Billund Kommune: Tirsdag morgen vil det igen være muligt at komme på genbrugspladsen for at aflevere sit affald.
Fra myndighedernes side er det besluttet at ophæve opfordringen til landets kommuner om at holde genbrugspladserne lukket, og Billund Kommune vælger derfor som så mange andre kommuner, at borgerne igen skal have mulighed for at aflevere affaldet. Der bliver dog nogle særlige forholdsregler at tage hensyn til.
Der bliver indført en adgangsbegrænsning, så der maksimalt kan være 10 biler på samme tid inde på genbrugspladserne. Desuden er det nødvendigt selv at medbringe en skovl eller en kost, hvis det er nødvendigt, da der, mens coronakrisen står på, ikke vil være mulighed for at låne de nødvendige redskaber.
Normale åbningstider
I forbindelse med påsken er det værd at bemærke, at genbrugspladserne i Billund og Grindsted holder lukket langfredag og påskedag.
Beder om assistance
Da genbrugspladserne har haft lukket i flere uger, forventer kommunen, at mange borgere vil have behov for at komme forbi med deres affald. Da der samtidig er sat en begrænsning for, hvor mange der kan være på pladserne, er der en risiko for trafikale udfordringer uden for pladserne.
- Politiet har signaleret til alle kommuner, at de gerne vil se, om de kan hjælpe i forhold til at få Hjemmeværnet ud og dirigere trafikken. Så det har vi også bedt om assistance til, fortæller Karl Grundahl, der er miljøchef i Billund Kommune.
Kun 10 biler på samme tid
Kommunen beder om, at der på intet tidspunkt er flere end 10 biler på samme tid på pladserne. Det bliver dog umuligt at kontrollere på de ubemandede genbrugsstationer i Filskov, Vorbasse og Sdr. Omme. Her bliver der henstillet til, at folk selv vælger at efterleve anvisningerne.
- Det er noget, kommer til at holde styr på i Grindsted og i Billund. De andre steder må vi erkende, at det ikke er en mulighed at regulere det, men vi appellerer til, at folk tager hensyn til det og tager de nødvendige forholdsregler i forhold til at holde afstand, siger Karl Grundahl.
På grund af forventning om travlhed opfordrer kommunen de, der kan vente, til at vente med at besøge pladserne.