Annonce
Give

Give er en forfremmelse: Ny leder vil føre lokalt museum frem mod nutiden

Den tapre landsoldat. Lars Froberg Mortensen har næsten samme attitude som H.W. Bissens skulptur i Fredericia. Her har Lars Froberg Mortensen været ansat de sidste seks år. Nu bliver han leder af Give-Egnens Museum. Arkivfoto
Lars Froberg Mortensen tiltræder 1. oktober som leder af Give-Egnens Museum. Han er oprindelig fra Thyregod og kommer fra en stilling på Fredericia Museum. Han synes, han er blevet forfremmet.

Give: Bestyrelsen for Give-Egnens Museum har ansat Lars Froberg Mortensen som ny leder af museet på Donneruplundvej.

Han bliver dermed den sjette leder efter Falk Mikkelsen, der grundlagde museet i 1985 og var dets leder frem til 2005.

Lars Froberg Mortensen kommer fra en stilling som museumsinspektør ved museerne i Fredericia, hvor han både har været museumsleder i fire år og inspektør i to år.

Før den tid har han været ved Strandingsmuseet St. George ved Thorsminde i 11 år som afdelingsleder/museumsinspektør. Han er uddannet cand. mag, i middelalderarkæologi fra Aarhus Universitet.

- Lars Froberg Mortensen har dermed demonstreret stor ledelsesmæssig erfaring ved statsanerkendte museer. Samtidig har han stor faglig indsigt og hverdagserfaring med museumsdrift, siger René G. Nielsen.

Han er formand for Give-Egnens Museumsforeningen, der står for ansættelsen af museets ledende personale. Det er også museumsforeningen, der har ansvaret i forhold til den statsanerkendelse, der er meget vigtig for Give-Egnens Museum.

Jeg levede i Thyregod de første 19 år af mit liv. Så flyttede jeg til Fredericia, hvor jeg arbejdede som jord- og betonarbejder i et års tid, inden jeg startede på universitetet i Aarhus. Her tog jeg min uddannelse som cand.mag. i middelalderarkæologi,

Lars Froberg Mortensen

Når hjertet taler

Netop statsanerkendelse er noget af det, Lars Froberg Mortensen som nye leder skal have stor fokus på. Museet var sidste år gennem en såkaldt kvalitetsvurdering, der mundede ud i en række krav til forbedringer, hvis GEM skulle beholde statsanerkendelsen.

- Det har bestyrelsen og museets ansatte allerede arbejdet meget intenst med. Men det er klart, at det er noget af det første, vi skal helt på plads med, siger Lars Froberg Mortensen.

Han betragter i øvrigt sin nye stilling som en forfremmelse. Godt nok er museerne i Fredericia en større mundfuld og mere prestigegivende end Give-Egnens Museum. Men skal hjertet afgøre sagen, så er Give-Egnens Museum lige sagen.

- Jeg har haft det med fra barns ben, så jeg kender museet rigtig godt. Og jeg har altid nydt at komme her. Dertil kommer så, at det er et meget velfungerende museum, der skal udvikles og det er noget af det, jeg ser frem til at være med til sammen med de øvrige ansatte, siger Lars Forberg Mortensen.

Mands minde

Men kvalitetsvurderingen og hvad deraf følger er ikke det eneste, Lars Froberg Mortensen kommer til at bruge tid på. Han skal sammen med medarbejderne og bestyrelsen også lægge stenene for de næste 25 års udvikling af museet.

Ikke sten som i et fundament, men nærmere de trædesten, som museets udvikling skal kunne finde fodfæste på under vejs mod fremtiden.

- Museet skal føres lidt mere op i tiden. Hedebondens gård skal stadig være en central del af museet. Men der er jo sket meget i byen og på egnen gennem de sidste mange år, og det skal museet naturligvis også arbejde med og afspejle. Sygehuset er lukket nu, men det har da haft stor betydning for egnen og bør derfor være et væsentligt led i den historie, man kan lære om på museet, siger Lars Froberg Mortensen.

Hvor langt museets arbejde og udstillinger skal nærme sig nutiden, vil han ikke sætte mål på. Men for ham er en løs rettesnor det gamle udtryk "mands minde". Så længe, nogen kan huske tiden, kan man godt samle vidnesbyrd om den.

Ud i landet

Men et direkte mål for "arkæologisk interesse" får det først, når ingen længere kan huske det som andet end fortællinger. Så grænsen kan være flydende, men museets arbejdsområde rykker frem i tid i takt med, nåh, ja, tiden.

- Jeg tror også, at vi skal skærpe vores profil i forhold til det område, vi dækker. Det er jo en fantastisk egn med i hvert fald to markante landskabstyper. Vi har det flade, sandede mod vest, men vi har jo også den kuperede og mere fede jord både med Rørbæk Sø og kilderne og mod syd og øst. Det er to forskellige historier, og dem skal vi også fortælle, siger Lars Froberg Mortensen.

Men hvis det er muligt, skal den fortælling ikke kun ske på museet. Den skal ud i den virkelighed, hvor den har udspundet sig.

- Jeg tror, vi skal være meget bedre til at komme ud i området. Vi skal ud til landsbyerne i den gamle kommune for være med til at fortælle deres historier. Lige nu er det jo oplagt at sige, at vi skal være med til sommerfesterne med en historien om lige det område. Både for at fortælle historien og for at skabe opbakning til museet, siger Lars Froberg Mortensen.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce