Annonce
Trekantområdet

Gåden om forsvundet mindesten blev aldrig løst: Nu er den erstattet af tro kopi

Indvielsen af mindestenskopien tiltrak en menneskeskare. Heldigvis blev indvielsen fri af det våde sommervejr, der hærgede i dagene inden. Foto: Mathias Banke.
For at fejre 100-året for genforeningen af Sønderjylland med resten af Danmark, har Humlemagasinet i Harndrup opstillet en kopi af den mindesten, der pludselig en dag forsvandt fra Harndrup.
Annonce

Harndrup: - På Sjælland ved man ikke, hvad 'genforeningen' er, men det gør vi her på Fyn og Jylland, siger Peder Pedersen i sin tale.

Han taler taler en forsamling af mennesker, der sidder blandt gamle malerier, lysekroner og statuetter i en stor sal på Humlemagasinet i Harndrup, som Peder Pedersen leder til dagligt sammen med sin mand Ole Bjørn Pedersen.

Peder Pedersen taler om genforeningen mellem det, der er i dag hedder Sønderjylland, og resten af Danmark. Efter den 2. Slesvigske Krig i 1864 overgik området til Preussen, og først i 1920 blev den nordlige del af området genforenet med Danmark efter en demokratisk afstemning.

Der blev rejst mindesten mange steder i landet for at fejre genforeningen. Et af de steder var Harndrup, men fordi stenen forsvandt, har Humlemagasinet valgt at rejse en kopisten på 100-årsdagen for genforeningen.

Efter talerne bevæger forsamlingen sig ud i Humlemagasinets have, hvor den nye mindesten bliver indviet af sognepræst Michael Juul på sin plads blandt en klynge lindetræer.

- Jeg er meget tilfreds med resultatet. Stenen står så flot. Træerne blev plantet for 15 år siden, og pladsen var egentlig tiltænkt en bænk, men da vi fik idéen med mindestenen, gik det op for os, at dette var det perfekte sted at stille den, forklarer Peder Pedersen.

Annonce

Mindesten forsvandt

Den originale mindesten stod i Harndrup i mange årtier, men en dag omkring 2003 lagde Peder Pedersen mærke til, at stenen var væk.

- Vi fatter ikke, hvordan man kan tage en sten med inskription. Jeg lagde mærke til den manglede en dag, da jeg kørte ud af min indkørsel. Jeg kontaktede vejvæsenet, men de vidste ikke noget. De mente, at amtets folk måske havde kørt stenen væk. Lokalhistorisk arkiv har også forsøgt at opspore den uden held, fortæller Peder Pedersen.

For Peder Pedersen og hans familie har genforeningen mellem Sønderjylland og resten af Danmark altid fyldt meget. Foto: Mathias Banke.

Hvem end der har flyttet stenen, har haft adgang til udstyr, der har gjort det muligt at flytte den 700 kilogram tunge sten. Kopistenen satte da også Humlemagasinets udstyr på prøve, da den skulle sættes på plads i haven.

Hvor den originale sten er henne, forbliver altså et mysterie.

Annonce

Familieknytning

For Peder Pedersen har stenen en betydning ud over det nationalhistoriske. Genforeningen har nemlig fyldt meget hans familie.

Peder Pedersens oldefar var skolelærer i det område, som Preussen overtog. Da læreren nægtede at sværge troskab til det preussiske kongedømme i 1867, flyttede han til Harndrup og var lærer frem til 1912.

"Dit forsyn, o Fader, førte dem hjem" er et vers skrevet af den danske digter Ambrosius Stub, der levede mellem 1705 og 1758. Der stod dog ikke "genrejst 2020" på stenen fra 1920. Foto: Mathias Banke.

Peder Pedersens morfar var med til at rejse den oprindelige mindesten, og hans mor tog med sin familie til den dansk-tyske grænse i 1920 og så Christian 10. ride over grænsen. Den over 100 år gamle kjole, som hun havde på, er nu en del af en genforeningsudstilling i Humlemagasinet.

- Jeg utroligt glad for, at resultatet er blevet så flot. Det er dejligt, at det får folk til at stoppe op og tænke over, hvad det er for en sten, vi har stående her, siger Peder Pedersen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce