareministeriet har de seneste mange år været leveringsdygtigt i møgsag på møgsag, og det skal stoppes nu. Præcis, hvad det så betyder, er endnu ikke afklaret, men det er oplagt, at der kommer til at ske større omorganisering af ministerområdet, ligesom arbejdsprocesserne må forventes at blive set efter i sømmene.

Fødevareområdet er et ekstremt teknisk område, hvilket gør det svært at håndtere for en minister, hvis personen ikke selv er fagnørd ud i det fødevaretekniske.

Det var Mogens Jensen (S) ikke, og derfor blev han også meget afhængig af rådgivningen fra ministeriet. Det ville ikke have været et problem, hvis rådgivningen havde været god, men i sagen om aflivning af den danske minkbestand er det åbenlyst, at fagligheden i det sammenlagte ministerium har sejlet.

Derfor er opgaven for Rasmus Prehn at få sikret en højere faglighed, så fremtidige fødevareministre ikke skal gå og kigge sig over skulderen af frygt for at blive ramt af en møgsag.

Det betyder også, at der kommer til at ske ændringer i embedsværket på fødevareområdet.

SF's Pia Olsen Dyhr var allerede onsdag ude at kræve departementschef Henrik Studsgaards afgang. Politikere holder sig normalt for gode til at kommentere på embedsmænd i pressen, da de ikke har mulighed for at tage til genmæle, så det siger en del, at SF’s formand bryder denne kutyme.

Vreden mod embedsværket er særligt i rød blok stor. Politikerne bebrejder i høj grad embedsmændene, at det er gået så galt, som det er. Det var derfor heller ikke nogen overraskelse, at Rasmus Prehn efter sin udnævnelse som noget af det første kunne fortælle, at Henrik Studsgaard ikke skal være departementschef i det nye Fødevareministeriet, men flyttes over i Miljøministeriet, der skilles ud.

Rasmus Prehns første opgave bliver nu at finde en ny departementschef. Denne vil få som bunden opgave at sikre et højere fagligt niveau i ministeriet og de underliggende styrelser. Og det kan føre til nye fyringer i embedsværket.

Thomas Funding. Foto: Frederik Steen Nordhagen

  2. Derfor blev det Prehn  

Det er en farlig disciplin at gætte på, hvem der bliver udnævnt som minister. Og jeg må med skam erkende, at jeg skød forbi, da jeg gjorde mig forsøget for ikke så mange timer siden. Rasmus Prehn var ikke med i mine overvejelser.

Men det giver nu meget god mening, når man tænker over det. Fødevareministeriet er et krævende ministerium, og opgaven med at få ryddet op er svær.

Derfor ville det også være lidt af et sats, hvis Mette Frederiksen havde valgt et folketingsmedlem uden den store erfaring. Til mit forsvar var jeg også inde på dette, da jeg pegede på Christian Rabjerg og Jesper Petersen som mulige kandidater.

Det fik mig til at overveje en mere erfaren type som Karen Hækkerup, der er gået ud af politik og nu generalsekretær for Unicef Danmark. Men Rasmus Prehn er selvfølgelig også et oplagt navn her.

Prehn har en lang karriere bag sig som folketingsmedlem og nu også et år som minister. Han er kendt for at være skarp og arbejdsom. Begge egenskaber han får brug for i sit nye job. Dog har han også et ry for ikke at være en voldsomt loyal type, men det har altså ikke været et problem for Mette Frederiksen i denne sag.

Måske fordi hun med udnævnelsen af ham slår flere fluer med ét smæk. Ved at rykke Rasmus Prehn, gør hun nemlig posten som udviklingsminister ledig, og det giver plads til Flemming Møller Mortensen.

Han har siden valget været gruppeformand, men det har ikke været en opgave, han har løftet til alles tilfredsstillelse.

Særlig meget kritik fik han, da han i sommers stod i spidsen for en omfordeling af ordførerposterne i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Øvelsen endte i et voldsomt gruppemøde, hvor Bjarne Laustsen i vrede frasagde sig alle sine ordførerskaber, og Jan Johansen i manges opfattelse på det nærmeste truede med at melde sig ud af Socialdemokratiet.

Men nu er Flemming Møller Mortensen sendt væk til de varme lande, og Mette Frederiksen kan indsætte en ny person på den vigtige gruppeformandspost. Her kunne et oplagt bud være Mogens Jensen, der efter sin fyring som minister skal tilbage til folketingsgruppen. Han har tidligere været gruppeformand, så han kender jobbet.

I den nuværende regerings optik har de indbyggede modsætninger i departementet været en del af årsagen til problemerne i Miljø- og Fødevareministeriet.

  3. Derfor splittes ministeriet op  

Fødevareministeriet vender tilbage til fortiden og bliver et selvstændigt ministerium.

Det var Lars Løkke Rasmussen, der i 2015 valgte at slå fødevarer og miljø sammen til ét stort ministerium. Mange venstrefolk havde længe ment, at Miljøministeriet var decideret landbrugsfjendtligt og så sammenlægningen som en mulighed for at få en miljøpolitik, der i højere grad tog hensyn til landbrugets interesser.

Det siger sig selv, at naturforkæmpere modsat så sammenlægningen af miljø- og fødevareområdet som et knæfald for fødevareerhvervets interesser og frygtede, at det ville gå ud over miljøet.

I praksis gav det politiske bestemte ægteskab mellem de to områder anledning til en del konflikter på embedsmandsniveau. Fødevareministeriet er i bund og grund et erhvervsministerium, og biologer og landmænd ser bare ikke altid ens på tingene.

Statsminister Mette Frederiksen (S) sendte derfor også et signal, da hun efter valget besluttede at udpege både en miljøminister og en fødevareminister. Og med torsdagens beslutning om også at splitte det bagvedliggende ministerium op i to, fuldender hun rejsen tilbage til fortiden.

I den nuværende regerings optik har de indbyggede modsætninger i departementet været en del af årsagen til problemerne i Miljø- og Fødevareministeriet, ligesom der har været en oplevelse af, at sagsmængden på grund af sammenlægning simpelthen var blevet for stor.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Nogle er mere lige end andre

Annonce