Annonce
Give

Giv eleverne og forældrene et pusterum i næste uge

Mange familier er presset helt i bund efter to uger med hjemmeundervisning af skolebørnene. Familierne har ikke de samme forudsætninger for at klare opgaven, siger Kenneth Reinholt Madsen. Foto: Børge Larsen
Skolerne bør tage ansvaret for undervisningen på sig og undervise eleverne i uge 27. Så kan både børnene og ikke mindst forældrene får sig en tiltrængt pause i uge 14, mener tidligere lærer og nuværende skolerådsformand Kenneth Madsen.

Kokborg: Det er gået godt med nødundervisningen i de første to uger.

Men nu er der kommet en forlængelse af skolelukningen frem til i hvert fald efter påske. Det har sat yderligere pres på både børn og forældre.

- Forlængelsen af den periode, hvor skolerne er lukkede kalder efter min opfattelse på alternative løsninger. Både politikere og skoleledere må tænke i andre baner end dem, der er blevet fulgt i nu to uger, siger Kenneth Reinholt Madsen.

Han forstår godt, at det er fristende for politikerne at tænke, at det er gået fint i et par uger. Så har den metode vist sig holdbar og kan også bruges fremover, tænker de måske. Men sådan kan man ifølge Kenneth Reinholt Madsen ikke bare tænke.

- Hverdagen har været meget anderledes for familierne, og mange er presset helt i bund. Især de, der ikke kan få hjælp til pasning af mindre børn og de, der ikke kan er sendt på hjemmearbejde. De har i stedet oplevet, at de både skal passe deres arbejde, sørge for alternativ pasning af børnene og så lige oven i sørge for, at skolebørnene får passet deres undervisning, siger Kenneth Reinholt Madsen.

Annonce
Gør uge 14 til uge 27. Skolerne bør tage ansvaret for undervisningen på sig og tilbyde undervisning i uge 27, så kan forældre og børn “nyde” den tid de har sammen i en ekstra lang påskeferie. Det er tiltrængt med en pause fra nødundervisningen.

Kenneth Reinholt Madsen

Let presset nu

Han er blandt andet uddannet skolelærer, men arbejder ikke længere som sådan. Til gengæld er han lige nu formand for skolebestyrelsen ved Thyregod Skole og det er via den post, han på det seneste er blevet kontaktet af bekymrede forældre.

- Mange forældre henvender sig til mig med deres frustrationer over de mange opgaver, som skolerne sender frem til elever ne. Men mange af forældrene er ikke klædt på til opgaven. Oveni er der ikke tid til at “undervise”, når hverdagen i forvejen er vendt op og ned, forklarer Kenneth Reinholt Madsen.

Han er ikke i tvivl om, at både skolerne og lærerne gør det så godt, de kan. Men hans pointe er, at både familier og børn har behov for, at presset på dem lettes, ikke mindst i takt med, at "nødretstilstanden" forlænges.

- Det pres kan man lette ved at forlænge skoleåret med uge 27, hvor lærerne alligevel er på skolerne. Her kan man lægge den undervisning, der skulle have været i uge 14. Så kan man lade både børnene og familierne få en ekstra lang påskeferie, siger Kenneth Reinholt Madsen.

Psykologhjælp

Det, der fik hans idé om at gøre uge 27 til uge 14 var et tilbud, der forleden kom ud via skolernes fælles kommunikationsbase Aula.

Her fik forældre og elever tilbud om at kunne hente råd og vejledning via en psykolog hotline. Godt nok er tilbuddet mest rettet til udsatte og sårbare, men den betegnelse er de fleste efter Kenneth Reinholt Madsen efterhånden dækket ind af.

- Det er fint nok, men situationen kalder efter min mening efter andre løsninger end at sende opgaver på aula og foregøgle at man derved opfylder nødundervisning, siger han.

Hans familie er ikke blandt de hårdest pressede. Sammen med hustruen Lone og deres fire børn bor han på en landejendom i Kokborg. Landbruget er deltidsbeskæftigelse og både han og Lone er desuden selvstændige erhvervsdrivende, men det betyder, at de skal hjemmefra om eftermiddagen.

Så skal de to mindste i nødpasning, mens de to ældste, der går i henholdsvis første og tredje klasse skal lave deres skolearbejde.

- Vi mener, vi er godt nok rustede til denne situation. Men jeg tror, at skolerne kommer til at starte undervisningen forfra,, når vi en gang kommer i gang igen. For der vil være stor forskel på, hvor meget eleverne har kunnet nå med nødundervisningen, siger Kenneth Reinholt Madsen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra skoleleder Malene Søgaard Engelbredt, Thyregod Skole.

Skolereformen satte fokus på bevægelse som en væsentlig del af undervisningen. Den del har familien Reiholt Madsen også gode mulighedern for at opfylde. Foto: Børge Larsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Ny vej er afgørende for Kvickly

Annonce