Annonce
Erhverv

Fysioterapeuterne flytter ind i Østergade

Lisbeth Kragh-Hansen har overtaget ejendommen Østergade 3 - 5. Lige nu arbejdes der hårdt på at få gjort lokalerne klar, så "Klinik for fysioterapi" kan flytte ind til april. Foto: Jim Hoff
"Klinik for fysioterapi" har opsagt lejemålet på Havrebakken. Derfor har Lisbeth Kragh-Hansen købt bygningen Østergade 3 og rykker ind med fysioterapeuterne til april.

Give: Skæringsdatoen er 1. april og fysioterapeut Lisbeth Kragh-Hansen håber, håndværkerne bliver færdige med at sætte Østergade 3 - 5 i stand, så "Klinik for fysioterapi" kan flytte ind midt i centrum.

Der er ikke tale om, at det er en ny virksomhed, der etablerer sig i Give Midtby. "Klinikken for fysioterapi", eller "Give-fysserne", som de hedder i daglig tale, har i mange år holdt til i Jehovas Vidners gamle rigssal på Havrebakken 5.

- Men her har vi boet til leje og det lejemål er sagt op til april. Så jeg har været rundt omkring for eventuelt at finde et andet lejemål, der kunne bruges. Men huslejerne ligger i en størrelsesorden, der gjorde det interessant at købe selv, siger Lisbeth Kragh-Hansen.

Hun faldt for ejendommen i Østergade. Den har de nødvendige rum, både mindre rum til behandling og et større rum til de hold, der genoptræner i fællesskab. Derudover er der også rum til servicefunktioner for både kunder og personale.

Men der skal ske megen oprydning i den gamle bygning. To vandskader, mens det har stået tomt efter Jysk-Fynske Medier lukkede sin afdeling af "Step", har ikke gjort behovet for oprydning mindre.

Annonce

Mange ejere

- Vi har kørt mange læs væk, så nu er håndværkerne rykket ind, siger Lisbeth Kragh-Hansen.

Det var oprindeligt Andelsbanken, der byggede ejendommen. Da fusionsbølgende skyllede ind over finansverdenen og banker og sparekasser blev lagt sammen, resulterede det blandt andet i en stribe tomme bygninger. Østergade 3 - 5 var en af dem.

Den blev solgt til Give Uddannelsescenter, der holdt til der, indtil de flyttede på Hjortsvangen, hvor tidligere Jysk Landbrugsrådgivning havde haft til huse. Da Give Uddannelsescenter flyttede ud, flyttede Give Avis og bogtrykkeriet ind.

Siden blev avisen og trykkeridelen skilt, da redaktion og salgsafdelingen flyttede over Torvet til den nuværende placering i Torvet 12. Trykkeriet kom til at føre en omtumlet tilværelse med hyppige navneskift og blev i marts 2018 helt lukket.

Siden har Jysk-Fynske Medier haft ejendommen til salg og det er nu lykkedes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce