Annonce
Ikast-Brande

Gammelt rådhus i farezonen igen

Den kommunale administrationsbygning i Nørre Snede rummer 100 arbejdspladser. Det store spørgsmål er, hvad der skal ske med bygningen, hvis de arbejdspladser flyttes fra byen. Arkivfoto: Yilmaz Polat.
Endnu engang er det på tale at nedlægge den kommunale administrationsbygning i Nørre Snede.
Annonce

Nr. Snede: Det har luret længe, men nu er det måske tættere på at blive til virkelighed.

Planen om at nedlægge den kommunal administrationsbygning  - det tidligere rådhus - på Bellisvej i Nørre Snede og flytte de omkring 100 medarbejdere til Ikast har fået fornyet liv, da forslaget var med på det seneste byrådsmøde som led i en større plan om at samle den kommunale administration.

Der kan spares en million kroner ved at nedlægge det gamle rådhus i Nørre Snede og flytte medarbejderne ind i den såkaldte Kongefløj på den tidligere Vestre Skole i Ikast.

Det forslag er dog blot et af flere mulige scenarier, men da det i årevis har rumlet med at tømme det gamle rådhus i Nørre Snede, så er Nørre Snede Lokalråd nu gået på banen for at forhindre, at man pludselig ender med at have en tom "spøgelsesbygning" i byen.

- Vi har ikke en chance for at blive Årets Landsby, hvis vi pludselig står med en stor og skrigende tom kommunal bygning midt i Nørre Snede. Hvis medarbejderne bliver flyttet, så må Ikast-Brande Kommune hjælpe os med at finde noget at bruge bygningen til... ellers bliver vi ladt i stikken, siger Hans Jørgen Jensen, der er formand for Nørre Snede Lokalråd.


Jeg kan godt forstå, at kommunen gerne vil finde effektiviserings-gevinster, men vi vil bare ikke overlades til stanglakrids

Hans Jørgen Jensen, lokalrådsformand


- Der er ikke besluttet noget endnu, men inden medarbejderne flyttes ud, så skal vi have lavet en håndfæstning med kommunen og fundet en løsning på, hvad der skal være i bygningen. Hvis kommunen bare flytter væk, er det et dårligt signal både til Nørre Snede og den øvrige del af kommunen. Det vil være et signal om, at mindre byer og landsbyer bare lades i stikken og overlades til sig selv, siger han videre.

Bygningen rummer nu omkring 100 kommunale arbejdspladser, først og fremmest indenfor familie- og børneområdet. I flere år har tanken om at rømme bygningen været luftet, og der har været ideer om at bruge stedet til politiskole eller uddannelsessted for fængselsbetjente, men det blev ikke til noget.

Annonce

Mange ideer

- Jeg kan godt forstå, at kommunen gerne vil finde effektiviserings-gevinster, men vi vil bare ikke overlades til stanglakrids, understreger Hans Jørgen Jensen.

Og han fortæller, at lokalrådet faktisk har samlet ideer til, hvad det tidligere rådhus kan bruges til.

- Flere har slået til lyd for, at vi skal have et Hærvejens Hus. Det kunne omfatte museum, vandrehjem, bespisning og måske også et kontorhotel... vi har jo mange enkeltmandsfirmaer her i byen. Vi mangler også et decideret forsamlingshus og et fælles samlingssted for foreninger. Vi har 42 foreninger i byen, og de mange foreninger kunne godt bruge et sted, hvor de kunne etablere et samarbejde, siger Hans Jørgen Jensen.

Endnu en mulighed kunne være at indrette rådhuset til akutpladser for ældre, tilføjer han.

I har ideer nok, men hvis noget af det skal føres ud i livet, kræver det vel, at kommunen er med?

- Ja, og derfor er det vigtigt, at vi får en håndfæstning med kommunen, om at vi i fællesskab kan finde ud af noget. Jeg står ikke og råber om penge fra kommunekassen. Jeg håber bare på, at vi kan finde ud af at arbejde sammen, siger lokalrådsformanden.

Lokalrådsformand Hans Jørgen Jensen understreger, at hvis kommunen flytte ud fra det gamle rådhus, så skal kommunen også hjælpe med at finde nye anvendelsesmuligheder for bygningen. Arkivfoto: Yilmaz Polat
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
coronavirus

Live: Regeringen indfører krav om mundbind i offentlig trafik hele døgnet

Annonce