Annonce
Kultur

Give Open Air på forkanten af det hårdeste DM nogensinde i cykling

Queen Machine med Bjarke Baisner i den vokale forgrund lukker og slukker på eminent royal vis for Give Open Air 2020. Foto: Jim Hoff
Lørdag den 13. juni klokken 13.00 sparker Poul Krebs og hans akustiske guitar Give Open Air i gang, og ti timer senere er det levendegørelsen af det legendariske rockband Queen i skikkelse af danske Queen Machine, der lukker Danmarks hyggeligste havefest.

GIVE: Give Open Air 2020 har forlængst lanceret programmet, der skydes af lørdag den 13. juni ved Huset i Give. Igen har chefbooker Henrik Henriksen fået skruet et godt program sammen, som rammer bredt både med hensyn til stil og målgruppe.

Der er musik for de unge, de voksne, de lidt ældre og alle dem der befinder sig lidt over det hele - og sådan skal det være, når Danmarks hyggeligste havefest inviterer til hyggeligt samvær i og omkring Gullestrups Have ved Huset på Rådhusbakken.

Det er den poppede rock-trubadur med den stærke lyrik, Poul Krebs, der åbner ballet med sit velkendte og elskede bagkatalog af danske ørehængere lige fra "Sådan nogen som os" til "Morrison, Dylan og Elvis".

Annonce
Give Open Airs 'husorkester' Midt Om Natten er på plads igen med lang række Gasolin- og Kim Larsen fuldtræffere. Foto: Jim Hoff

Galskab og pigehyl

Klokken 15 er det de bindegale musikgenier fra The Powls, der springer på scenen med deres totalt vanvittige adrenalinshow, der får Monty Pythons Flying Cirkus til at ligne et gruppemøde hos Det Radikale Venstre. Gruppen har så absolut ingen hits selv, men de tyvstjæler med arme og ben fra andre bands og kunstnere - og gør andres fuldtræffere til deres helt egne og det altid med et seriøst twist af humor.

Efter den humoristiske musikudladning fra The Powls er der dømt højlydte pigehvin og hjertesuk i massevis, når duoen Citybois med deres lækre lyse hår bestråler eventen. De to knægte blev landskendte, da de uge efter uge blev mentalt lammetævet af Thomas Blachmann i X-Factor, og i dag har de en fin karriere både med hits som "Pool" og "Bedre end Rihanna" som faste ørehængere i de unge pigers ipods.

Klokken 19 skifter vi så totalt boldgade, når "Djämes Braun & Specktors" moonwalker ud på scenen med deres fede dancehall-act, der tæller hits som "Fugle" og "Kom og giv mig alle de penge" har taget gadelyrikkens underfundigheder og bad-ass-attituder ind i deres musikalske univers.

Kongelig afslutning

Det lykkedes desværre aldrig at få Kim Larsen til Give Open Air, men man har så fået det næstbedste i flere omgange med kopibandet "Midt Om Natten" - og dem får vi fornøjelsen af igen i år, når de er klar til at levere en fed runde med Rabalderstræde og alle de andre godbidder fra Kim Larsen potente hitkatalog.

Og hvem kan så komme feter dette festfyrværkeri af poppet fællessang? Jo, det kan nok kun "Queen Machine", og det totalt fede rockband med den omnipotente vokalist Bjarke Baisner, der rammer Freddie Mercurys register i en grad, så man får ståpels hvert andet minut, indtager scenen klokken 23.00 og tager folket rent musikalsk med ind i natten og opløftede ud på den anden side den 14. juni.

Og ved I hvad så, kære læsere: Blot fire dage senere står den på fest og farver i byen igen fra den 18. til den 21. juni, når DM i landevejscykling på bagkanten af Danmarks hyggeligste havefest kommer til Give med koryfæer som Vahlgren og Fuglsang i pedalerne.

Fin lille uge, Give by der har banket sammen, ikke sandt?

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Billund

Længe ventet rapport er landet: Motorvej øst om Billund giver bedst aflastning for E45

Annonce