Annonce
Danmark

Genforeningsåret set fra en litterær vinkel

Annonce

Når vi hører årstallet 1920, tænker de fleste uvilkårligt på genforeningen, hvor Sønderjylland (Nordslesvig) blev genforenet med Danmark.

Fra en litterær synsvinkel er det nærliggende at fremhæve Henrik Pontoppidans (1857-1943) digt ”Sønderjylland” med de berømte ord: ”Det lyder som et eventyr, et sagn fra gamle dage/en røvet datter, dybt begrædt, er kommen frelst tilbage!”

Digtet blev skrevet allerede i november 1918, da Pontoppidan af Berlingske Tidende blev bedt om at skrive et digt, der skulle udtrykke håbet og forventningen om sønderjydernes hjemvenden til Danmark efter afslutningen af Første Verdenskrig. Digtet blev bragt juledag 1918 i ugetillægget Ude og Hjemme.

Helge Rode (1870-1937) skal nævnes for sit syngespil Moderen med musik af Carl Nielsen. Det blev skrevet i 1920 og opført på Det Kongelige Teater i januar 1921 for at markere den store begivenhed, som havde fundet sted, da grænsen til Tyskland blev rykket sydpå. Syngespillet er et eventyr, hvor Danmark er moderen, og Sønderjylland er sønnen, der drager ud i verden, men lykkeligvis finder tilbage til hjemstavnen. Den kendteste sang er ”Som en rejselysten flåde”, hvor vi synger: ”Flaget blafrer rødt og hvidt./ Her er Danmark dit og mit”.

En sang, som til stadighed synges, især i Sønderjylland, er ”Det haver så nyligen regnet.” Den blev skrevet af historikeren Johan Ottosen (1859-1904) til brug for en gruppe sønderjyders besøg i København i marts 1890. Den er altså skrevet 30 år før Sønderjylland igen blev dansk, men den fik fornyet kraft og styrke ved Genforeningen. Den taler om ugræs, der er føget over hegnet, og om stormen, som gjorde stærk, og slutter med ordene: ”Det har slet ikke hast for den, som tror.”

Lars Erik Andersen

Nu kan man spørge, om der i øvrigt skete noget nyt på den litterære scene i Danmark dette år, noget der var betydningsfuldt og anderledes? Ja, det gjorde der. Tom Kristensen (1893-1974) debuterede netop i 1920 med digtsamlingen Fribytterdrømme, og disse digte ligger langt fra den litterære genre og tone, der kendetegnede digtningen omkring Genforeningen.

Danmark var neutralt under Første Verdenskrig og oplevede ikke på tæt hold de grusomheder, som krigen forvoldte i andre lande, men på unge kunstnere fik de alligevel afgørende indflydelse. Der måtte komme en ny tid efter 1918. Tom Kristensen og andre reflekterede over verdens tilstand efter krigen, som havde bragt død, ødelæggelse og desillusion med sig. Tom Kristensen så et værdisammenbrud, men også en mulighed for, at noget nyt og måske bedre kunne opstå.

Digtet ”Landet Atlantis” indledes med ”Verden er blevet chaotisk påny” og følges op med ordene: ”Skøn som en sønderskudt banegård er/vor ungdom, vor kraft, vore vilde idéer”. Atlantis er ”længselens land”, hvor ”alle harmoniske fordomme svigter/farverne sprænges, og formerne sprænges”, og digtet slutter: ”I chaos jeg løfter min bøsse/mod skønhedens stjerne og sigter.” ”Landet Atlantis” er en vision om vold og destruktion som vejen til skønhed og skabelse.

Tom Kristensens poesi er stærk poesi. Kraftige ekspressive sprogudladninger. Han ser poesien i den rå virkelighed, som den tegnede sig efter en frygtelig og nedbrydende krig. I Fribytterdrømme er flere digte udtryk for en hengivelse til kaos, for opbruddet fra den gamle borgerlige verden og for en nærmest anarkistisk livsførelse. ”Det blomstrende slagsmål” beskriver et voldsomt slagsmål på en københavnsk billardstue, hvor alt er virvar mellem væltede stole og borde og knuste glas. Der bliver uddelt slag til højre og venstre, og blodet flyder fra ansigter. ”Et øje får dér sin bekomst!-/En stedmoderblomst/får foldet sig ud som i farvede, flydende ringe/mod næse og kind/og hovner ham blind.”


Tom Kristensens poesi er stærk poesi. Kraftige ekspressive sprog- udladninger. Han ser poesien i den rå virkelighed, som den tegnede sig efter en frygtelig og nedbrydende krig.


Romanen Hærværk (1930) kaldes med rette for Tom Kristensens hovedværk. I romanen beskrives journalisten og boganmelderen ved ”Dagbladet” Ole Jastraus gradvise selvdestruktion gennem druk. Hærværk er Tom Kristensens forsøg på at skabe en roman i ekspressionismens sprængte form. Den var et vigtigt bidrag til fornyelsen af romanformen med sine sansninger af storbyens kaos og gengivelse af personernes bevidsthedsstrøm.

Man kan læse romanen fra forskellige synsvinkler, men det er ikke forkert at sige, at det er en nøgleroman, da det ved dens udgivelse var muligt at genkende begivenheder og personer i det virkelige liv. Romanen har også selvbiografiske træk fra Tom Kristensens årelange ansættelse ved Politiken = ”Dagbladet”, hvor han skrev artikler og anmeldelser, og han kendte fra sig selv det store spiritusforbrug, som præger Ole Jastraus liv.

I romanen lader Tom Kristensen digteren Steffensen skrive et digt, som rummer de vigtige linjer: ”Jeg har længtes efter skibskatastrofer/ og mod hærværk og pludselig død.” Disse ord kunne også have været skrevet til digtsamlingen Fribytterdrømme, der netop beskriver oplevelsen af kaos og destruktion. Tom Kristensen ville imidlertid også opbyde viljen til at se skønheden heri.

I år, hvor vi markerer 100-året for Genforeningen i 1920, 80-året for den tyske besættelse i 1940 og 75-året for befrielsen i 1945, kan en digters debut for 100 år siden måske synes mindre betydningsfuld, men alligevel er det værd at benytte lejligheden til at fremhæve Tom Kristensen og hans betydelige forfatterskab, som det især udfoldede sig i mellemkrigsårene.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Udland

Få overblikket: Mindst 100 mennesker har mistet livet ved voldsom eksplosion i Beirut

Danmark

Kåre Mølbak kan ikke anbefale fase 4 af genåbning

Annonce