Jelling: "Jellings ry er efterhånden ikke Kongernes By men ballademagernes mekka."
Sådan skrev en bruger på Facebook for nylig i en kommentar til et opslag om den aktuelle indbrudsdebat i gruppen "Det sker i Jelling".
En anden bruger manede dog til besindighed:
"Jeg har boet i Jelling i snart 30 år og kan ikke genkende et billede af, at byen er mere indbrudsramt end andre steder. Faktisk vil jeg gå så langt at kalde Jelling et ret fredeligt sted, altså som regel. Det er klart at et par kedelige episoder får fokus og tager folks opmærksomhed," skrev vedkommende som svar, da der blev spurgt, om Jelling er indbrudstyvenes højborg.
Uddrag fra artiklenDenne tendens har ikke været gældende i 7300 Jelling. Her er der anmeldt 35 indbrud i 2020 frem til 27. oktober, hvilket betyder, at der allerede er tale om en stigning sammenlignet med de to foregående år.
Men hvad siger statistikkerne? Er der noget om snakken, når Jelling bliver udpeget som et sted, hvor indbrudstyvene oftere går på rov end andre byer?
Det har vi undersøgt nærmere ved at få indsigt i Rigspolitiets statistik over alle indbrudsanmeldelser i private bebyggelser i Vejle Kommune siden 2011.
Færre indbrud generelt
Det korte svar er, at Jelling ikke skiller sig markant ud.
Sammenligner man med de tre andre centerbyer i Vejle Kommune, Egtved, Give og Børkop, har der de seneste tre år kun været halvt så mange indbrud i Jelling som i Børkop og Give. I Egtved har niveauet været cirka det samme som i Jelling.
Byerne har alle til fælles, at antallet af indbrud er reduceret betragteligt i løbet af de seneste 10 år.
Eksempelvis var der i Jelling 109 anmeldelser om indbrud i 2011, men kun 29 anmeldelser i 2019. I Give er dette tal faldet fra 118 til 76 i samme periode, og i Børkop er der tale om et lignende fald.
Denne tendens kan også ses på samlede tal for Vejle Kommune og hele Danmark, hvor der har været en halvering af indbrudstyverier på 10 år.
Intet corona-fald
Men, men, men...
I foråret vendte coronaudbruddet op og ned på tilværelsen for de fleste mennesker og mange erhverv.
Det gjaldt også indbrudstyvene, som fik dårligere arbejdsvilkår, fordi adskillige var hjemsendt fra arbejde og uddannelse eller fik ferien aflyst. Dermed har indbrudstyverierne taget endnu et dyk over hele landet.
Men denne tendens har ikke været gældende i 7300 Jelling. Her er der anmeldt 35 indbrud i 2020 frem til 27. oktober, hvilket betyder, at der allerede er tale om en stigning sammenlignet med de to foregående år, da indbrudstallet var på 29 og 24.
I Børkop er der blot anmeldt 10 indbrud mod 74 indbrud i 2019. I Give er tallet faldet fra 76 til 33, mens Egtved har oplevet 14 indbrud i 2020.
Så i år skiller Jelling sig rent faktisk ud, når man kigger på, om udviklingen er gået i den ene eller anden retning.
Og dermed må konklusionen være, at det går den gale vej for Jelling.