Annonce
Erhverv

Genbrugsvand skal blive til en milliardforretning

Billund Aquaculture er i gang med et større projekt i Miami, USA, med et stort anlæg, hvor tankene er af stål. Pressefoto
Der er fart på hos Billund Aquaculture, der er verdens førende inden for udvikling af miljøvenlige fiskeopdrætsanlæg.

BILLUND: Du kan se, hvad virksomheden duer til hos AquaPri i Gamst ved Vejen.

Du kan også opleve på nært hold, hvad Billund Aquaculture kan præstere hos Atlantic Sapphire i Hvide Sande. Men det er så også næsten det.

For 98 procent af produktionen i virksomheden, som er verdens førende på sit felt, går til eksport. Og det går stærkt. Så stærkt, at omsætningen i løbet af fem år når op på en milliard kroner eller måske mere.

Billund Aquaculture A/S er specialist i at designe og bygge fiskeopdrætsanlæg baseret på intensiv recirkulationsteknologi, hvor vandforbruget kun er 0,5 promille sammenlignet med traditionelle fiskeopdrætsanlæg uden genbrug af vand. Det lille vandforbrug betyder, at anlæggene kan bygges alle steder i verden, og at der kun en meget lille udledning af spildevand, som i øvrigt renses.

Billund Aquaculture A/S

135 projekter til 25 forskellige ferskvands-og fiskearter fordelt på 27 lande. Det er hvad, Billund Aquaculture A/S hidtil har været involveret i.

Virksomheden blev grundlagt i 1986 af brødrene Oluf og Christian Sørensen. Dengang var genbrugsteknologien RAS (Recirculated Aquaculture Systems) næsten ukendt. Billund Aquaculture var global pioner inden for bæredygtig akvakultur og i er dag førende på verdensmarkedet.

Læs mere om Billund Aquaculture på www.billundaquaculture.com

Miljøvenlige anlæg

Der er i disse klimafokuserende tider opstået en kæmpestor efterspørgsel på de miljøvenlige anlæg, så Billund Aquaculture har svært ved at følge med. Især lakseopdræt er populært, fordi det er meget mere CO2-venligt end produktionen af dyr på land.

– Vi siger næsten dagligt nej til kunder, siger direktør Bjarne Hald Olsen, der næsten bliver forpustet af at opremse de senere års eksplosive udveksling:

- Vi har filialer i Australien, USA, Norge og Chile og har næsten fordoblet antallet af ansatte fra 120 til 228.

130 af dem sidder i hovedsædet i Billund, hvor der udbygges med en af fire haller, så der sker en fordobling af virksomhedens grundareal fra 20.000 kvadratmeter til 40.000 kvadratmeter.

– Vi har 24 forskellige nationaliteter ansat, alene 20 her i Billund. Omsætningen er steget fra 180 millioner kroner i 2016 til 225 millioner kroner i 2017, og 456 millioner kroner i 2018. I år regner vi med en stigning til plus 600 millioner kroner. Og om senest fem år forventer vi at have rundet en omsætning på milliard kroner. Vi arbejder med mange forskellige fiskearter, men i dag er det hovedsagelig laks, forklarer direktøren.

Følger verdensmålene

Den bæredygtige produktion af den proteinrige laks bugner i hele verden – og især i USA, hvor forbruget alene i 2018 steg med 50.000 ton.

- Da vi med vores anlæg kan opfylde 12 af FN’s 17 verdensmål, er det noget, folk kan godt lide. Anlæggene ligger tæt på forbrugerne, så man skal for eksempel ikke flyve fisk ind fra Norge til USA. Slammet fra anlæggene kan blandt andet bruges til gødning og biogas, og der er tale om en minimal udledning, pointerer Bjarne Hald Olsen.

Han rejser sammen med den arbejdende bestyrelsesformand Christian Sørensen verden rundt for at tegne kontrakter med kunder - lige fra Skotland, Sydafrika og Tasmanien til Kina, hvor Billund Aquaculture er med at til at designe verdens største ålefarm.

Og i Miami i USA er man involveret i et lakseprojekt med et kæmpestort stålkar, der med en diameter på 27 meter og en dybde på otte meter kan rumme hele 45.000 kubikmeter vand.

Billund Aquaculture har succes med den intensive recirkulationsteknologi, hvor vandforbruget kun er 0,5 promille sammenlignet med mere traditionelle fiskeopdrætsanlæg. Pressefoto

Store projekter

Det norske selskab Broodstock Capital, der er specialist i akvakulturvirksomhed, købte i 2017 51 procent af aktierne i Billund Aquaculture af grundlæggerne, brødreparret Oluf og Christian Sørensen.

Brødrene tegner stadig virksomheden, hvor dog kun Christian Sørensen er aktiv.

– Vi var nødt til at sælge for at få kapital til at klare de store opgaver, anfører Bjarne Hald Olsen.

- Vi har projekter på mellem 250 millioner kroner og 500 millioner kroner, så vi skal være finansielt stærke. Vi laver som de eneste på markedet det hele selv: Vi har ingeniører, der sidder og udvikler projekterne, vi har egne montører, der rejser verden rundt, vi har 3D-designere og biologer, og vi producerer, installerer og servicerer genbrugsanlæggene. Vi giver også et halvt års træning og uddannelse, så kunderne får en slags kørekort til anlæggene, så vi favner bredt, slutter han.

- Vi har projekter på mellem 250 millioner kroner og 500 millioner kroner, så vi skal være finansielt stærke. Vi laver som de eneste på markedet det hele selv, siger direktør Bjarne Hald Olsen. Foto: Carsten B. Grubach
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce