Annonce
Give

Give Antenneforening må ud i ny ekstraordinær generalforsamling

Grundet lavt fremmøde må en ny seance til for at få afgjort foreningens forslag om overdragelse til Stofa. I Thyregod gik forslaget glat igennem.
Annonce

Give: Give Fællesantenneforening har lidt mindre end 2000 medlemmer, og de var alle inviteret til ekstraordinær generalforsamling tirsdag aften i Ikærhallens kantine.

På dagsordnen var blot én ting: Skal Give Fællesantenneforening overdrage butikken til Stofa?

På den konto har bestyrelsen i Give Fællesantenneforening indhentet et overtagelsestilbud fra Stofa, som forud for mødet var blevet præsenteret for medlemmerne.

Til den ekstraordinære generalforsamling dukkede 20 tilhørere, altså cirka 1 procent af medlemmerne op, og dermed kunne aftenens ordstyrer advokat Gert Eg straks konkludere, at forsamlingen ikke var beslutningsdygtig, idet det ville kræve, at to tredjedele af medlemmerne, altså 1268 medlemmer, var mødt frem.

Derfor startede generalforsamlingen med, at der blev indkaldt til en ny ekstra-ekstraordinær generalforsamling den 27. oktober.

- For at der her kan træffes en beslutning om salget af fællesantennen til Stofa, kræves det, at to tredjedele af de fremmødte stemmer for forslaget, pointerede Gert Eg.

Annonce

Årlige besparelser på 600 kroner i fem år

Dermed blev det en aften i debattens og argumentationernes tegn, hvor såvel de fremmødte som bestyrelsen kunne redegøre yderligere for deres synspunkter.

Antenneforeningens formand Kjeld Henningsen redegjorde efterfølgende for motivationen bag overdragelsesforslaget.

- Det er blevet økonomisk og driftsmæssigt ikke-attraktivt som lille lokal forening at køre driften af antenneanlægget. Vi finder det ikke økonomisk forsvarligt i forhold til vores medlemmer fortsat at drive fællesantennen. Vi mister løbende medlemmer, og det betyder, at det vil blive dyrere og dyrere for de tilbageblevne at være medlemmer, for udgifterne bliver jo ikke tilsvarende mindre, lød det blandt andet fra formanden.

Han forklarede endvidere, at Stofas betaling til foreningen vil være en reduktion af henholdsvis prisen for TV-pakkerne og for internetpakkerne, begge dele i en 5-årig periode. Prisreduktionen kan give en årlig besparelse på op mod 600 kr. pr. medlem i den 5-årige periode, afhængigt af hvilken tv- og internetpakke, det enkelte medlem har i dag.

- Vi ser Stofa som troværdige og gode samarbejdspartnere, og når de har lovet at holde priserne nede det første år, så holder de det også.

Annonce

Rettidig omhu?

En tilhører spurgte ind til, om fællesantennens udgifter ved at drive anlægget er større ned Stofas. Kan vi ikke blive ved med selv at betale udgifterne, lød spørgsmålet.

- Det kan vi, hvis er 1703 medlemmer, når vi under det antal, kan vi ikke. Og med den udvikling i medlemstallet vi har set de sidste år, så er det meget realistisk, at vi når under 1700 medlemmer. Hvis Stofa derimod overtager, og medlemsflugten fortsætter, ja så bliver det jo Stofas problem. Det salg her handler simpelthen om rettidig omhu, lød svaret tilbage fra Kjeld Henningsen.

Poul Hansen, der har deltaget flittigt i debatten op til generalforsamlingen, havde også en række spørgsmål angående overdragelsen af fællesantennen til Stofa:

- Har bestyrelsen udvist rettidig omhu ved at indgå sådanne lange kontrakter med Stofa. Det er jo ikke fornuftigt at betale for service og strøm, idet det er Stofa's signal, og penge, som løber i ledningerne. Er Stofa en 'ordentlig' samarbejdspartner, når de udnytter situationen til egen fordel. Og med hensyn til den rabat, cirka 600 kroner pr. medlem pr. år, som Stofa tilbyder, dækker jo mere end det omtalte medlemskontingent på kr. 408,31 pr år i 2020. Hvis de selv betaler service og strøm kan den reduceres med ca 200,- kr pr. år.

- Alt i alt er Stofa den billigste af udbyderne på markedet. Ja, selvfølgelig gavner det her Stofa, men det er da bedre at sælge til dem, end at vi bringer vores formue på spil og taber medlemmernes penge. Det her giver bare rigtig god mening rent økonomisk, uanset hvordan man vender og drejer tallene, lød modsvaret fra bestyrelsen.

Annonce

Forslaget gik glat igennem i Thyregod

Poul Hansen plæderede også for, at Stofa skulle være hovedansvarlig for, at nogle af Give Fællesantennes medlemmer melder sig ud, fordi de ikke synes, at de får værdi for pengene.

- Hvis man sammenligner Stofas priser og indhold og antal af TV-kanaler i forhold Yousee, Glenten og Altibox, så er Stofa særdeles konkurrencedygtige, forklarede Amdi Petersen fra bestyrelsen og fremlagde en oversigt over priser og indhold fra de bemeldte parter.

Forsamlingen kunne afslutningsvist godt blive enige om, at fremtiden på det felt her er bredbånd. Flere og flere husstande bruger streaming frem for flow TV, 5G er allerede aktuelt i Give via sendemasten ved Søndermarkshallen, så man kigger ind i en fremtid, hvor brugernes forhold til og brug af TV- og internetpakker vil ændre sig radikalt.

Samme aften var der også ekstraordinær general forsamling i antenneforeningen i Thyregod med helt det samme tema: Overdragelse/salg antenneforeningens anlæg til Stofa.

Der var fremmødt seks medlemmer foruden bestyrelsen. Ved afstemningen stemte otte medlemmer for forslaget, mens tre stemte blankt.

Bestyrelsen har dermed brugernes godkendelse til at gå videre med overdragelsen. Næste ekstraordinære generalforsamling afholdes 27. oktober klokken 19.30 i Thyregod Idrætscenter.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce