Vejle: Du går forgæves, hvis du har ærinde i Foreningernes Hus i Vejle i denne uge.
Huset, der ligger ud mod Dæmningen - men har adgang via Vissingsgade - er lukket resten af ugen, da en gæst og en medarbejder er bekræftet smittet med coronavirus.
- Det er helt fredeligt, men vi vil hellere gå med livrem og seler end at tage nogen chancer. Derfor har vi besluttet at holde lukket resten af ugen, fortæller daglig leder Else Marie Schmidt.
Hun sendte mandag en mail til alle 85 medlemsforeninger, frivillige og medarbejdere om den midlertidige lukning.
"Desværre er det nu blevet vores tur til en medarbejder, der er testet positiv for covid-19. Ud fra et forsigtighedsprincip har vi derfor besluttet at lukke Foreningernes Hus Vejle i denne uge, indtil vi er sikre på, at der ikke er andre smittede," skriver lederen.
15 sendt til test
- En gæst i huset blev testet positiv, og derfor sendte vi den medarbejder hjem, der havde været tæt på gæsten, og hans prøve var desværre positiv. For at være på den sikre side valgte vi derfor at kontakte alle frivillige, der havde været i huset på samme tidspunkt, og de er sendt til test, fortæller Else Marie Schmidt.
Else Marie Schmidt, daglig leder, Foreningernes HusVi har været helt klar over, at vi nok ville blive berørt af coronaen en dag. Med så mange mennesker i huset ville det være utroligt, hvis ikke det skete.
Det er i alt 15 personer, der nu er blevet testet, og de første mange har fået et negativt testresultat.
- Som det ser ud nu, er jeg derfor ret sikker på, at vi starter igen på mandag, siger Else Marie Schmidt.
Ville være utroligt
Foreningernes Hus har årligt 25.000 besøgende, og udover de 85 foreninger kommer der også 25 selvhjælpsgrupper i huset. Udover den daglige leder har huset en selvhjælpskoordinator ansat, mens caféen er bemandet af tre fleksjobbere.
- Vi har været helt klar over, at vi nok ville blive berørt af coronaen en dag. Med så mange mennesker i huset ville det være utroligt, hvis ikke det skete, selvom vi er meget forsigtige og overholder alle regler, siger lederen.