Annonce
Vejle

Ansigterne er velkendte: Gågaden får en ny modebutik

Nicole Palm Buhl (til venstre) og Birgitte Bruun har de seneste fire år drevet Bruun Bruun i Søndergade i Vejle sammen. Nu er partnerskabet ophørt, og Nicole Palm Buhl viderefører nu modebutikken med det nye navn NTry by Nicole. Arkivfoto: Michael Svenningsen
Nicole Palm Buhl overtager Bruun Bruun i Søndergade. Modetøjsbutikken i Søndergade skifter navn til NTry by Nicole og vil satse endnu mere på brugskunst.

Vejle: Gågaden i Vejle har fået en ny stor modebutik.

"NTry by Nicole" står der nu i de store glaspartier, hvor der de seneste fire år har stået Bruun Bruun.

Selvom navnet er nyt, er ansigterne i butikken de samme, som kunderne har mødt, siden Bruun Bruun slog dørene op i Søndergade i 2017.

Annonce

Nicole Palm Buhl, der siden åbningen har ejet Vejle-butikken i kompagniskab med Birgitte Bruun, har nu overtaget butikken.

Derfor har strøgbutikken i Vejle skiftet navn, mens Birgitte Bruun fortsætter med Bruun Bruun-butikken i Skanderborg.

- Der ligger mange ting bag, at jeg nu selv ejer butikken. Det har først og fremmest altid været min drøm at have min egen butik. Den mulighed fik jeg nu med hjælp fra en ekstern partner, som min mand og jeg har andre virksomheder sammen med, fortæller Nicole Palm Buhl, der selv kommer til at stå for butikkens daglige drift.

- Det er en pigedrøm selv at stå på broen og tage de beslutninger, der skal tages, tilføjer hun.

Ingen uenigheder bag

Hun understreger, at der ikke ligger uenigheder bag bruddet med sin nu tidligere kompagnon.

- Der er ingen uvenskab imellem os. Tværtimod skal vi stadig sparre og om ikke så mange dage på indkøb sammen, hvor vi skal købe ind til efteråret. Vi kender hinandens butikker og kunder, men nu bliver det to selvstændige butikker, og det bliver heller ikke nødvendigvis det samme, vi køber ind, siger Nicole Palm Bruun.

Hun vil fortsætte med de mærker, kunderne kender i forvejen og muligvis supplere med nogle nye. Og så satser hun endnu mere på noget af det, den gamle Bruun Bruun-butik også havde på hylderne.

- Kunderne vil ikke mærke forskel på servicen, og jeg fortsætter med samme medarbejderstab - uden dem kunne jeg slet ikke gøre det her. Men jeg vil nok dreje butikken lidt mere over på livsstil med mere interiør, brugskunst og værtindegaver. Tøjet er stadig i fokus, men hvor interiør tidligere fyldte omkring fem procent af butikkens udvalg, bliver det nok nærmere 15 procent fremover, fortæller ejeren.

Annonce

Hårdt med to nedlukninger

Kigger man i butikkens årsregnskaber, har de to nu tidligere kompagnoner haft vanskeligt ved at gøre butikken til en overskudsforretning.

Sidste års resultatet landede i et minus på 280.000 kroner, men det får ikke den nye ejer til at ryste på hånden.

Navn betyder indgang

"NTry by Nicole" hedder den nye modebutik i Søndergade 25, hvor butikken hidtil har heddet Bruun Bruun.

N'et står selvfølgelig for Nicole med efternavnet Palm Buhl, som er butikkens ejer, mens butiksnavnet skal udtales som det engelske ord for indgang: "Entry", hvor y'et udtales som et i.

- Med navnet har jeg taget udgangspunkt i forbogstavet i mit fornavn, og så betyder NTry indgangen til den fedeste shoppeoplevelse, forklarer Nicole Palm Buhl.

- Der er ingen tvivl om, at to coronanedlukninger ikke har været god for en forholdsvis nystartet butik. Men nu booster vi det og skal bare fremad, og fordelen i dag kontra for fire år siden er, at vi i dag kender vores kunder. Jeg ved nu, hvad de kan lide, hvor vi dengang købte lidt ind i blinde. Nu kan vi langt bedre målrette det mod de kunder, vi har, siger Nicole Palm Buhl.

Annonce

Overtager lukket butik

Det er dog ikke uden sommerfugle i maven, at hun nu selv står med ansvaret for den daglige drift. Ejerskiftet blev offentliggjort fredag, men har tilbagevirkende kraft fra 1. januar.

- Det er specielt, at jeg nu har overtaget en butik, der ikke må holde åbent. Jeg glæder mig voldsomt til, at vi igen må byde kunderne indenfor, hvor vores eneste salgskanal i dag er Facebook og Instagram, siger indehaveren.


Fordelen i dag kontra for fire år siden er, at vi i dag kender vores kunder. Jeg ved nu, hvad de kan lide, hvor vi dengang købte lidt ind i blinde.

Nicole Palm Buhl


På sigt er det planen, at hun også vil knytte en webshop til butikken, ligesom det hele tiden har været tilfældet med Bruun Bruun, der fortsætter med sin egen webshop fra Skanderborg.

Annonce

Får hver sin webshop

- Webshoppen er en af årsagerne til, at butikkerne ikke kunne blive ved med at hedde det samme. Vi kunne ikke have to forskellige webshops, som hed det samme, og det betyder meget for mig, at vores webshop afspejler det samme univers, vi har i butikken. Så der kommer til at gå noget tid, inden den er klar, siger den 44-årige indehaver, der bor i Skibet med sin mand Claus Buhl og parrets tre børn, der er mellem 14 og 22 år.

Hun foretrækker selv at bestemme, hvad der skal stå på facaden af butikken.

- Bruun Bruun stammer jo fra familienavnet på min tidligere partner, og det navn kan i sagens natur ikke videreføres i butikken her i Vejle, tilføjer hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Vejle

Smitten falder i Vejle Kommune: Men én befolkningsgruppe skiller sig stadig negativt ud

Danmark

Få overblikket her: Politikerne blev enige i nat - Danmark genåbner næsten 21. maj

Annonce