Annonce
Vejle

Gang i svingdøren: EP-vælgerne var i stemmeboksen fra morgenstunden

Flere vælgere granskede valglisterne en sidste gang, inden de bevægede sig ind for at stemme søndag middag. Foto: Søren E. Alwan
Der var på forhånd snakket vidt og bredt om vigtigheden af søndagens europaparlamentsvalg – og danskernes stemmer. Fra morgenstunden havde flere taget ordene alvorligt.

Vejle: Klokken otte blev der åbnet for landets valgsteder, der i dag lægger stemmeurner til Europaparlamentsvalget, som afgør, hvilke 14 danske parlamentarikere, der de næste fem år skal have hjemme i Bruxelles.

Allerede klokken 11 var der godt gang i svingdøren i DGI Huset, der er kommunens største valgsted med flere end 11.300 stemmeberettigede.

Og skal man tro mavefornemmelsen hos assisterende valgsekretær Arne Mølgaard, tyder noget på, at valgdeltagelsen – i al fald i DGI Huset – bliver større, end ved seneste europaparlamentsvalg i 2014.

- Vi må ikke afsløre, hvor mange vi har haft igennem her til morgen, men jeg tør godt sige, at der er afleveret flere stemmer, end der plejer på det her tidspunkt. Også hvad angår brevstemmer, siger Arne Mølgaard, der har forestået valg i DGI Huset i 20 år.

Op til valget har et stort tema været valgdeltagelsen eller manglen på samme. I 2014 lød den samlede deltagelsesprocent på 56,32 i Danmark og på 42,61 procent i hele Europa.

Derfor har Europa-Parlamentet, såvel som danske politikere denne gang arbejdet hårdt for at få flest mulige danskere i stemmeboksen.

I gamle dage sad man jo med kæmpestore valgbøger og skulle slå op alfabetisk. Nu er det bare en scanning, så får de valglisten og kan selv vælge stemmeboks. Det glider meget nemmere.

Charlotte Rosenlund Nielsen, valgsekretær

Holdninger forpligter

Om bare 10 dage skal vejlenserne igen sætte kryds - denne gang til folketingsvalget, og for de politisk interesserede er der dermed dobbelt op på underholdningen.

- Jeg skal hjem og se valg i fjernsynet nu. Til den bitre ende. Jeg går op i at deltage ved valgene, selvom jeg synes, det er spild af penge, at vi skal afsted to gange på ti dage. Men det er nødvendigt, hvis man skal kunne brokke sig, når tingene går skævt, siger Bente Bech, 70, der er pensionist.

Andre steder i lokalet bliver valglisten hurtigt skimmet igennem en enkelt gang, inden der resolut sættes kurs mod stemmeboksen.

- Hjemmearbejdet er gjort på forhånd, så det er bare hurtigt ind og hurtigt ud igen. Jeg går ind for frihandel og er for EU med visse forbehold, så selvom det bare skal overstås, føler jeg mig alligevel forpligtet til at sætte kryds, siger Bjørn Max Lykke, 31, der er konsulent.

Ved europaparlamentsvalget i 2014 lå stemmeprocenten på 54,94 procent i Vejle Syd og 59,45 procent i Vejle Nord.

Nyt digitalt system

I DGI Huset markerer europaparlamentsvalget også, at det blot er anden gang, et nyt digitalt valgsystem er i brug.

Den timelange optælling, som man håber at have klar til klokken 23 søndag aften, foregår stadig manuelt. Til gengæld foregår indregistreringen nu digitalt, og det betyder mindre risiko for lange køer på stemmedagen – og en generelt mere smertefri oplevelse for borgerne.

- I gamle dage sad man jo med kæmpestore valgbøger og skulle slå op alfabetisk. Nu er det bare en scanning, så får de valglisten og kan selv vælge stemmeboks. Det glider meget nemmere, siger Charlotte Rosenlund Nielsen, der i år har afløst Arne Mølgaard som valgsekretær i DGI Huset.

Tilsvarende giver det digitale registreringssystem løbende et præcist overblik over fremmødeprocent, og om borgeren er stemmeberettiget ved valgstedet.

- Vi har enkelte tilfælde, hvor nogen har taget fejl og faktisk er registrerede som vælgere et andet sted end der, hvor de bor. Det kommer frem på skærmen med det samme, og så ringer vi Borgerservice op og får det opklaret. Der er det mit job at være hygge-onkel og sørge for den gode stemning, siger Arne Mølgaard, inden han fortsætter ud i salen og smalltalker med vælgerne.

Valgstederne har åbent til klokken 20 søndag aften.

Sådan var valgdeltagelsen ved EP-valget i 2014

Ved det seneste europaparlamentsvalg i 2014 var valgdeltagelsen i Danmark den laveste nogensinde - på bare 56,32 procent.

Alligevel var danskerne mere tilbøjelige til at stemme end den gennemsnitlige EU-borger. Den samlede valgdeltagelse var i 2014 42,61 procent på tværs af EU-landene.

I Vejle lå valgdeltagelsen på henholdsvis i 54,94 procent i Vejle Syd og 59,45 procent i Vejle Nord, sidste gang, der var valg til Europa-Parlamentet.

Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Møbelhus: Vejle har fået en Ilva

Annonce