Annonce
Ikast-Brande

Fyret skolelærer fik hurtigt et nyt arbejde

Hans Verner Hansen er en af de lærere, der nu må tage afsked med Nørre Snede Skole, men han har sikret sig et nyt job. Arkivfoto
Folkeskolelærer Hans Verner Hansen fik et drømmejob trods "mavepumper" fra kommunen

Nr. Snede: Den 59-årige folkeskolelærer Hans Verner Hansen var en af de lærere, der mistede sit job under den seneste fyringsrunde på Nørre Snede Skole. Men efter at have sundet sig, søgte han straks nye stillinger - og det har nu givet pote.

Efter sommerferien begynder Hans Verner Hansen i et nyt lærerjob. Ikke på en folkeskole, men derimod på Herningsholm Erhvervsskole. Og det er faktisk et drømmejob for ham.

- Det var selvfølgelig noget af en mavepumper at få en fyreseddel efter 30 år som lærer. Jeg kunne sige en hel masse ting om det, men jeg vil nu bare sige, at jeg har slået et slag for de praktisk begavede børn. Vi har arbejdet med innovation og entreprenørskab, og jeg har haft et rigtig godt samarbejde med virksomhederne her i området og med Herningsholm Erhvervsskole. Jeg har oplevet, at de børn, der lærer bedst gennem det praktiske arbejde, har fået meget ud af det. Og selv om jeg ryger ud herfra om en uge, så håber jeg, at Nørre Snede Skole stadig vil prioritere den form for undervisning højt - det er der mange børn her i Nørre Snede, der fortjener, siger Hans Verner Hansen.

Annonce
Det var selvfølgelig noget af en mavepumper at få en fyreseddel efter 30 år som lærer.

Hans Verner Hansen, folkeskolelærer

En mavepumper

Fyringen kom som noget af et chok:

- Som 59-årig kunne jeg godt frygte, at jeg skulle ud som cykelvikar - det var jeg faktisk meget bekymret for. Men det gik anderledes. Jeg søgte seks stillinger, kom til samtale på tre og fik tilbudt to job. Og det viste sig, at samarbejdet med Herningsholm Erhvervsskole og 35 virksomheder her i Nørre Snede fik betydning. For sørme om ikke der skete det fantastiske, at Herningsholm Erhvervsskole opfordrede mig til at søge en stilling, der netop handler om det, jeg helst vil arbejde med - nemlig håndværk og design, entreprenørskab og at få børn og unge og deres forældre til at fokusere på erhvervssuddannelser. Så den 1. august begynder jeg på Herningsholm med den kasket på, som jeg egentlig altid har haft på Nørre Snede Skole - men nu bliver den kasket bare større, fortæller Hans Verner Hansen.

Hårdt at sige farvel

Midt i glæden over det nye job er det hårdt for ham at skulle sige farvel til sine elever, kolleger og forældre.

- Jeg har haft den skønneste klasse her på Nørre Snede Skole og de allerbedste forældre, jeg nogensinde har mødt. Jeg har været rigtig glad for at være lærer her på skolen og arbejde i byen, hvor jeg har fået en vanvittig god opbakning fra forældre og virksomheder, siger Hans Verner Hansen.

Sidste år var han tovholder for flere utraditionelle projekter - blandt andet en tema-avis, hvor eleverne skrev om de lokale virksomheder og et opsigtsvækkende industri-projekt, hvor elever i 5. klasse i samarbejde med virksomheden Nikodan og smedelinjen på Herningsholm Erhvervsskole byggede transportbånd.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce