Givskud: Tanken kom fra den ene dag til den anden.
Som 18-årig gik det op for Anders Jespersen, at han da skulle være landmand og arbejde med køer. Derfor købte han 20 køer, selvom han aldrig havde så meget som malket en eneste ko før. Siden begyndte han også på landbrugsskole og antallet af køer blev fordoblet. Hurtigt gik det dog op for ham, at det ikke var holdbart i længden.
- Det var alt for krævende i forhold til, hvor mange timer jeg brugte, og hvor meget jeg fik ud af det - også økonomisk, siger Anders Jespersen, der kommer fra Vorslunde.
Men hvordan bliver man selvstændig på en større ejendom, når man endnu ikke er uddannet eller har haft mange år til at spare penge sammen til udbetaling? Svaret lå på Engmarksvej vest for Givskud. Her havde 72-årige Flemming Rasmussen haft sin gård med 160 malkekøer til salg et par år uden at finde den rette køber.
En af de større udfordringer i landbruget i disse år er, at det er svært for yngre landmænd at slå sig ned som selvstændige. Mange besætninger har fået en størrelse, der kræver, at man har en god opsparing i ryggen, og samtidig holder bankerne igen med udlånene til branchen.
Netop sidstnævnte måtte Anders Jespersen og Flemming Rasmussen mærke på den hårde måde.
Undskyldninger i øst og vest
Få dage inden, der skulle skrives under på købsaftalen, fik Anders Jespersen ud af det blå en besked fra banken. Den kunne alligevel ikke yde det ellers aftale lån.
Som om den uventede besked ikke var nok at håndtere, skulle Anders Jespersen dagen efter også til eksamen som faglært landmand.
- Det slog mig godt nok noget ud. Jeg tænkte, at det kunne være lige meget, om jeg tog til eksamen eller ej. Den skulle jeg alligevel ikke bruge til noget, siger han.
Anders Jespersen, landmandFor mig er drivkraften, at når jeg går ud om morgenen, så kommer det arbejde, jeg laver, mig selv til gode, fordi man er sin egen chef.
Den overraskende drejning kom også bag på Flemming Rasmussen.
- Kort tid efter havde jeg Anders i røret, som spurgte, om vi kunne finde en anden løsning, husker Flemming Rasmussen, der heller ikke forstod den uventede kovending fra banken.
- Lørdagen forinden gik bankmanden rundt og så på gården sammen med Anders, og han gik rundt med armene over hovedet, men bagefter var der kun undskyldninger i øst og vest.
Det lykkedes alligevel de to landmænd at finde en løsning, de begge kunne leve med. Siden september har Anders Jespersen derfor været herre over egen gård. Eller i hvert fald i praksis. For faktisk ejer Anders Jespersen ikke gården, selvom det ude fra set ligner, at det er tilfældet.
- Som et generationsskifte i familien
I dag bor Anders Jespersen på gården, som han passer sammen med en medhjælper, der primært står for malkningen af de sortbrogede Holstein-køer to gange dagligt. Både stuehus, køer, stalde og produktionsapparat er lejet på en femårig kontrakt. Det giver Anders Jespersen mulighed for at spare op, så han undervejs i lejeperioden kan købe gården, og dermed kan Flemming Rasmussen overlade bedriften til yngre kræfter.
Den måde at lægge op til et ejerskifte er sjældent set, fortæller de to, men det var den rette løsning for dem. Med den model fik Anders Jespersen god hjælp til at blive sat ind i, hvordan både små og store ting fungerede på gården, og da Flemming Rasmussen i perioder har været ansat på timebasis, betød det, at den unge landmand også havde tid til at fokusere på at færdiggøre uddannelsen som produktionsleder.
- For mig er drivkraften, at når jeg går ud om morgenen, så kommer det arbejde, jeg laver, mig selv til gode, fordi man er sin egen chef. Jeg har haft flere chefer, men jeg er bedst til at være min egen chef. Ikke fordi det er bedst, men fordi jeg føler, at tingene gøres på min egen måde.
- Nogle gange er det stadig lidt urealistisk for mig. Det er stadig ikke altid gået op for mig, siger Anders Jespersen.
Også Flemming Rasmussen glæder sig over, at der nu er sat gang i processen, så han kan afhænde den gård, han nåede at drive i 47 år.
- Vores kemi passer meget godt. Jeg føler næsten, det er som et generationsskifte i familien, siger han.
Med i forpagtningsaftalen indgår også et fortsat samarbejde med Farre Grovfoderforsyning, som der producerer foder og salgsafgrøder på 1200 hektar landbrugsjord for tre lokale kvæggårde.