Annonce
Hedensted

Delvis genåbning af efterskoler: Storebror pakker tasken, mens lillesøster må blive hjemme

Anne Sofie Kudsk Nielsen er skuffet over, at hun ikke må vende tilbage til sin efterskole i Aarhus, når hendes storebror godt kan få lov til at komme på efterskole i Tarm. Deres mor, Christina Kudsk Nielsen, har også svært ved at forstå beslutningen. Foto: Mads Dalegaard
De regionale forskelle i genåbningsplanen har fået stor betydning hos familien Nielsen i Løsning. Her går de to ældste børn på efterskole i hhv. Vestjylland og Aarhus, og den ene får nu lov til at komme afsted, mens den anden må fortsætte hjemmeskolingen.

Løsning: Da søskendeparret Asger og Anne Sofie Nielsen sidste år valgte hver deres efterskole, hvor de skulle gå i hhv. 10. og 9. klasse, havde de på ingen måde forestillet sig, at den geografiske placering ville få en afgørende betydning for deres ophold.

Men da regeringen på sit pressemøde onsdag bekendtgjorde, at efterskoler i Vestjylland, Nordjylland og på Bornholm kan åbne fra 1. marts, mens de øvrige skal forblive corona-lukkede en rum tid endnu, var det kun den ene af de to søskende, der kunne gå ind på sit værelse i huset i Løsning for at pakke tasken.

For Asger Hjort Nielsens efterskole ligger i Ringkøbing-Skjern Kommune, mens Anne Sofie Kudsk Nielsen går på efterskole i Aarhus.

- Vi havde hørt rygter om, at det kunne blive udfaldet, men vi sad alligevel og holdt vejret under pressemødet. Anne Sofie vil rigtig gerne afsted igen, så hun var meget skuffet over, at hun som en af de eneste i sin omgangskreds her i Løsning skal blive hjemme, siger de unges mor, Christina Kudsk Nielsen.

Annonce

- Gid, jeg havde gået på efterskole på Bornholm

Beslutningen om kun at genåbne efterskoler nogle steder i landet giver ikke rigtigt mening, synes hun.

- Det virker mærkeligt, for eleverne kommer jo fra hele landet. Asger får nu lov til at komme tilbage til Blåkilde Efterskole i Tarm sammen med blandt andre sine to kusiner, der til daglig bor i Kolding med landets pt. højeste smittetryk, siger Christina Kudsk Nielsen.

Heller ikke datteren kan se det fornuftige i beslutningen.

- Det første, hun sagde, var: "Gid, jeg havde gået på efterskole på Bornholm". Hun synes selvfølgelig, det er snyd, at hendes bror, og en masse af hendes veninder må komme afsted, når hun ikke selv får lov, fortæller Christina Kudsk Nielsen, der frygter, at den "skæve" beslutning kan få uhensigtsmæssige konsekvenser.

Christina Kudsk Nielsen savner sine efterskolekammerater, men der er ikke udsigt til en åbning endnu. Foto: Mads Dalegaard

- De unge betaler en høj pris under den her nedlukning, og de har været meget ansvarlige og dygtige til at vise samfundssind. Men når reglerne ikke giver mening, kan man godt forestille sig, at de unge begynder at finde deres egne veje i det her og måske i højere grad vil mødes på kryds og tværs, siger Christina Kudsk Nielsen.

Annonce

Hele skoleåret har været præget af corona

Regeringen har meldt ud, at der vil blive taget stilling til, om endnu flere efterskoler kan åbne 15. marts, men det er på ingen måde sikkert, at det sker.

Uanset hvad, så har efterskoleåret været præget af corona helt fra begyndelsen.

- Det skulle have været et år, hvor de kunne opleve det særlige fællesskab, der opstår sådan et sted, og hvor de kunne komme på rejser mm. Men helt fra start har de været delt op i små grupper, og rejser er det ikke blevet til. Det må vi acceptere. Men det er skuffende, at de ikke kan få lov at komme tilbage på lige vilkår nu, siger Christina Kudsk Nielsen.


Efterskolerne er små øer, og her må det da om nogen steder kunne lade sig gøre at genåbne forsigtigt. De unge er selv meget opsatte på, at det skal kunne lade sig gøre, og er helt indstillede på at lade sig teste og være påpasselige.

Christina Kudsk Nielsen


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Alarm 112

Kaffetørst førte til storbrand på Randbøl Hede: Se skaderne i videoen her

Annonce